
Tilbage i september skrev The Manager en artikel, hvori undertegnede omtalte Everton Football Club som en spøjs skabning.
For på den ene side er The Toffees en 144 år gammel mastodont med masser at være stolt af.
Men samtidig er klubben også er et skrøbeligt lille væsen, der konstant slås for sin eksistens i skyggen af Liverpool FC.
Artiklen handlede dog også om klubbens manager, Frank Lampard, der dengang lignede en manager, som var på rette vej med nærmest alt hvad han lavede.
Endda i en sådan grad, at Everton på daværende tidspunkt mere lignede en mastodont end en et skrøbeligt lille væsen.
Livstruende alvor
Men i dag er virkeligheden (nok engang) en anden.
For efter en sensommer med seks kampe på stribe uden nederlag, hvor Lampard og co. høstede 10 ud af 18 mulige point, så har efteråret indtil videre budt på sølle fire point i syv kampe.
Og det betyder, at Everton ikke længere er et midttabelsmandskab med blot fire point til top fire, men derimod et kriseramt hold, der roder rundt på nedrykningsstregen med kun fire point mere end tabellens bundprop fra Wolverhampton.
Det er da derfor også alt andet end en badeferie, som Lampard og co. pt. er i gang med Down Under, hvor Everton i disse dage forbereder sig på mikroturneringen, Sydney Super Cup, hvor også skotske Celtic og lokale Western Sydney Wanderers deltager.
Bevares! Solen skinner over Bondi Beach, hvor Evertons spillere i går eftermiddags dyrkede yoga med smil på læben.
Men under overfladen lurer der en alvor, der kan ende med at koste Lampards (træner)livet.
En trænerlivstruende alvor, der sort på hvidt kan ses på Evertons alarmerende dårlige pointhøst, der – hvis ikke den prompte bliver forbedret betragteligt – ender med at sende The Toffees ude af Premier League for første gang nogensinde.
40 point?
Således opererer Lampard og co. pt. med et pointsnit på blot 0,93 per kamp, hvilket via et par hurtige tryk på lommeregneren betyder, at Everton (statistisk set) står til at slutte sæsonen af med i alt 35,3 point.
Og nej, det er ikke nok til at sikre sig overlevelse.
I hvert fald ikke hvis man kaster et blik tilbage i tiden og ser på hvor mange point en overlevelse har krævet i de seneste 20 sæsonudgaver af Premier League.
Man plejer at sige, at man er sikker på at leve videre i det fineste fodboldselskab på engelsk jord, hvis man rammer 40 point.
Og det er også sandt.
Hvis blot man lige ser bort fra sæsonen 2002/2003, hvor Bolton skulle bruge mere end West Hams 42 point for at sikre sig overlevelse.
Første skridt
Men mindre har dog også kunne gøre det.
For eksempel i sæsonen 2004/2005, hvor West Bromwich klarede frisag (for næsen af Crystal Palace) med blot 34 point i 38 kampe.
Og lægger man diverse tal fra de seneste 20 Premier League-sæsoner sammen og beregner et gennemsnit, så kræver en overlevelse faktisk heller ikke 40, men derimod ‘blot’ 37,6 point.
Hvorvidt Everton kan nå at skrabe så meget sammen inden indeværende sæson slutter den 28. maj, må tiden vise.
Det samme må tiden, når det kommer til at besvare spørgsmålet om hvorvidt det til den tid stadig er Lampard, der står ude på sidelinjen på Goodison Park.
Sikkert er det, at Lampard og co. skal tage første skridt i retning af en mere pointgivende fremtid på søndag, hvor Everton møder Celtic på Accor Stadium i Sydney.
- På 30 minutter viste Jesper Lindstrøm, at han kan blive løsningen på Napolis problemer
- Real Madrid har savnet Vinicius Junior, men han savner i høj grad det gamle Real Madrid
- Chelsea er et eksperiment i stiltiende tomgang og det hele er Boehlys skyld
- Kommentar: Tottenham vandt selvom derbyet mod Arsenal endte 2-2
- North London derby skal blive et brag – og det første af mange!