Det er 17 dage siden, at det spanske landshold for kvinder vandt VM. Den første og største triumf i spansk kvindefodbolds historie. Men det taler ingen om. For da præsidenten for det spanske fodboldforbund, Luis Rubiales, på direkte tv i forbindelse med præmieoverrækkelsen gav Jennifer Hermoso et stort kys midt på munden, blev succesen glemt i samme instans. Alt kom til at handle om Luis Rubiales. Og det gør det fortsat her 17 dage senere. Rubiales og de afgrundsdybe problemer i spansk fodbold, som han klodset udstillede.
I kender ganske sikkert hele forløbet, men lad os bare snuppe en gennemgang for overblikkets skyld, og for at udstille spansk fodbolds fortsatte problemer i en moderne verden.
“Jeg trækker mig ikke!”
Efter kysset, kom historien på alverdens forsider og blev dagsorden i spansk og international sportspresse. Alle, lige fra diverse fodboldaktører til den spanske premierminister, Pedro Sánchez, havde travlt med at fordømme handlingen, mens Luis Rubiales indledningsvist blot trak på skuldrene og lo hånende af kritikken. Det var jo bare en lille møsser, givet i et følelsesladet øjeblik, lød det fra Rubiales. Og Jenni Hermoso havde selv været med på det, lød det lidt senere, da presset på præsidenten tog til.
En lille uge efter kysset, var presset blevet så stort, at der blev indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i det spanske fodboldforbund. Her var det ventet, at Rubiales ville træde tilbage. Men så skete der noget. Han stod på talerstolen og i stedet for at undskylde, gav han udtryk for, at den heksejagt han var underlagt var noget så uretfærdig. Han slog i podiet og råbte af flere omgange ”No voy a dimitir”. Jeg trækker mig ikke.
På forreste række sad spanske landstrænere for både kvinderne og herrerne og klappede af deres præsident. Sikke da et mandfolk han var.
Sultestrejke
Farcen var total. Eller næsten. For presset og kritikken fortsatte naturligvis, og den tog kun til. Og i begyndelsen var det lidt svært at greje, hvem der egentlig var offeret. Jennifer Hermoso, der ufrivilligt havde fået ødelagt det største sportslige øjeblik i sin karriere på grund af en magtfuld mand, der ikke kunne holde fingrene for sig selv, og som oven i købet havde fejret den spanske sejr med, ved siden af den spanske royale familie, at tage sig selv i skridtet og gestikulere ud til hele verden, at de da bare kunne komme an. Den samme mand, der kom ind på banen efter slutfløjtet og løftede spanske spillere op over skulderen og bar rundt på dem, som var de hans ejendele.
Den spanske sportsavis AS var i hvert fald ikke i tvivl om fordelingen af hovedroller. For da det kom frem, at Jennifer Hermoso ikke ønskede at stille op i Rubiales’ meget lidt undskyldende video, og i øvrigt ikke kunne genkende præsidentens udlægning af forløbet, så lød forsiden dagen efter, at Jenni lader Rubiales falde. Naturligvis. Det var jo hendes skyld. Hvad bildte hun sig da også ind, sådan ikke at støtte den mand, der havde frataget hende et ellers glædesfyldt øjeblik?
Men det blev værre endnu. For det er jo Spanien, og der skal vi ud på overdrevet og tilbage igen, før det for alvor giver mening. Luis Rubiales’ mor var naturligvis også træt af at se sin søn være offer for en smædekampagne. Stakkels Luis. Det havde han ikke fortjent. Så hvad gør en god mor, der gerne vil passe på sin søn? Hun sultestrejker naturligvis og spærrer sig selv inde i en kirke. Det eneste rigtige at gøre i den situation. Kunne de da ikke bare lade hendes søn være? Sønnen, der havde gjort så meget godt for spansk fodbold?
VM 2030 og kammerat-klub
Men det kunne de ikke. For presset voksede. Ingen af de nykårede spanske verdensmestre ønsket igen at stille op for Spanien, så længe magtfulde folk som Rubiales sad på posten, og den spanske Real Betis-spiller, der også har været inde omkring landsholdet, Borja Iglesias, gik også ud som den første herrespiller og sagde, at han midlertidigt ikke var tilgængelig for sit land.
Lidt efter lidt begyndte det tilsyneladende også at gå op for nogle af de høje herrer i det spanske fodboldforbund, at ham Rubiales måske alligevel var galt på den. Flere af dem, der havde klappet ved den tragikomiske presseseance, hvor Rubiales stod og slog i podiet som en enevældig diktator, fik nu travlt ved håndvasken. ”Jamen, jeg blev overvældet. Det var en menneskelig fejl,” lød der fra den spanske herrelandsholdstræner Luis de la Fuente et par dage senere, da det ‘gik op for ham’, at den klapsalve han havde taget aktivt del i, måske ikke var helt god. Sådan kan det jo gå.
Tirsdag var det så endelig det spanske fodboldforbunds tur til at se lyset, efter de blev trukket så langt ud i solen, at de ikke kunne gemme sig længere. RFEF udsendt en meddelelse, hvor de undskyldte for Rubiales’ totalt uacceptable handlinger, og så fyrede de desuden den spanske kvindetræner Jorge Vilda.
Et øjeblik af sjældent set fornuft i de spanske fodboldinstanser? Eller en erkendelse af, at en distancering til Rubiales var nødvendig, hvis ikke det VM, de så gerne vil afholde i 2030, og som de var kæmpe favoritter til at få tildelt, måske var ved at komme i fare? Ja, det kan vi kun gisne om, men lad bare gisningen herfra lyde, at det nok var det sidste, der var tungen på vægtskålen i kammerat-klubben.
Korruption, racisme og Rubiales
For selvom Rubiales handlinger er forkastelige, så er det kun en lille del af de problemer, som spansk fodbold rummer. Problemer der breder sig som en smitsom sygdom til alle de andre instanser. I ligaforbundet har de kæmpe problemer med racisme, og måske i det hele taget at indse, at der er racisme i spansk fodbold, mens dommer forbundet lige nu er ramt af en af sine største skandaler med Negreira-sagen, hvor FC Barcelona over en årrække betalte den tidligere næstformand i den spanske dommerkomite, Jose Maria Enriquez Negreira flere millioner kroner for “tekniske rapporter”. Spansk fodbold er på øverste niveau pilråddent.
Det er nu 17 dage siden, at Spanien vandt VM, og 17 dage siden Rubiales fik alle til at glemme den sportslige bedrift. Og trods sultestrejke, fyringer og boykot, sidder han fortsat på tronen. Det ville være glædeligt, hvis det der kommer ud af denne sag er, at der blev ryddet op i forbundet, og der bliver implementeret en anden kultur, men selv med Rubiales’ eventuelle farvel, er det svært at se
“Vi indrømmer, at præsidentens opførsel ikke var passende, men der skal være nogle instanser, der afgør, om Jenni Hermoso er et offer eller ej. Vi kan ikke fordømme uden at vide, hvad der er sket,” lød det fra Real Madrids Dani Carvajal på et pressemøde forud for de kommende spanske landskampe.
Og så er vi jo nok lige vidt. Rubiales’ kys udstillede spansk fodbolds ældgamle tankegang, men det er desværre tvivlsomt, om det for alvor ændrer det store.
Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.
