Manchester United er mere fortid end fremtid og nutiden er et pinligt cirkus
Siden Sir Alex Ferguson pensionerede sig selv i forsommeren 2013 har Manchester United været det næstbedste hold i Manchester.
Og der kommer til at gå mange sæsoner – rigtig, rigtig mange – før end The Reds bare så meget som kommer i nærheden af, at være på omgangshøjde med de lyseblå fra City.
Det understregede søndagens derby mellem de to klubber. Her var Manchester City ikke bare klasser bedre end United. Pep Guardiolas mandskab spillede på en helt anden planet.
Og Erik ten Hags United? De leverede nok engang en indsats på kanten af småt brændbart. Eller ‘rest efter sortering’ som det hedder nu til dags.
Højlund’ske lavpunkter
André Onana stod igen en god kamp. Og Harry Maguire var banens bedste iført rød trøje. Scott McTominay leverede også en nogenlunde godkendt præstation. Resten var, ja, rest efter sortering.
Især Rasmus Højlund. Det var ham, der rev i Rodri, hvilket gav City straffe og en føring på 1-0. Manchester United havde to gode muligheder i kampen og Højlund var involveret i dem begge. Men på negativ vis.
Først glemte han, at aflevere til Marcus Rashford i forbindelse med en lovende omstilling. Dernæst formøblede han selv en friløber.
Og det var det. Resten af tiden var Manchester United livstrætte statister på Drømmenes Teater, hvor fodboldlivet har udviklet sig til et mareridt. Eller rettere; en farce. Måske ligefrem et cirkus.
Tæppefald
Pinligt er det i hvert fald. Og nutidens Manchester United er lysår væk fra alt det, Sir Alex skabte på det fundament, som blandt andre afdøde Sir Bobby Charlton, der på smuk vis blev hyldet før kampen, i sin tid støbte.
Og det er efterhånden sådan det er med United. Klubben er mere fortid end fremtid. Og nutiden er et hovedrystende og dybt pinligt cirkus. DNA’er gået tabt. Substansen er forsvundet. Tæppet er faldet.
Der er kun tunge lønchecks til fjerlette personligheder tilbage på scenen. Og ulykkelige tilskuere oppe på lægterne. Tænk, hvad de mennesker går igennem i disse dage, i disse måneder, i disse år.
Og lyset forenden af tunnelen kan ingen få øje på. Glazer-familien gider ikke engang at se efter det. For de er glade. Eller, de er i hvert fald ligeglade med at være dem, som alle hader.
Drengedrøm
Penge er der jo nok af. For Manchester United er – trods alt – en drøn god forretning. Tænk, at det kan betale sig at være til grin, at spilde tiden, at spilde livet. Men det kan det åbenbart.
Og bevares! Erik ten Hag har da også fået mange penge at lege med. Endda rigtig, rigtig mange penge. Penge, der blandt andet er blevet brugt på en spiller som Højlund, der stadig ikke har scoret for Manchester United i Premier League. Det er ellers blevet til 493 minutter.
Og nej, det hele er ikke unge Højlunds skyld. Overhovedet ikke. Langt fra. Højlund er bare en knægt, der udlever sin drengedrøm i en klub, der desværre er langt fra at være den klub, han gik og drømte om at spille for, da han var dreng.
Og ja, det er, når alt kommer til alt, nok også derfor, at Højlund i dag rent faktisk spiller for Manchester United. For havde nutidens version af klubben været lig med fortidens, hvor Sir Alex regerede, så havde der ikke været plads til Højlund.
Trav
Når alt det er sagt, så skal det også siges, at City var gode. Igen. Som altid. Pep Guardiola kan (som ingen anden) få et hold til at spille fodbold på et niveau, der er så vanvittig højt, at vi først for alvor vil forstå og værdsætte det til fulde, den dag han er væk.
Og det vilde ved Citys præstation på Old Trafford er, at Pep og co. var langt fra galop. Det var nærmere en magtdemonstration i trav. Mere skulle der ikke til. Mere skal der ikke til.
Heller ikke fremover. For City er City. Og United og United. Og hverken det ene eller det andet bliver der lavet om på foreløbigt.
Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.
