Rasmus Højlund er på halvanden times tid blevet en darling på Old Trafford. Publikum elsker ham. Kan lide, hvad de ser. Og de ved godt, at han ikke er den bedste, de har set spille for deres klub.
Endda langt fra. Højlund er peanuts sammenlignet med de angribere, der tidligere har optrådt på Drømmenes teater. Ingen nævnt, ingen glemt. Men det gør heller ikke noget.
Det spiller ingen rolle, at Højlund bare er Højlund. Og tilmed er købt til en pris, der mere er et udtryk for en fodboldverden ramt af økonomisk bananas, end prisen afspejler hans egentlige værdi.
For trods mangler, så er Højlund her-og-nu proppet med alt det, som Erik ten Hags mandskab ellers er så blottet for. Energi, gejst og ærgerrighed.
Og ja, det har The Manager slået på tromme for i snart en måned. Men det gør det ikke mindre sandt. Og relevant. Tværtom. Spørg bare Old Trafford.
For hver uge, der går, og for hver kamp, der spilles, desto mere ligner Højlund løsningen på den krise, der bimler og bamler i Manchester United. På og udenfor banen.
Savner sidekick
Spørgsmålet er bare om Højlunds holdkammerater er enige. Og om de vil give danskeren de bedst tænkelige arbejdsbetingelser.
Bedømt på de 87 Premier League-minutter, som Højlund so far har fået for Manchester United, så tvivler man her og der. Faktisk ligner Højlund mest af alt en enmandshær. I midten af kollektivets hierarki.
Altså, en energibombe, der savner et sidekick, der er med på ideen om, at tænde lunten og lade eksplosionen finde sted. Jovist! Midtbanen gider godt at lege med. Men det kniber med sidemanden.
Mod Arsenal før landsholdspausen skyldtes Højlunds sparsomme relation til den nærmeste omverden givetvis, at der var tale om danskerens debut.
Men mod Brighton i lørdags, så det i perioder ud som om, at forklaringen var en anden. Og måske en lidt alarmerende én af slagsen.
Og det skyldes synet af Højlunds makker i front, nemlig Marcus Rashford. For Rashford lignede ikke en superstjerne, der havde svært ved relationen til Højlund (alene) af den grund, at relationen er ny.
Bål og spøgelser
Rashfords måde at interagere med Højlund på mindede derimod lidt for meget om en superstjerne, der mener, at lige børn leger bedst, og at Højlund derfor ikke (endnu) er en, man leger med.
De mange, mange, mange situationer, hvor Rashford med fordel kunne servere bolden for Højlund, fremfor at søge det bedste for sig selv, kan selvfølgelig også skyldes noget andet.
Manglende taktisk forståelse, for eksempel. Eller manglende indsigt i Højlunds kvaliteter. Ingen af delene er dog et plaster på såret. Tværtom. Det er brænde på bålet.
For hvorfor ved Rashford ikke alt dette? Højlund har jo været i klubben i seks uger. Og ten Hag har da vel for pokker haft en længere snak med Rashford og co. om ham den nye?
Jo, det har ten Hag nok. Og måske ser denne kommentar bare spøgelser, der ikke findes. Måske spillede Rashford slet ikke med onde lørdagstanker. Og måske er han ikke så selfish, som SoMe påstår.
Måske spillede han bare som en spiller, der lige skal vende sig til tanken om en ny makker, og som ikke er vant til at spille det spil, der skal spilles, når man spiller sammen med en som Højlund.
Cutbacks og tværpasninger
Det samme kan siges om resten af Manchester United. Den bedste brug af Højlund forudsætter nemlig, at Manchester United angriber anderledes end holdet har været vant til. Især under ten Hag.
Højlund er nemlig ikke bedst i raketangreb, hvor alt foregår i banens længderetning. Højlund har brug for tværpasninger, der slås på kanten af feltet og inde i feltet.
Indlæggende må gerne være cutbacks. Det så vi i lørdags. Men pasningerne til Højlund skal helst komme på tværs, så han kan løbe eller kaste sig frem i bolden.
Sådanne bolde er dog svære at producere i et raketangreb med tunnelsyn. Og det er langt lettere, hvis angrebsspillet foldes ud på mere etableret vis på den sidste del af modstanderens banehalvdel.
Med høj bagkæde, fremskudte backs, en kontrollerende 6er, dybdegående 8ere, flagrende kanter og en 9er i boksen. Altså lige præcis det, som ten Hag ikke har formået at implementere i Manchester United.
Byge af buh-råb
Måske sker det på et tidspunkt. Måske ikke. Sikkert er det, at Højlund, trods alt, nok skal score mål for Manchester United. Og sikkert er det også, at Old Trafford pt. står bag ham.
Spol bare tiden tilbage og gense det øjeblik fra i lørdags, hvor ten Hag pillede Højlund ud. For det var ikke en beslutning, der faldt i god jord på lægterne.
Tværtimod. Old Trafford sendte en byge af buh-råb i retning af ten Hag. Så højt, at end ikke Rashford kan have overhørt det.
Og lad os slutte af hos Rashford. For ja, det var faktisk ham, der producerede det cutback (hvad skulle han ellers gøre i den tilspidsede situation), som Højlund sparkede i mål. Lige før VAR kort på banen.
Og ja, som billedet øverst i denne kommentar illustrerer, så deltog Rashford såmænd i fejringen af Højlunds debutscoring, der så alligevel aldrig blev til noget.
Men det piller ikke ved, at Rashford mest af alt lignede en, der lige nu sværger til, at lige børn leger bedst. Og at en legeaftale med Højlund derfor ikke lige er top of mind.
Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.
