Kommentar: Liverpool er et fodboldhold, som alle andre, nemlig et kollektiv bestående af individer. Alligevel er Liverpool ikke et helt almindeligt fodboldhold. Endda langt fra.
For det første, fordi deres individer, hver især, er så gode, som de er, nemlig bedre end de fleste. Og for det andet, fordi deres kollektiv er det samme.
Faktisk findes der ganske få fodboldhold, ikke bare i Premier League, men i hele Europa og resten af verden, der kan levere det mandsmodsmirakel, som Liverpool leverede søndag aften på St. James’ Park.
Her fik Liverpool ikke bare vendt 1-0 til 1-2 mod Newcastle. Liverpool gjorde det med blot 10 mand på banen. Eller rettere; Jürgen Klopps mandskab leverede reelt set comebacket med kun ni mand i aktion.
Ringe Trent
For Trent Alexander-Arnold spillede en kamp, der ej blot var lige til glemmebogen, men som også (igen) var ved at koste Liverpool den sejr, som gæsterne på spektakulær vis sikrede sig i kampens overtid.
Heldigvis spiller Alexander-Arnold på et fodboldhold, hvor der skal mere til at vælte kollektivet end et enkelt individs ringe indsats. For slet ikke at tale om en (korrekt) udvisning af Virgil van Dijk.
Og der er da heller ikke noget at sige til, at Klopp bankede stolt og storsmilende på sin brystkasse efter kampen. For det Liverpool leverede var fantastisk. Og det var lige efter den bog, vi alle kender.
“Jeg tror aldrig, at jeg i mine 1000 kampe, som spiller og træner, har prøvet noget lignende”, sagde Klopp efter kampen. “Hørt,” råbte Michael Owen: “We witnessed something special.”
Unødvendigt mirakel
Ja, vi gjorde. Men vi så også noget andet. For når alt det gode ved Liverpools mirakel er sagt og skrevet, så skal det midt i ekstasen også siges, at Liverpools mandsmodsmirakel var unødvendigt.
Liverpool skabte nemlig selv det meste af den suppedas, som de af flere omgange var ved at drukne i. Eller det vil sige; det var et par af Liverpools individer, der skabte suppedasen.
Nemlig Alexander-Arnold og van Dijk. Især førstnævnte, hvis handlinger for tredje kamp i træk kostede et mål. Og som var ved at koste sejren.
Jovist! Alexander-Arnold er på rigtig mange måder en gudsbenådet fodboldspiller, der er så dygtig fremad i banen, at det ofte overskygger det faktum, at han som forsvarsvarsspiller ikke kan forsvare.
Problemet er bare de (mange) dage, hvor Alexander-Arnold er knap så gudsbenådet. Og selvom Liverpools kollektiv er brølstærkt, så er det altså ikke et plus konstant at skulle kalkulere med minusser.
Og da slet ikke i en kamp mod et hold som Newcastle, der med rette bejler til præcis det samme, som Liverpool, nemlig guld og grønne skove.
Alisson Becker
Og nej, Alexander-Arnold var, som sagt, ikke det eneste minus, der søndag besværliggjorde vejen til plus. Og nej, det var ikke kun enkeltindivider, der tvang Liverpool til at udføre et mirakel.
For Liverpools kollektiv slog også Anthony Gordon-og-Joelinton-sprækker. Og hvis Eddie Howes Newcastle havde været bare lidt mere Newcastle, så var 1-0 også blevet til 2-0 og 3-0.
Men så galt gik det ikke. Og det kan Liverpool takke individet ved navn Alisson Becker for. Allison stod nemlig en brandkamp. Intet mindre. Spørg bare Newcastles Miguel Almirón.
Eller spørg bare alle andre, der så Allison folde sig ud i fuld flor, og gøre sig selv til bannerfører for, at Liverpools kollektiv endte med at ryge til tops og ikke til jorden på St. James’ Park.
Det samme kan siges om den indskiftede super-sub Darwin Núñez. Ham, der med to vidunderlige dybdeløb og to skarpe afslutninger til sidst fik alle til at glemme alt om, hvad der var sket forinden.
Maskinrummet
Men det er ikke glemt. Eller burde ikke være glemt. For nok var Liverpool søndag aften et priviligeret pragteksempel på formfuldendt pendulering mellem individ og kollektiv. Del og helhed klædt i rødt.
Men Liverpools kamp mod Newcastle var også et bevis på de problemer, der stadig kræver at blive løst. Hvis ikke, så bliver Liverpool nemlig et gevaldigt problem for sig selv. Klubbens værste modstander.
Mirakler er nemlig ikke en metervare. Ikke engang i Liverpool. Og Klopp skal have fikset Alexander-Arnold og hans rolle som falsk back/falsk 6er, så Liverpool kan vinde uden at være spektakulære.
Og apropos, så mangler Liverpool stadig muskler i maskinrummet. Wataru Endo bliver en fin spiller for Liverpool. Men han er hverken Moisés Caicedo og Romeo Lavia. Det er Alexander-Arnold heller ikke.
Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.
