Ny, gammel træner skal genstarte Napoli og Lindstrøm

Jesper Lindstrøm, Napoli, Serie A
NAPLES, ITALY – SEPTEMBER 02: Jesper Lindstrom of SSC Napoli during the Serie A TIM match between SSC Napoli and SS Lazio at Stadio Diego Armando Maradona on September 02, 2023 in Naples, Italy. (Photo by Ivan Romano/Getty Images)

Det er let at være bagklog. Ikke mindst i fodboldverden, hvor succes og fiasko er flygtige begreber. Hvis man bare venter længe nok, går de fleste profetier i opfyldelse. Men de, der denne sommer var skeptiske over valget af Rudi Garcia som træner i Napoli, behøvede kun at vente fire måneder, før de fik ret. For tirsdag røg han på porten.

16 kampe og et pointsnit på 1,75. Et nederlag hjemme mod Empoli var tilsyneladende mere, end klubejer Aurelio De Laurentiis gad finde sig i. Også selvom Rudi Garcia i høj grad var hans opfindelse, men mere om det senere.

For selvom Napoli ligger nummer fire i tabellen og har kurs mod ottendedelsfinalerne i Champions League, så er de meget langt fra at ramme samme takter som i sidste år jubelsæson, hvor de vandt mesterskabet for første gang i 33 år og også længe lignede en seriøs bejler til den helt store pokal i Europa. De spillede noget besnærende fodbold under Luciano Spalletti og blev en ny, gammel darling.

Filosofiskifte

Lidt overraskende formåede de denne sommer at holde på profiler som Osimhen og Kvaratskhelia, trods stor interesse udefra, og de har isoleret set også leveret, men som hold er Napoli gået i stå. Tilbage velsagtens.

Og lad os så vende tilbage til ansættelsen af Rudi Garcia som afløser for Luciano Spalletti. For hvorfor blev han overhovedet valgt i første omgang? Så imponerende var træner CV’et heller ikke trods ophold i Marseille, Roma og Lyon. Og spillestilen var heller ikke noget, der rimede på det, som Napoli leverede under Spalletti. Men måske lige netop derfor. For under Aurelio De Laurentiis har det virket som en velovervejet filosofi at skifte løbende ud på trænerposten og ansætte trænere med forskelligartede filosofier.

Fra Mazzarri, til Benítez, til Sarri, til Ancelotti over Gattuso til Spalletti og altså til Rudi Garcia. Sarri som den måske mest ultimative af de ovenstående. Benitez som den mest pragmatiske. Fra nytænkende trænere til konservative af slagsen. Og gerne skiftevis. Isoleret set har det været en succes. En lidt alternativ måde at forny sig på, men hvor selv Benítez og Gattuso sikrede succes med pokaltitler, mens Sarri gav klubben en attraktiv stil.

Ny identitet

Men barren var højere denne gang. For det fodboldglade folk i syd følte, at Spalletti ikke kun gav dem et mesterskab. Han gav dem en identitet. Og det var den identitet, som Rudi Garcia på fire måneder var i fare for at ødelægge, hvorfor Aurelio De Laurentiis måtte kassere sin ”opfindelse”.

I stedet har han nu fundet en ny, gammel opfindelse frem fra skuffen. Walter Mazzarri. 62 år og uden job i det seneste halvandet år, efter han senest var i Cagliari. Så hvorfor i alverden ham?

Fordi han har været der før. Med succes. Walter Mazzarri var om nogen manden, der genrejste Napoli og lagde grundstenene til den succes, de siden har nydt, da han i begyndelsen af tierne skabte et af de mest ikoniske Napoli-hold i historien med Cavani, Hamsik og Lavezzi med flere.

Men det er ti år siden. Og det, der dengang var et frisk pust, ligner nu mere et tungt host. Måske derfor er det i de italienske medier også tale om, at Walter Mazzarri kun er på forbifart. At han holder sædet varmt frem til sommer, hvor Aurelio De Laurentiis så igen skal forsøge at finde manden, der kan ændre kurs. Det kunne være Vincenzo Italiano, der meldes på vej til noget større.

Lindstrøms muligheder under Mazzarri

Men frem til sommer står den altså på Walter Mazzarri. Og selvom det ikke var det, som alle Napoli fans havde forventet, så bør det være en fremgang i forhold til Rudi Garcia. Også set med danske øjne. For Jesper Lindstrøm har haft det svært efter skiftet fra Frankfurt til Napoli, hvor Rudi Garcia flere gange har udtalt, at danskeren har brug for tid til at falde til. Måske fordi han ikke for alvor passede ind i Rudi Garcias system.

Det kan med rette tro på, at han så gør i Mazzarris system. Sidst han var i Napoli, var det næsten uden undtagelse med 3-4-2-1 som sin foretrukne formation, hvor Lavezzi og Hamsik lå bag Cavani. En formation som Lindstrøm kender fra tiden i Frankfurt, og som han excellerede i, når han kunne ligge som bred tier bag den ene angriber. Kunne det fungere med ham og Kvaratskhelia ved siden af hinanden til at fodre Osimhen helt fremme?

Det får vi første svar på efter landskampspausen, når Napoli i den første kamp under Walter Mazzarri skal op i mod Atalanta.

Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.

We will be happy to hear your thoughts

Tilføj kommenar

The Manager
Logo
Shopping cart