Leicester håber på Thomas Frank

Leicester

Foto: Gary-Hider-Dreamstime.com

Efter 6-2 nederlaget til Tottenham buldrer fyringsrygterne afsted i Leicester. Brendan Rodgers hold har lukket 22 mål ind og blot taget et point i sæsonstarten og nordirerens fremtid er mere end usikker i Leicester.

Bliver det til en fyreseddel, så står et navn højt på ønskesedlen som afløser: Thomas Frank.

Usikker

Det skriver The Telegraph.

Men ledelsen i Leicester er usikker på, om Frank vil være interesseret.

En berettiget skepsis.

Husk Franks første tid med Brentford. Nederlag på nederlag og krise fra dag et. Indtil det hele klikkede, vendte og resultaterne kom. Frank har på papiret en mindre profileret trup i Brentford end han ville få i Leicester, og The Foxes er naturligvis en større klub end Bierne, men det er Franks hold.

Spillestil

Truppen passer til spillestilen, Brentford er på vej frem (og man kan nok forestille sig tilværelsen i London er ganske behagelig for familien Frank) og kan vise sig, at blive det velspillende Burnley i de næste fem-seks sæsoner. En klub der slår over sin vægtklasse takket være en snu strategi og pt. ligger nummer ni. Frank er central i den strategi. Snoren er lang i danskerkolonien og kursen sat mod Europa.

At satse dette for Leicester sker ikke.

At agere brandmand for Leicester er bestemt ikke uden risiko. Vi ser ofte hold med større forventninger, der kæmper med nedrykning skifte træner mere end en gang i løbet af en krisesæson.

Defensiven

Rodgers er naturligvis ikke fyret endnu. Det vil tilmed give god mening at holde fast i ham for Leicesters ledelse. Han har vist, hvad han kan og to gange taget dem snublende nær Champions League. Han blev ikke bakket op med spillerindkøb denne sommer. Selv Bournemouth brugte flere penge end Leicester, og selv om offensiven er til mere (husk dog at Leicester scorede to mod Tottenham), så er defensiven ikke til Premier League. Fofana og Schmeichel blev ikke erstattet og forsvaret var allerede sidste sæson ikke overbevisende. At fyre Rodgers vil koste ti millioner pund i gyldent håndtryk – altså penge i en størrelsesorden, der kunne have købt Leicester en spiller eller to for et par uger siden. At bruge sådanne summer nu på at fyre Rodgers og stab vil være tæt på absurd.

At tørre de dårligdomme af på Rodgers er for let. Og vil i givet fald ikke efterlade en opgave, der vil fremstå videre attraktiv at overtage. Slet ikke med de kort, som Frank har på hånden for tiden.

The Manager
Logo
Shopping cart