Der er London, og så er der resten af England. I hvert fald når vi snakker turisme og storby. For her kan ingen andre byer hamle op med den engelske hovedstad. Nuvel, Liverpool og Manchester har musikscenen, Brighton stranden, Cambridge og Oxford universiterne, Stratford-Upon-Avon Shakespeare og Bath de smukke omgivelser. Men det er ikke London. Der er i en liga for sig.
Sådan hænger det ikke sammen i fodboldmæssig forstand. Hverken aktuelt eller historisk set. Manchester United og Liverpool har været de store klubber gennem historien, og det nordvestlige England har noteret sig for hele 63 engelske mesterskaber, mens London ’blot står noteret for 21’.
Kun lige knap hver sjette år havner et engelsk mesterskab i den engelske hovedstad, og det går fint i tråd med, at Chelsea var seneste London-hold til at løfte pokalen tilbage i 2016/17 sæsonen. Med Antonio Conte som træner og foran netop Contes nuværende klub fra Spurs.
Krudtet er ladt i London
Men måske der er ved at være grøde i London igen rent fodboldmæssigt. Ikke i en sådan forstand, at de bare vipper Manchester City af pinden, men som i at de store hold i regionen rører på sig. Der er kun spillet tre runder af dette års turnering, men Arsenals start på sæsonen har været imponerende, og selvom det er med et overskudslager fra City, at de blandt andet har forstærket sig, så står tilbage, at det er det stærkeste Gunners-mandskab, vi har set siden de gyldne Wenger-dage, hvor Henry og Vieira løftede Premier League trofæer og gik ubesejrede gennem sæsonen.
Der er Arsenal ikke endnu, men for første gang længe er der grund til at tro på, at de måske kan komme derhen igen. Arteta ligner træneren, der kan bygge noget langsigtet op i Arsenal, og man har fået luget ud i truppen af spillere, der allerede ved deres ankomst måske var på vej videre i tanke og handling. Arsenal skal ikke være et springbræt, men madrassen man lander på for nu at blive i den terminologi.
Læs også: Arsenal mesterskabsmodnes
Count on Conte
Hos rivalerne fra Tottenham ser det også godt ud. De er ikke på niveauet fra dagene under Pochettino, men de har med Conte opbygget en ny og anderledes stil, der også ser gangbar ud. I hvert fald så længe Conte er træner i klubben. Særligt deres indkøbspolitik adskiller sig en del fra de andre topklubbers med et mere målrettet fokus mod Serie A.
Chelsea er ved at finde sine ben igen efter Abramovic-æraen, men de har midlerne og træneren til også at kunne blande sig blandt de allerbedste, selvom sæsonstarten har været lettere kaotisk med flere vredesudbrud og frustrationer til følge.
Lidt uden for top 4 og Champions League har vi efterhånden vænnet os til at se West Ham befinde sig, og selvom The Hammers har fået en forfærdelig start på sæsonen uden mål og med tre nederlag, så er det stadig en klub på vej frem, som i sidste sæson nåede hele vejen til semifinalen i Europa League.
Fælles for i hvert fald tre af de fire klubber, Chelsea som undtagelsen, er, at de oplever succes, fordi der er bygget en klar filosofi op. I forhold til spillestil og rekruttering. Der bruges også penge, men ikke i øst og vest som eksempelvis Manchester United. Det har taget tid at nå hertil, og sæsonen er stadig lang, men London har som fodboldby igen skabt et fundament for fremtidig succes. Og måske ikke kun hvert sjette år.
