
Livet i Premier League er hårdt. Det samme kan siges om livet i Champions League. Og smelter man livet i ind- og udland sammen, så får man en virkelighed, der for alvor trækker tænder. Det kan Eddie Howe og co. skrive under på.
Newcastle er nemlig blandt de hold i England, der pt. skal forsøge at få livet i landets bedste række og gruppespillet i Europas fineste fodboldturnering til at gå op i en højere enhed. En balancegang, der kan få selv etablerede mastodonter til at knække nakken.
Men indtil videre går det godt for Newcastle. Faktisk rigtig godt. Og måske langt bedre end hvad klubben og dens fans havde drømt om. Og turde håbe på på bagkant af sidste sæsons genfødsel. Eller det vil sige; selvforståelsen har aldrig rigtig fejlet noget i Newcastle og omegn. Heller ikke i nedgangstider. Og da slet ikke oppe på tribunerne.
Mental balance
Ikke desto mindre er det to årtier siden Newcastle sidst var i Champions League. Og ja, der er løbet meget vand gennem floden Tyne siden da. Klubben er for eksempel kommet under nyt ejerskab. Og et pengestærkt ét af slagsen. Men også et ejerskab fuld af overraskende meget omtanke og tålmodighed.
Og måske netop derfor har starten på Champions League været så god, som den vitterlig har været. Før midtugens møde med Dortmund hjemme på St. James’ Park har Newcastle således fire ud af seks mulige point. Åbningskampen ude mod AC Milan endte 0-0. Og i starten af oktober blev ingen ringere end Paris Saint-Germain sendt hjem med et 4-1 nederlag i bagagen. Og fælles for begge kampe var Newcastles balance. Taktisk og fysisk, men ikke mindst mentalt.
Ingen virker skræmte. Ingen synes at være oppe i de røde felt. Og det er imponerende. For mange af dem, som Eddie Howe råder over, har ingen erfaring med Champions League. Og dem, der har, vader ikke i den. I Newcastle findes der ingen Raphaël Varane, ingen Casemiro og ingen Marcus Rashford, som Erik ten Hag har i Manchester United cirka tre timers bilkørsel syd for Newcastle upon Tine.
Sideløbende sejre
I stedet går Howe i krig med spillere som Lewis Dunk, Sean Longstaff og Callum Wilson. En rygrad, der lige så godt kunne være et levende sindbillede på ‘de tre musketerer fra Stoke’. Og så alligevel ikke. For Newcastle hænger ikke (kun) sammen takket været Dunk, Longstaff og Wilson. Det er kollektivets fortjeneste – blandingen af stjerner og fodsoldater – der får Newcastle til at holde balancen.
En balance, der også – sideløbende med turene i Champions League – har kastet point af sig i Premier League. Her fik Newcastle en blandet start på sæsonen, hvor storsejren i sæsonpremieren mod Aston Villa blev afløst af to (smalle) nederlag til henholdsvis Manchester City og Liverpool.
Men så slog man Brentford. Og siden 0-0 på San Siro er det blevet til 10 point ud af 12 mulige. Tre sejre og en uafgjort, og et positivt målregnskab på 16-2. De sidste fire mål blev sat ind i lørdags, hvor Newcastle tæskede Crystal Palace med 4-0.
Die Borussen
Og nå ja, siden Newcastle kickstartede livet i Champions League er det også blevet til en ligacup-sejr over Pep Guardiolas City-boys. Det er med andre ord et Newcastle-mandskab, der af mange gode grunde går ind til onsdagens kamp mod Dortmund med selvtilliden i orden.
Selvtillid kan de nu også godt stave med stort i Dortmund. Die Borussen kan således se tilbage på en sæsonstart, der blot har budt på et enkelt nederlag (mod Paris Saint-Germain, red.) i 11 kampe. Ellers er det blevet til syv sejre og tre gange uafgjort i Bundensligaen og i DBF-pokal.
Eller sagt på en anden måde; der venter Newcastle (endnu) en mundfuld i Champions League. Ikke mindst fordi Dortmund – grundet nederlaget i Paris og 0-0 mod AC Milan – ligger i bunden af Gruppe F og dermed er pisket til point. Vi får se. Sikkert er det, at Newcastle indtil videre har jongleret med Premier League og Champions League uden at miste balance. Tværtimod.
Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.