Community Shield bliver tit og ofte beskyldt for at være en glorificeret venskabskamp, der handler mere om Premier League, som starter lige om lidt, end om at vinde et trofæ. Her og nu.
Det er især taberne af kampen, der har det med at nedtone den 115 år gamle begivenheds betydning. Vinder man derimod kampen, så er der liv og glade dage. Og et vidunderligt trofæ til samlingen.
I går var virkeligheden dog, som i øvrigt så ofte før, en anden. For hverken Pep Guardiola eller Mikel Arteta så ud til at tage let på noget som helst, da Manchester City og Arsenal tørnede sammen på Wembley.
Tværtimod. Og da Stuart Attwell fløjtede kampen af, var det da også ganske tydeligt at se, at det var Pep, der havde tabt, og Arteta, der havde vundet.
Galla
At dette års Community Shield var serious business kunne også se på de startopstillinger, som de to managers havde valgt til anledningen. Startelleverne var nemlig noget nær galla.
Og for Arsenals vedkommende var det selvfølgelig ensbetydende med, at både nyindkøbte Jurrien Timber, Kai Havertz og ikke mindst Declan Rice startede inde.
Og lad os dvæle ved sidstnævnte. For selvom Arsenal rigtignok købte Rice relativt tidligt i det fortsat åbne transfervindue, så var det alligevel bemærkelsesværdigt at, hvor hjemmevant Rice så ud.
Omvendt, så var det også tydeligt at se, at Arteta havde (og har) enorm høje tanker om sit nye muskuløse multiværktøj. Måske lidt for høje. I hvert fald på nuværende tidspunkt.
Rodris plageånd
Mod City havde Rice nemlig ej blot fået til opgave, at folde sig ud i det centrale maskinrum. Altså som et anker, der med stort mod, store muskler og endnu større lunger kunne agere både bolværk og grobund.
I stedet havde Arteta tildelt Rice rollen som særdeles fremskudt 6er i en formation, der pendulerede mellem at være en Spalletti’sk 4-6-0 og en 4-4-2 uden rendyrkede frontangribere.
Således var Rice helt oppe og presse på 10eren, lige bag de to falske 9ere, Havertz og Martin Ødegaard, når City forsøgte at strikke et angreb sammen.
Tanken var selvfølgelig, at Rice skulle spille rollen som Rodris plageånd, og dermed forhindre spanieren i at medvirke i Peps planer om at trænge igennem midten af Arsenals kæder.
Og planen lykkedes ganske fint. Rodri var nemlig en skygge af sig selv i Citys fase 1, hvilket betød, at Peps angreb, der jo er kendt for systematisk flow, havde svært ved at finde koblingspunktet.
Flakkende forvirring
Den offensive brug af Rice i Arsenals højt pressende defensiv betød desværre også, at Rice aldrig for alvor blev et bolværkslignende omdrejningspunkt på 6eren.
Jovist! Han tog sine kampe, brød sine bolde, skærmede af og blokerede. Men fordi Rice tit og ofte forinden havde været oppe og arbejde på 10eren, opererede han ofte lidt på bagkant.
Heller ikke når Arsenal var i boldbesiddelse, var Rice det fikspunkt, han mere eller mindre altid var i West Ham, hvor der ikke blev skabt særlig meget uden at Rice havde en fod med i spillet.
I stedet flakkede Rice til tider rundt på banen i hvad der kunne minde om let forvirring. Hans løbemønstre foregik i hvert fald ikke i vanlig cruise control.
Forest på lørdag
Og ja, det skyldes uden tvivl, at Rice, trods alt, stadig lige skal vende sig til fodboldlivet i Arsenal. Og nej, Artetas brug af Rice, som både fremskudt plageånd og bolværk, bliver naturligvis ikke permanent.
Mod City var Arsenal nemlig langt mere optaget af modstanderen end af dem selv. Og det vil Arsenal ikke være, når Premier League skydes i gang på lørdag.
Her kommer Nottingham Forest på besøg på Emirates, hvor vi vil se et langt mere dikterende Arsenal-mandskab med Rice i en mere vant og tilbagetrukken rolle på 6eren.
Men vi kommer også til at se brede smil på både grænsværen og tribunerne. For Arsenal vandt jo over City. Og dermed er sæsonens første trofæ allerede i hus inden sæsonen for alvor er gået i gang.
Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.
