Løser Casemiro Manchester Uniteds problemer?

Manchester United

Manchester United, logo
Kan Casemiro være manden, der siker stabilitet i Manchester United? Foto: Thanyalak-Chalermarrewong-Dreamstime.com_-1

Som journalist er det altid godt at undre sig. Det er noget nær de første ord, man bliver præsenteret for, når man træder ind på uddannelsen. Husk at undre dig. Husk at stille spørgsmål. Så det gør jeg nu. For der er en masse undren i forbindelse med Manchester Uniteds køb af Casemiro.

Jeg begynder med Casemiros udtalelser om, at han følte, at hans tid i Real Madrid var forbi efter sejren i Champions League finalen mod Liverpool. En cirkel var sluttet, som han formulerede det. Så langt, så godt. Men hvis han allerede i nattetimerne den 28. maj vidste, at han gerne ville væk, og at han gerne ville prøve en ny liga, hvorfor skulle vi så helt hen til slutningen af august, før en handel fandt sted? Hvorfor har Manchester United allerede spillet tre kampe i denne sæson uden brasilianeren, der kunne have været med i pre-season, lært systemet, Erik ten Hag og sine holdkammerater at kende?

Nuvel, vi kender ikke alle detaljerne, og hvad der siges til pressen, er ikke altid sandheden. Den del lærer man i øvrigt også hurtigt at forholde sig til på journalistuddannelsen, hvis nogen skulle være i tvivl.

Souness’ sludder

Men jeg har flere spørgsmål. Havde prisen på Casemiro ikke også været væsentligt mindre end de anslåede 70 millioner euro, hvis ikke man her til sidst i vinduet skulle have overbevist Real Madrid om et køb?

Og så måske den vigtigste undren af dem alle. Er Casemiro manden, der stabiliserer Manchester United og bringer dem tilbage til toppen af engelsk fodbold? Eller er han endnu en i rækken af dyrt indkøbte spillere, der ikke leverer hos de Røde Djævle trods store forventninger?

Den tidligere Liverpool legende Graeme Souness udtalte til Sky Sports, at Casemiro har spillet med store spillere, men han er ikke selv en stor spiller og har aldrig nogensinde været det. Bum!

Buddet herfra er, at Souness har set omtrent lige så mange La Liga kampe med Real Madrid, som han så kampe med Ali Dia, inden han hentede ham til Southampton i 1996.

Man undres i hvert fald ofte over Premier League pundits og deres manglende viden om andre europæiske ligaer.

Casemiro, Makélélé og Schweinsteiger

Med Casemiros skifte kom jeg umiddelbart til at tænke på to handler med spillere på omtrent samme position og det omdømme købt som 30-årige. Claude Makélélé fra Real Madrid til Chelsea i 2003 og Bastian Schweinsteiger fra Bayern München til Manchester United i 2015.

Makélélé kom ind og blev en grundsten i opbygningen af det nye Chelsea og efterlod Real Madrid med et hul, som det tog næsten ti år at udfylde.

Bastian Schweinsteiger var ikke nogen succes, havde nået sit sportslige zenit og gik ned i den føromtalte lange historie om spillere med storeforventimnegr og meget lidt udbytte i de senere år i Manchester United.

Casemiro er hverken Makélélé eller Schweinsteiger. Han er sin egen. Og Souness, hvis du læser med (det gør du nok ikke), så er han en stor spiller. Han har været en lige så vigtig del af en af fodboldens mest succesfulde midtbanetrioer i næsten et årti som Kroos og Modric. Og i Madrid og Spanien ved de godt, hvad de mister med hans afsked.

Gode spillere gør gode hold bedre. Helt kort og forsimplet. Og når jeg nu hævder, at Casemiro er en god spiller, så gør han vel også Manchester United bedre? 

Ten Hags United

Det kommer an på, hvilken rolle han skal indtage i United. Ser vi på Erik ten Hags to store Ajax hold, så havde de enten Frenkie De Jong eller Edson Álvarez som centrale skikkelser på den centrale/defensive midt.

Frenkie De Jong som ham der skulle bygge spillet op nede fra (sammen med Lasse Schöne), og som gerne via sin fart skulle bringe bolden frem i banen. Den sikre pasningsfod, der konstant er spilbar. Den type er Casemiro ikke. Det er ikke ham, som Real Madrids spil gik igennem. Han lukkede i stedet huller og tillod de offensive folk, at de kunne udfolde sig, og så skabte han sikkerhed foran sin bagkæde. Lidt mere a la Álvarez, hvis vi endelig sammenligner.

I de seneste to kampe har Christian Eriksen ligget som en hybrid mellem en 6’er og en 8’er, med Fred og McTomminay skiftevis ved sin side, og mon ikke det er som makker til Eriksen, at Casemiro er tiltænkt? I stil med det partnerskab, som Casemiro havde med Toni Kroos i Real Madrid. 

Hvis ja, kan det sagtens blive godt i Manchester United. Og hvis fansene ikke forventer, at han skal være ham, der bygger spillet op. Dem er der så rigeligt af i forvejen, så lad nu bare Casemiro gøre det, han gør bedst. Jeg holder fast i, at United har betalt overpris, og at de har handlet for sent, men derfor kan Casemiro sagtens blive en succes i det engelske, og måske endda i en sådan grad at selv Souness en dag ser lyset. 

We will be happy to hear your thoughts

Tilføj kommenar

The Manager
Logo
Shopping cart