Manchester United-ekspert: “Rasmus Højlund bliver en massiv succes!”

Rasmus Højlund, Manchester United
Rasmus Højlund har taget Manchester United med storm og ifølge Ben Thornley fra MUTV bliver Højlund en ‘massiv succes’ i tiden, der kommer. Foto: Ash Donelon/Manchester United via Getty Images)

Når Manchester United lørdag aften gæster Bramall Lane, er presset på Rasmus Højlund og co. enormt. Modstanderen er (på papiret) overkommelig. Sheffield United er jo bundprop af en grund.

Men om det så var naboerne fra Pep City, der i øvrigt står klar næste weekend, eller en anden Premier League-gigant, så ville kravet være det samme, nemlig tre point. Intet mindre. Intet andet.

Premier League er nemlig i fuld gang med at sætte sig. Som et tour-felt midtvejs på en bjergetape. Og Manchester United er pt. i overhængende fare for at sidde fast et sted, de ikke ønsker at være.

Under niveau

I skrivende stund er Manchester United nummer ti i Premier League. Otte point fra toppen. Og fire-fem point fra Europa. Og nej, det er ikke massive afstande. Og ja, sæsonen er endnu ung.

Ikke desto mindre, så er der snart ikke råd til flere svipsere a la Crystal Palace. Eller holdindsatser som den mod Brentford. Sæsonen har i det hele taget været alt andet end en dans på roser.

Jovist! Manchester United vandt 2-1 over Brentford. Men det skyldtes udelukkende to Scott-mirakler i McTominay-time. Resten af kampen var langt under niveau. Lige til glemmebogen.

Enkeltindivider

Når det er sagt, så er sejren over Brentford det eneste selvtillidsboost, som Manchester United har at arbejde med forud for must win-kampen mod Sheffield United lørdag aften.

Og fordi kollektivet halter, som det gør, så bliver Erik ten Hag nok engang nødt til at sætte sin lid til enkeltindivider. Rutinerede kræfter a la Casemiro. Ellers superstars a la Marcus Rashford.

Problemet er bare, at der i denne sæson har været for langt imellem de snaps, som Manchester Uniteds (på papiret) største navne, har skænket i åbent spil.

Lys i tusmørke

Faktisk har Manchester United i flere kampe været alt for afhængig af en ung fyr ved navn Rasmus Højlund. Sådan føles det i hvert fald. Og det siger så sandelig ikke så lidt.

Højlund har nemlig fortsat sit første Premier League-mål til gode. Og selvom han rigtignok har nettet tre gange i Champions League, så er Manchester United fortsat noteret for nul point i Gruppe A.

Ikke desto mindre har Højlund taget Manchester United med storm. Og ud af det blåt. Som et hårdtarbejdende lyspunkt midt i en sæsonstart, der ellers har været domineret af (tus-)mørke.

Uden klaphat

Og det er ikke bare sagt iført dansker-briller og klaphat købt i San Marino. Det er derimod en gængs opfattelse blandt fans af Manchester United. Og ja, blandt folk helt tæt på klubben.

Eksempelvis en mand ved navn Ben Thornley, der engang var en del af den verdensberømte Class of ’92 og som i dag arbejder som co-commentator på Manchester Uniteds tv-station MUTV.

Tidligere på ugen gæstede Thornley en særudgave af PL Talk, hvor undertegnede er fast medvært. Og her lagde Thornley på ingen måder skjul på sin begejstring over Højlunds start i Manchester.

Massiv succes

For slet ikke at tale om fremtidsudsigterne. De er nemlig, ifølge Thornley, særdeles gode. Faktisk er Thornley ikke i tvivl om, at Højlund med tiden kan gå hen og blive “en massiv succes.”

Men tid skal der til. For det tager tid, at falde til. Ikke bare i en klub som Manchester United, men også i en liga som Premier League. Især for en ung og langt fra færdigudviklet spiller a la Højlund.

Når det er sagt, så nedtoner Thornley (i løbet af udsendelsen) ikke ligefrem den hype, der lige her og nu bimler og bamler om ørerne på den 20-årige dansker. Tværtom. Thornley skruer op for hypen.

Haaland

Og nej, Thornley giver ikke meget for sammenligningerne med Erling Haaland. De er “unfair”. For Haaland er et helt andet sted i sin karriere og befinder sig pt. på en helt anden hylde end Højlund.

Omvendt er Thornley ikke i tvivl om, at Højlund med tiden kan spille sig op til at få samme betydning for Manchester United, som Haaland i skrivende stund har for Manchester City.

Og det og meget andet, kan du høre mere om i det 21 minutter lange interview med Thornley, der i øvrigt også snakker om FCK, det kommende transfervindue og en vis David Beckham.

Bramall Lane

Men tilbage til start. Tilbage til Bramall Lane. For lige her og nu handler livet for Manchester United hverken om Champions League, eventuelle spillerindkøb eller om Beckhams Netflix-dokumentar.

Livet handler derimod om at få tre point på kontoen mod Sheffield United. En sejr, der vil bringe Manchester United fremad og minimere afstanden op til top seks. Og top fire.

Og selvom Højlunds fremtid er lys, så har ten Hag og resten af Manchester United brug for, at han allerede lørdag aften bliver et af de enkeltindivider, der lyser op. Og redder kollektivet. Vi får se.

Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.

The Manager
Logo
Shopping cart