Det er stadig for tidligt, at male fanden på væggen. Der er jo trods alt kun spillet et par runder af Premier League. Alligevel er det svært ikke allerede nu at være bekymret for Manchester United.
For de røde lamper lyser hos The Red Devils. Og det lyser ud af øjnene på mange af holdets stjerner, at der er et eller andet helt galt. Rigtig galt.
Selv Erik ten Hag ligner en mand, der har svært ved at forstå det, han ser. Han gør, hvad han kan, for at skjule det. Ikke at give efter for arrigskab og selvantænde. Men blikket i øjnene er ikke til at tage fejl af.
Det er fair nok, at tingene halter lidt for Manchester United i åbent spil. Det er jo stadig early days og klubbens nyindkøb skal lige have lov til at lande, finde sig til rette og folde sig ud.
Ingen ild
Men det er nu heller ikke det, at ikke alt sidder lige i skabet, der er problemet. Problemet er derimod den måde, hvorpå man forsøger at løse problemerne på.
Eller rettere; at store dele af ten Hags udvalgte ligner en flok, der hverken kan eller vil løse dem. Sådan for alvor. Der er ingen gejst og ærgerrighed at spore. Ingen ild at brænde sig på.
Og det er lige præcis det, der tænder de røde advarselslamper over Drømmenes Teater. Der er kun spillet to kampe af sæsonen, men ten Hags mandskab ligner et, der har tabt syv i streg.
Men det har Manchester United ikke. Nederlaget til Tottenham i lørdags var det første i Premier League siden starten af april. Og ja, Manchester United vandt sæsonpremieren over Wolves sidste weekend.
Ingen happy faces
Og lad os da bare dvæle lidt ved nederlaget til Tottenham på Tottenham Hotspur Stadium. Hjemmeholdet stod nemlig for alt det, man kan forvente af et hold som Manchester United.
Paradoksalt nok. I hvert fald, hvis man ser på de to klubbers nære fortid. Sidste sæson var god for Manchester United, der en overgang lå til at vinde the quadruple.
Og sommeren er blandt andet blevet brugt til at købe nye ansigter. Blandt andre danske Rasmus Højlund André Onana og Mason Mount, som vi vender tilbage til.
I Tottenham, derimod, har Ance Postecoglou ikke bare være tvunget til at bruge pre-season på at bøvle med to forskellige virkelighedsscenarier. En med og en uden Harry Kane.
Tottenhams nye træner har også haft sommer-travlt med at introducere (og implementere) en spritny spillestil for en trup, hvor fast-flowing, free spirit og happy face ikke ligefrem har været hverdag.
Forsvundet i mængden
Men det er det nu. Og i lørdags så hele verden, hvad løsnede lænker kan gøre ved et mandskab. Men nok om Tottenham. Vi skal tilbage til Old Trafford. Og Mount.
Manchester Uniteds problem er hele holdets problem. Hele klubbens problem. Og der er ingen grund til at pege fingre af individer og give dem skylden for grundfølelsen dags dato.
Ikke desto mindre, så er der især en spiller, der pt. virker hårdt ramt og som på mange måder ligner et omvandrende sindbillede på djævlenes problematiske virkelighed. Og den spiller er føromtalte Mount.
Da han blev skiftet ud i lørdags, fangede kameraerne ham straks. Og blikket i hans øjne, hele hans kropssprog, var ikke til at tage fejl af. Mounts fodboldliv er pt. noget skidt. Noget rigtig skidt.
Mount har indtil videre ikke haft den positive impact, han og alle andre havde sat næsen op efter. Tværtimod. Mount er forsvundet i mængden. Og ja, han ligner tilmed også en ung mand, der skiftede klub af de forkerte årsager.
Fanden på væggen
Det er selvfølgelig lidt af en anklage, at smide på bordet. Men ikke desto mindre er det den følelse, man som neutral iagttager sidder med, og som er til at tage at føle på.
Mount ligner simpelthen en spiller, der skiftede væk fra Chelsea og ikke til Manchester United. En ung knægt, der brugte skiftet til at give en f***finger til barndomsklubben, men som nu er endt foran et spejl.
Ansigt til ansigt med en nutid, som han ikke havde set komme, men som han og hans entourage burde have forudset, så det, der sker lige nu, ikke ville være en realitet. Men det er det.
På papiret lignede det da ellers et godt match. Eller sagt på en anden måde; en type som Mount passer ind på alle hold. Hvis altså han vitterlig vil være der, hvor han spiller. Hvis han altså har hjertet med.
Men det ser det pt. ikke ud som om han har. Tværtom. Den tidligere så ærgerrige, carefree unge mand, der i John Terrys øjne var future captain, ligner i stedet selve essensen af frustration.
Nå, men som sagt, så skal man ikke male fanden på væggen. Sæsonen er lang endnu. Både for Mount og Manchester United. Lige nu føles sæsonen dog som en, der godt kan gå hen og blive rigtig lang.
Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.
