Ousmane Dembélé – misforstået geni eller Barcelonas største fejltagelse?

Osumane Dembélé, FC Barcelona, Vinicius Junior
ARLINGTON, TEXAS – JULY 29: Ousmane Dembélé #7 of FC Barcelona and Vini Jr. #7 of Real Madrid compete for the ball during the first half of the pre-season friendly match at AT&T Stadium on July 29, 2023 in Arlington, Texas. (Photo by Sam Hodde/Getty Images)

Måske burde man have anet det ved præsentationen. Ousmane Dembélé. Barcelonas dyreste indkøb i historien og verdens næstdyreste spiller nogensinde på det tidspunkt, der knap kunne tage tre på foden. Bolden sprang til alle sider, men Dembélé rendte ubekymret rundt. Som om et par dårlige boldberøringer påvirkede ham. Og hvorfor skulle det da også det.

Han smilede og virkede glad. Glad for, at hans strejke i Dortmund havde udløst skiftet til Barcelona, som havde jagtet ham i et par sæsoner. Måske det også var en god ting med et lidt ubekymret sind, så han ikke blev tynget af det forventningspres, der var ved at skulle afløse Neymar, der skiftede til PSG samme sommer.

Det var i august 2017, at Dembélé blev præsenteret i Barcelona. Seks år senere kan vi konkludere, at han ikke var i stand til at leve op til forventningerne eller prisskiltet. I glimt, men aldrig i konstans. 

Bedre end Mbappé?

Heller ikke selvom Josep Bartomeu i 2019 mente, at franskmanden var bedre end Neymar, og Joan Laporta to år senere var af den overbevisning, at han også var bedre end landsmanden Kylian Mbappé. Man skal være overordentlig blaugrana i sindet for at give de to herrer ret.

For det blev aldrig helt godt, og en af årsagerne var skader. Allerede kort inde i debutsæsonen gik det galt, og det kostede en længere periode på sidelinjen. Og da han kom tilbage var formationen ændret fra 4-3-3 til 4-4-2 under Ernesto Valverde. Dembélés position og plads på kanten var i grove træk ikke eksisterende. I alt nåede Dembélé at misse 119 kampe på seks sæsoner, og heri ligger naturligvis en del af forklaringen på, hvorfor nogle ser Dembélé som Barcelonas største fejltagelse. Nogensinde. Større end Chygrynskiy, Griezmann, Coutinho og alle de andre.

På grund af prisen, men også på grund af det topniveau han ramte, men som han ikke kunne fastholde. For med til historien om Dembélé hører også de voldsomme præstationer, han leverede. Hans lidt uortodokse driblinger, fart og pågåenhed kunne være en voldsom cocktail at forholde sig til for ethvert forsvar, og når han ramte det niveau, så var sammenligningerne fra både Bartomeu og Laporta ikke skudt helt ved siden af.

Gal og genial

Men problemet var, at det ekstreme topniveau lynhurtigt blev afløst af et lige så ekstremt bundniveau. Ikke bare fra måned til måned eller kamp til kamp, men næsten i én og samme aktion. Som når han med højrebenet lavede to hurtige bevægelser og satte to mand, for så at løbe bolden ud over baglinjen helt presset i det næste sekund. Det var altid enten eller med Dembélé. Aldrig midt i mellem.

Og derfor var han også skiftevis elsket og hadet på Camp Nou. Da han første gang blev skadet, bar hans holdkammerater til den efterfølgende kamp specielle støttetrøjer for at vise deres opbakning til det, der skulle være en af klubbens vigtigste spillere. De samme fans, der gav ham en sang til melodien af La Marseillaise, og som kort efter forbandede ham langt væk, når hans attitude ikke matchede en klub af Barcelonas kaliber.

For det var også enten eller med Dembélé uden for banen. Den ubekymrede franskmand var til tider så ubekymret, at der gik snak i krogene om en endda meget usund diæt. Populært var det heller ikke, da han offentligt ytrede ønske om at ville væk. På et tidspunkt blev han helt sat af holdet, og i efteråret 2021 lignede han ikke en mand, der på nogen måder havde en fremtid i Barcelona. På det tidspunkt lignede han vitterligt Barcelonas største fejltagelse.

Tilgivelse

Men han blev taget til nåde. Kom igen, og viste sig frem. Sæsonen 2022/23 var den bedste i Barcelona-trøjen, og der kom en form for konstans i hans spil. Ikke i de største kampe mod de største modstandere, men som en vigtig brik i den Barcelona-offensiv, der sikrede et sikkert mesterskab i sidste sæson.

Så selvom det aldrig blev som forventet, forblev det ikke uforløst. Og selvom han nu skifter væk for 50 millioner euro, hvor kun 25 af dem går direkte til klubben, så nåede han at sætte sit aftryk og trods alt skaffe en indtægt til Barcelona. Myggen, som han blev kaldt i den spanske presse, har stukket for sidste gang, og Barcelonas fans kradser sig utvivlsom lidt i stikket, mens de grubler over, hvad de skal tænke og mene om Dembélé. For han var mange ting på og uden for en fodboldbane, men han var aldrig ligegyldig.

Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.

We will be happy to hear your thoughts

Tilføj kommenar

The Manager
Logo
Shopping cart