På bagkant af Champions League-sejren over Glasgow Rangers i sidste uge satte undertegnede spørgsmålstegn ved om Liverpool nu var back on track eller stadig Goliath på glatis.
I går kom der så et form for svar.
Liverpool var i hvert fald alt andet end Goliath på glatis mod Manchester City.
Faktisk var det som om, at Liverpool havde fået et selvvalgt hukommelsestab, og dermed glemt alt om glatis og kriser, og i stedet kastede sig grådigt over opgaven, som om intet negativt var hændt.
I begge ender
Liverpool var ikke det bedste hold på banen, men de var lige så gode som City, endda i begge ender af banen, og på flere forskellige måder.
For Liverpool lancerede ikke bare det ene energiske overfaldsangreb efter det andet, i det vilde håb om, at det bedste forsvar var et modigt angreb.
Jürgen Klopps mandskab formåede også at fighte dybt og kompakt med fokus på dristige omstillinger, da City i anden halvleg satte sig på dramaet, som begge hold var lige gode om at skabe.
Ja, selv inde i maskinrummet, hvor Liverpool ellers var blevet spået at være i overhængende fare for at komme i massive undertalsproblemer, formåede værterne at slå fra sig med næb og klør.
Infernalsk larm
Efter kampen sagde Pep Guardiola til BBC, at Manchester City ikke bare gav alt, hvad holdet havde, men at Peps mandskab også leverede en fremragende præstation, der blot indeholdte “én enkelt fejl”.
Den fejl så hovedparten af Anfield nok ikke. I hvert fald ikke hvis ‘fejlen’ skete i forbindelse med Liverpools matchvindende – og kampens eneste – mål.
Til gengæld så langt de fleste et fremragende mål scoret af Mohamed Salah i det 76. minut, hvor en City-dødbold havnede i hænderne på Alisson, der prompte lossede den formfuldendt op til den revitaliserede egypter, som vendte på førsteberøringen, satte i galop og kort efter sparkede bolden i mål.
Scoringen fik ikke overraskende Anfield til at eksplodere i jubel, men glæden ved synet af først Alissons spark og dernæst Salahs var ikke en spontan én af slagsen.
Jublen var derimod blot en foreløbig kulmination på en non-stop infernalsk larm, der – ligesom det var tilfældet med spillerne nede på banen – fik én til at spekulere på om også alle dem på tribunerne var blevet ramt af et selvvagt hukommelsestab.
Manglende selvkontrol
Men apropos ‘tab’, så kan det godt være, at Liverpool vandt kampen. Til gengæld tabte holdets manager desværre selvkontrollen.
Det gør han tit, ham Klopp, og ja, ja, følelserne var uden på tøjet og alt det der, men hverken Klopp, spillerne eller Anfield vandt noget som helst ekstra ved, at Klopp helt fortjent brokkede sig til et rødt kort.
Tværtimod.
For nu må Salah og co. undvære ham, der mere end nogen anden havde orkestreret ‘det store hukommelsestab’, i de kommende kampe.
Og nej, der er da så absolut heller ikke ekstra-point for de mønter, som en sektion af Liverpools fans angiveligt kastede i retning af Guardiola i kampens hede.
Tværtimod.
Overraskende selvindsigt
Men når det er sagt, så skal det retfærdigvis også siges, at Klopp på bagkant af episoden med den manglende selvkontrol udviste en overraskende stor selvindsigt.
Et karaktertræk, som The Manager gentagne gange har efterlyst.
Således lagde Klopp sig mere eller mindre fladt ned, da han efter kampen mødte den engelske verdenspresse med ordene “Klappen gik helt ned i den situation. Jeg er ikke stolt af det, og det røde kort var helt fortjent.”
Hvorvidt Klopps verbale bodsgang mindsker den karantæne, der utvivlsomt venter ham, må tiden vise.
Sikkert er det dog, at Liverpool ikke længere er på glatis, men derimod back on track.
Og det er for alle os, der ikke lider af hukommelsestab, men som godt kan huske den nære fortid, ganske vildt at tænke på.
