Alle kan med rette glæde sig til weekendens North London derby. Og det er uanset om man er fan af enten Arsenal eller Tottenham, eller bare er neutral iagttager.
Arsenal ligner ikke længere Arsenal. Eller jo. Arsenal ligner det Arsenal, der kunne noget særligt i perioder med Arsené Wenger ved sidelinjen. Men ikke det forkrampede Arsenal, der kendetegnede franskmandens sidste år af regeringstiden. Eller Unia Emerys plagede Gunners.
Tottenham ligner heller ikke længere Tottenham. Altså José Mourinhos eller Antonio Contes Tottenham, der mest af alt spillede som et ækelt monster udsprunget af et regneark.
Tottenham er mere tilbage til Harry Redknapps Spurs. ‘Arrys hold med Gareth Bale, Rafael Van der Vaart, Luca Modric og Jermaine Defoe havde evnen til at underholde.
Tottenhams nye vej
Havde Daniel Levy bakket Mourinho benhårdt op, så er jeg ret sikker på, der var kommet resultater og et par trofæer her og der. Men spillet ville ikke være i sync med Tottenhams sjæl.
Og måske er det netop det, som klubberne lærer om sig selv for tiden.
Tottenham behøver ikke gå ind til hver sæson med en ide om de kan blive mestre. Det skal de ikke. At de kan gøre det – det er en anden snak. De vil også kunne lave en Leicester.
Men de skal nedtone storklubsideen. Ikke fordi de ikke er en stor klub, men for at tage presset af sig selv og fokusere på spillet i stedet for snakken.
At have fokus på den type spil som gør fansene stolte og få dem med som en vokal bølge af de rigtige årsager og ikke buhråb.
Uløste problemer
Ange Postecogclou har vist Tottenham en ny vej, der egentlig bare fører hjem. Hjem til den forestilling om, at Spurs de angriber og underholder.
Dem der troede australieren ville levere noget andet havde ikke gjort deres research. Det er det, han kan. Og lad os nu se om ikke han kan bygge på de kommende vinduer og henter meget hurtige spillere.
Som fx japanske og landsholdsspillere der passer ind det tankesæt i stil med hans koncept i Celtic.
Ange er ikke i mål. Langt fra. Der er også uafklarede spørgsmål i omklædningsrummet omkring Eric Dier, Hugo Lloris og Pierre Emile Højbjerg.
Men Ange har lagt de første skinner og har vist, at han er kommet til Tottenham med et mindset og en vision om at underholde og angribe. Så skal resultaterne nok komme.
Arsenal som mestre
Arsenal? Man skal ikke glemme, at Arteta er kommet ind i en periode, hvor der igen begyndte at være konkurrencedygtige transfermidler.
Spanieren kan gå efter spillere, der passer koncept og spillestil og ikke som i dele af Wengers tid lade sig nøjes med spillere, der skulle mases ind med skohorn.
Men i Premier League ser vi også at store transferbudgetter ikke er garanti for noget som helst (Manchester United fx), hvorfor Artetas arbejde er ganske imponerende.
For Arsenal er det mere oplagt at se sig en mesterskabskontekst, men vi kommer ikke udenom, at Manchester City som modstander er en mindst og på visse områder mere skræmmende modstander end det Ferguson-hold, som Wenger skulle tage livtag med.
Nyd det
Derfor skal også Arsenals fans her og nu først og fremmest nyde – de har en stil, de underholder, de skaber kampene.
Bliver de så nummer 1, 2 eller 3? Det betyder mindre. Kommer der et mesterskab, så kommer det. Det kan ske allerede denne sæson, men fortvivl ikke, hvis ikke det gør her og nu.
Der er større ting på spil for en klub, der har været igennem Arsenals ørkenvandring. Vejen fra gabestokken tilbage til status som europæisk magtfaktor er lang, men Gunners er godt på vej.
Begge klubber har fundet en vej hjem. Arsenal mere end Tottenham, der først lige er begyndt, men de står med vejkortet i hånden. Det lover godt for alle os, der skal se på.
Lad det blive det første (underholdende) brag af mange om slaget om Nordlondon med Arteta og Postecogclou på sidelinjerne.
Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.
