Har du bare fulgt lidt med på de sociale medier de seneste godt to ugers tid, så har du formentlig stødt på billedet af Lutons stadion. Eller rettere af en af indgangene til Lutons stadion. Oak Stand, som er der, hvor udebane fansene skal hen, når de skal på besøg hos de kommende Premier League deltagere. Og hvis du ikke har, så er der tale om en form for to etagers boligblok med røde mursten og masser af vinduer, hvor man går ind af et par små, smalle, blå døre. Det ligner sådan et sted, man kunne have lagt en tandlæge eller en frugthandler. Men det er altså her, at Manchester Uniteds, Arsenals, Liverpools fans med flere skal ind, når de i næste sæson gæster Kenilworth Road.
Det er charmerende. Måske ikke helt efter bogen i forhold til brandmyndigheder og andet, men charmerende. Og det er Luton i den bedste engelske række også. Deres fantastiske historie med Manager auditions og nedrykninger på stribe, kan du i øvrigt læse mere om her.
Kick ‘n Rush
Det er svært ikke at holde af Luton. Fordi de minder os om, hvad fodbold var engang, og måske hvad særligt engelsk fodbold plejede at være. På godt og ondt. Emirates, Etihad, Tottenham Stadium og alle de andre er isoleret set pragteksemplarer på flotte og moderne stadioner, men de ligner også lidt hinanden. Som ufoer der er landet nær en motorvejsafkørsel, hvor alt er lidt for perfekt og sterilt. Det er Kenilworth Road ikke. Og det er Luton ikke. For deres oprykning til Premier League er ikke sket ved at revolutionere fodbolden, tværtimod. Det er muligvis det nærmeste, vi kommer kick ‘n rush og de gode gamle dage fra tipslørdag med Tommy Troelsen, hvor der blev begået flere store frispark på lettere mudrede baner.
Der er helt sikkert nogle, der vil mene, at deres spillestil er gammeldags, at stadionet er det samme, og det er skidt, at de nu er rykket op, fordi de reelt set ikke beriger ligaen med noget. Fem år efter Stoke rykkede ned, husker vi også bedst, Rory Delaps lange indkast og en meget konservativ spillestil under Tony Pulis.
Men Stoke var også Britannia Stadium, en voldsom lydkulisse og et minde om, hvad man kan opnå, hvis man gør det, man er bedst til. På samme måde som Luton gør det.
Super League
Det er kun to år siden, at seks klubber i Premier League ønskede at skabe en ubryderliga ved navn Super League. En lukket fest, hvor der blev trukket en streg i sandet. Der var blevet spillet fodbold i knap 200 år, men nu var de seks klubber, sammen med en række europæiske kollegaer, nået frem til, at lige netop de også i al fremtid skulle være blandt de bedste.
Men sådan er fodbold ikke. Sådan er sport ikke. Det handler om at gøre sig fortjent til at spille med hos de bedste, år efter år, kamp efter kamp, og så kan hold i alle række drømme om, at det en dag kan blive dem. Som eksempelvis Luton. Fra de lavere rækker til Premier League med hårdt arbejde og simple metoder.
Det skal vi huske at hylde dem for, når den kommende sæson går i gang. Også når spillet er destruktivt og måske endda kedeligt. For Luton er en artig undtagelse i fodboldverdenen.
- På 30 minutter viste Jesper Lindstrøm, at han kan blive løsningen på Napolis problemer
- Real Madrid har savnet Vinicius Junior, men han savner i høj grad det gamle Real Madrid
- Chelsea er et eksperiment i stiltiende tomgang og det hele er Boehlys skyld
- Kommentar: Tottenham vandt selvom derbyet mod Arsenal endte 2-2
- North London derby skal blive et brag – og det første af mange!
Rory ikke Roy
Han hedder Rory ikke Roy