Øjebliksbilleder er farlige. Fordi de netop kun er øjebliksbilleder. De siger intet om en fortid, en udvikling eller for den sags skyld om en fremtid. Da Manchester United fik en rædderlig start på sæsonen med to nederlag i de første to kampe, var dommen brutal. Jo, der var da uden tvivl et vis element af humor over Erik Ten Weeks, men der går som bekendt sjældent røg af en brand, uden at der er ild i den.
Så fulgte opsvinget. Manchester United var tilbage. Cristiano Ronaldo fik løbepas og gav ro. De fik sat en stime sammen, de vandt Carabao Cuppen mod Newcastle og slog også Barcelona ud af Europa League.
Ja, på et tidspunkt så det ud til, at vi ligefrem skulle tage dem seriøst i kampen om mesterskabet. Erik ten Hag var gået fra ten weeks til ten years. En manager, der kunne bygge en ny æra i Manchester. Det kan han fortsat, men nu er fortællingen igen en anden. 7-0-nederlaget på Anfield mod et på det tidspunkt slagent Liverpool-hold var en historisk blamage. Et totalt sammenbrud.
Uacceptabelt
Med hiv og sving kom de videre i FA Cup kvartfinalen mod Fulham, men da de i weekenden tabte med 2-0 mod Newcastle, var den gal igen. Luke Shaw fortalte efter kampen, at spillerne havde taget en alvorssnak i omklædningsrummet efter slutfløjtet. For noget måtte gøres. Newcastle havde ikke vundet på kvalitet, men på indstilling og vilje, lød forklaringen. Og den slags var uacceptabelt for en klub som Manchester United.
De Røde Djævle er svære at blive kloge på. For hvor ligger vi snittet? Hvad er deres reelle niveau? Er det bare et hold af lutter øjebliksbilleder?
Indtil ydmygelsen mod Liverpool var sæsonens lavpunkt utvivlsomt 4-0-nederlaget mod Brentford i begyndelsen af sæsonen. Dengang lignede Manchester United et hold i vildrede. Men det var som bekendt også et øjebliksbillede.
Brentford venter forude
Onsdag møder de igen Thomas Franks mandskab, i en kamp hvor ord som trodsreaktion og moral formentlig vil fylde meget på pressemødet op til. Og måske Manchester United bare er en trodsreaktion. Et hold der reagerer på bagkant af de kampe, de har spillet? Jeg bilder mig dog ind, at vi under Ten Hag har set væsentlige forbedringer. I stil og attitude, men at de som hold bare ikke er færdigudviklede endnu. Der mangler en rygrad og en bund. Noget at falde tilbage på, når det ikke helt fungerer, og måske særligt mod hold hvor netop vilje og intensitet bliver afgørende ingredienser.
Nu gælder det så igen Brentford. Thomas Franks mandskab får lidt uretfærdigt ofte skudt i skoene, at de kun består af gejst og sammenhold. Der er også rigeligt med kvalitet. Men der skal da ikke herske tvivl om, at de er et modbydeligt hold for mange at spille mod. For de er velorganiserede og altid sat godt op. De er et af de hold, hvor vi altid ved, lige præcis hvad vi får fra dem.
Det gør vi ikke hos Manchester United. Der har gennem sæsonen været så mange øjebliksbilleder, at vi stadig ikke kan male det fulde billede. De er og forbliver et mysterium.
