Når Cristiano Ronaldo smiler ender alting godt

Foto: Naomi Baker/Getty Images

Hvis Cristiano Ronaldo ikke er at finde i Erik Ten Hags startopstilling, når Manchester United på torsdag møder spanske Real Sociedad på Estadio Anoeta, så er det faktisk et godt tegn.

I hvert fald hvis man tilfører den del af verdens befolkning, der mener, at den 37-årige, portugisiske superstjerne er et selvskrevet navn på Ten Hags stærkeste holdkort. 

For en plads på bænken i Europa League vil nemlig sende et signal til Ronaldo og resten af verden om, at den hjemvendte adoptivsøn på bagkant af flere måneders familiestrid nu igen er top priority og dermed én, der skal spares til de kommende og vigtige kampe i Premier League.

Rain or shine

Men hvad så hvis Ronaldo så starter inde på torsdag? Bryder Helvede så løs? Næ, faktisk ikke.

For hvis Ronaldo gør det, så skal det tolkes som et velment og skulderklap-lignende ønske om, at Ronaldo skal have så meget spilletid som muligt, så Ronaldo derved kan blive så god som muligt. 

Så uanset hvad, rain or shine, CR7 will be fine.

Og det så han så sandelig også ud til at være i søndags, hvor Manchester United (godt nok med hiv og sving, og takket være David de Gea) besejrede West Ham hjemme på Old Trafford, og hvor Ronaldo, især i første halvleg, portrætterede sig selv på fornem vis.

Og det gjorde Ronaldo ikke bare i rollen som primært falsk 9er, hvorved han tog del i Manchester Uniteds opbyggende spil, men også gjorde flere ihærdige forsøg på at sætte et målgivende punktum på holdets offensive anstrengelser.

Pres og Thumbs Up

Men Ronaldo var også ekstremt og på ganske uvant vis tilstede i Manchester Uniteds presspil, hvor stjernen, der ellers ikke er kendt for at presse på uden bold, i flere tilfælde lignede en anerkendelsessøgende knægt ivrig efter at gøre sine hoser grønne.

Og ja, det leder os videre til det, der i søndags – såvel som set i bakspejlet – var det mest seværdige ved den rolle som Ronaldo indtog, nemlig karakterens iboende (og tydeligvis brændende) ønske om at være en god holdkammerater.

For sjældent har man set Ronaldo smile, klappe og thumbs up’se den så meget som han gjorde i søndags.

Selvfølgelig slog han hist og pist også ud med armene, og ja, han stampede da også lidt i jorden og tog sig i ny og næ til hovedet, men de kropslige handlinger afspejlede en ivrig kampgejst, og samtlige optræk til primadonna blev prompte efterfulgt af ‘kom igen, gutter. Videre!’.

Undskyld og bang

Nogen vil sikkert mene, at Ronaldo i rollen som holdkammerat – og ikke intergalaktisk superhelt med et spejl foran sig – var spil for galleriet, og måske blot et udspekuleret ønske om at få noget spilletid, der kan få ham op i omdrejninger, og dermed videre til en anden (og større) klub i det kommende transfervinduet.

Men det tror jeg ikke. Jeg tror derimod, at Ronaldos version af ham selv i søndags var et udtryk for to ting, nemlig, at Ronaldo (for det første) godt er klar over, at han skylder klubben, der i sin tid var med til at gøre ham stor, en undskyldning.

Og for det andet, at Ronaldo så udmærket er klar over, at en lang og uhørt glorværdig karriere synger på sidste vers, og han på ingen måder ønsker at sætte punktum som a has-been, men derimod ønsker at lukke og slukke med et brag.

Og begge dele er – og bliver – et kæmpe plus for Manchester United, hvad end Ronaldo starter inde på torsdag eller ej.

The Manager
Logo
Shopping cart