Det er sjældent kedeligt at holde med Villarreal. I hvert fald ikke de sidste 25 år, hvor de har præsteret to oprykninger, Champions League semifinaler, Europa League triumf og en enkelt nedrykning. Manuel Pellegrini skabte det første store hold i begyndelsen af dette årtusinde med spillere som Riquelme, mens Unai Emery gav dem titlen i Europa i 2021.
På overfladen er det de to mest succesfulde trænere i klubbens historie. Men lad mig smide endnu et navn i puljen. Marcelino García Toral. Eller slet og ret Marcelino. I 3,5 år stod han i spidsen for Villarreal, hvor han tog dem fra den næstbedste række og bragte dem til top 4 og i semifinalen i Europa League.
Gentage bedriften
Nu skal han så gøre det igen. Bringe et hold i problemer tilbage til toppen. For selvom Villarreal ikke spiller i den næstbedste række, så har de siden Unai Emerys farvel haft kurs direkte der mod. En aktuel placering som nummer 14 og med store spillemæssige problemer.
En af årsagerne til faldet fra Champions League semifinalist til potentiel nedrykker skyldes blandt andet salg af nøglespillere. Denne sommer sagde man således farvel til Nicolas Jackson, Pau Torres, Samuel Chukwueze og Arnaut Danjuma, mens kun Alexander Sørloth kom ind den anden vej i kategorien forstærkninger.
Men med til fortællingen om Villarreals fald er også, at de har manglet manden til at udstikke retningen. En kaptajn. Skiftet til Quique Setién var romantisk, og tanken var god i forhold til at få en spillertrup til at spille mere offensiv fodbold, men det slog grueligt fejl, og ansættelsen dernæst af Pacha var en forbier af de store. På pressemødet ved sin ankomst sad Pacheta næsten helt forlegen og forklarede, at han aldrig havde regnet med at skulle træne en klub som Villarreal. Det stod desværre hurtigt tydeligt, at det var for stort et skridt.
Marcelino magic
Så nu er de tilbage ved Marcelino. Manden der sikrede store succes og konstante præstationer i ligaen, men som blev fyret en uge før sæsonstarten i 2016, da han ragede uklar med ledelsen. Et scenarie vi har set i flere andre klubber. Herunder Valencia. Men der er løbet meget vand gennem åen siden, og ved sin præsentation var det en følelsesladet Marcelino, der fortalte om stoltheden og glæden ved at være tilbage i den klub, hvor han havde opnået sin største professionelle og personlige succes og lykke i karrieren.
Men bag følelserne og umiddelbarheden gemmer sig en pragmatiker, der sværger til 4-4-2 med brede kantspillere, der skal arbejde i begge længderetninger. En formation, der var den mest udbredte i 90’erne, men som i dette årtusinde, langsomt men sikkert, er blevet overhalet af 4-3-3 med en enkelt mand på toppen og offensive kanter, eller 3-5-2 med offensive wingbacks.
Men Marcelino har en filosofi, og den står han på mål for. Han kommer ikke til at afvige fra den, og det er også godt det samme. For der er brug for en bedre og strammere organisation på et Villarreal-hold, der i de første 13 kampe er det hold i ligaen, der har indkasseret tredje flest mål i sæsonen.
De danske perspektiver
Helt fremme skal Alexander Sørloth og Gerard Moreno nok stå for målene, men denfensiven omking midterstopperne Albiol og Cuenca skal hjælpes mere, end de er blevet hidtil i sæsonen, ligesom det bliver interessant at se, om danske Filip Jörgensen også kan overbevise sæsonens tredje træner om, at han skal være manden i målet.
Det er aldrig kedeligt at holde med Villarreal. Og efter en længerevarende nedadgående periode, er Marcelino endelig et kvalificeret bud på kaptajnen, der kan få den gule ubåd tilbage på rette kurs.
Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.
