
Norditalien har historisk set haft patent på italiensk fodbold. En gang imellem har syden lige kunne blande sig, når som eksempelvis Napoli i sidste sæson bød sig til, men ellers har Serie A tilhørt Juventus, Milan og Inter.
Hovedstaden havde ganske vist en sporadisk opblomstring for knap 25 år siden, da først Lazio og siden Roma tog mesterskabet med storslåede hold, men det var en stakket frist. Lazio gled tilbage i en velkendt rolle og som et midterhold. Men nu er de måske på vej tilbage.
Bedste placering i 23 år
Sidste års andenplads var den bedste placering siden mesterskabet i år 2000, og selvom det blandt andet også skete på baggrund af Juventus’ fratrukkede point i hele Plusvalenza-skandalen, så var det en indikation af, at klubben bevæger sig frem. Fordi de har udvist stabilitet, økonomisk omhu og en fornuftig transferstrategi. En transferstrategi, der meget vel kan få danske konsekvenser, men mere om det lidt senere.
Da Lazio i slutnignen af 90’erne og begyndelsen af 00’erne senest prægede italiensk topfodbold, var det med store armbevægelser og store penge under Sven Görran Ericssons kyndige ledelse, da spillere som Christian Vieri, Marcelo Salas, Claudio López, Juan Sebastián Verón, Jaap Stam, Gaizka Mendieta og Hernan Crespo på skift blev hentet til for astronomiske beløb.
Men denne gang er det anderledes. De sidste 13 år er det kun Vedat Muriqui, der er blevet erhvervet for et beløb over 20 millioner euro. For Lazio er røget ned i fødekæden og har omstillet sig til den virkelighed, de befinder sig i. Spejdet spillere fra andre, lidt mindre, hylder og udviklet dem. Og det er de hylder, hvor der meget vel kan stå danske varer på.
Isaksen og Hjulmand på vej?
For både Gustav Isaksen og Morten Hjulmand nævnes på vej til den lyseblå del af hovedstaden. To spillere, der har bevist deres værd i deres respektive klubber, men også fra en hylde, hvor Lazio kan være med. For de var nok ikke førstevalg, da Lazio lagde planerne for denne sommer. På kanten havde Lazio indledningsvis rettet øjnene mod Berardi og Hudson-Odoi, der begge ser ud til at søge andetsteds hen, da prisen på de to er skruet lidt i vejret, akkurat som det kan være tilfældet med den talentfulde Samuele Ricci i Torino, hvis potentiale, men også prisskilt, umiddelbart er større end Hjulmands.
Men det kan være sidste sommer, at Lazio havner i den problematik og må lade sig ‘nøje’. For økonomien er god og også væsentligt bedre end flere af konkurrenterne i Serie A, der har det anderledes svært efter årevis med overforbrug.
Oprustning
De mange Milinkovic-Savic millioner er allerede blevet (kløgtigt) investeret i blandt andre Taty Castellanos, der blandt andet gjorde opmærksom på sig sælg med fire mål mod Real Madrid i sidste sæson, ligesom transferfrie Daida Kamada, der var en profil i flere sæsoner for Frankfurt, også kan være på vej.
For Lazio øjner en mulighed, og uden at afvige fra deres sikre kurs, så er der i disse år en chance for at gribe ud efter en permanent plads i toppen. Napoli er lidt et åbent spørgsmål forud for den kommende sæson med afgang af Spalletti og muligvis flere af profilerne. I Juventus er det sparetider, mens Milan med ny ledelse bygger op igen. Så måske Lazio ikke behøver vente 23 år på igen at opnå så flot en placering i Serie A, og måske det i fremtiden sker med et dansk aftryk.
Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.