Philip Billing brillerer i Premier League, men gennembruddet på landsholdet mangler

Philip Billing, Bournemouth
BOURNEMOUTH, ENGLAND – MARCH 11: Philip Billing of AFC Bournemouth is challenged by Harvey Elliott of Liverpool during the Premier League match between AFC Bournemouth and Liverpool FC at Vitality Stadium on March 11, 2023 in Bournemouth, England. (Photo by Charlie Crowhurst/Getty Images)

Det er enhver landstræners lod. At vælge den bedste sammensætning af spillere, og ikke nødvendigvis de bedste individualister.

Hos Morten Olsen var det blandt andre Kenneth Perez, der ofte blev set bort fra trods det, at han var en stor profil i Holland, ligesom Peter Løvenkrands heller ikke mente, at han fik de chancer, der skulle til. Under Åge Hareide var Daniel Wass oftest ude i kulden, og i Kasper Hjulmands stadig unge regeringstid er en af de navne, der oftest er dukket op hos pressen ved landsholdsudtagelse, Philip Billing. 

Hvorfor er han ikke med? Hvad skal han gøre for at komme i spil? Sådan er har det lydt flere gange i det seneste halvandet års tid. Senest da der skulle udtages 26 spillere til VM-slutrunden i november.

”Det er jo forbandet, at der er spillere, som har fortjent at være med. Det har Philip med de præstationer, han har leveret, men min opgave er at prøve at se holdet i forhold til, hvordan vi kan spille kampene bedst muligt med de forskellige positioner. Jeg har valgt at tage de fem midtbanespillere med, som jeg mener står foran ham i vores spil. Der, hvor vi så har taget ekstra spillere med, har det været i et tilvalg af noget andet,” sagde Hjulmand ved den lejlighed.

Mål mod Arsenal og Liverpool

At VM ikke blev nogen succes, og at trupsammensætningen heraf fik en del af skylden, behøver vi ikke bruge flere linjer på. For i stedet for at se tilbage, så lad os se frem. Er Philip Billing endelig med i truppen, når Danmark tager hul på EM-kvalifikationskampene i slutningen af marts med kampe mod Finland og Kasakhstan?

Og hvis ikke, hvor meget mere skal han så gøre? For selvom hele sæsonen har været formidabel for Philip Billing, der blot har bygget på fra sæsonen i Championsship, så har det været lidt af en uge med mål mod først Arsenal og siden Liverpool. 

Hans evne til at komme i feltet, og time sine løb ikke mindst, er en af hans store forcer. Men det er næsten endnu mere imponerende at se, hvor meget Bournemouth søger Philip Billing i det opbyggende spil. Han skal gå ned i banen, tage bolden til sig og derfra kan Bournemouth så bygge op og satse på de omstillinger, som de efterhånden er ved at være specialister i.

Et andet system

Det er en anden måde det danske landshold spiller på under Hjulmand, men kunne man ikke finde plads til en spiller som Billing på landsholdet, uden det går udover spilsystemet og de relationer, som Hjulmand nævner? Seks mål i 25 kampe har han scoret i verdens stærkeste liga, og vi taler om et landshold, hvor det bortset fra Martin Braithwaite ikke ligefrem vælter med målfarlige spillere, og hvor holdet denne gang lider af, at Christian Eriksen og for den sags skyld også Jesper Lindstrøm er ude med skader. Sidstnævnte er ikke en spiller til samme position som Billing, men spørgsmålet er, hvordan Hjulmand eventuelt ser Billing bedst i sit system.

Hos Bournemouth har han også haft forskellige positioner. Fra defensiv midt under Scott Parker til offensiv midt og næsten andenangriber under Gary O’Neil. Med Eriksen ude, var det så en mulighed for Hjulmand til at teste Philip Billing på den position? Og Når Eriksen kommer tilbage kunne Hjulmand jo overveje at flytte ham ned ved siden af Højberg i den rolle, han også har i Manchester United, og så smide Philip Billing en tand længere frem på bekostning af Thomas Delaney, der kæmper med at finde formen siden den skade han pådrog sig under VM.

Blot tre landskampe er det blevet til for Philip Billing, men med den form han viser for tiden, vil det overraske, hvis der ikke er blevet tilføjet et par stykker til samlingen, når vi når slutningen af marts måned. For denne gang kan Kasper Hjulmand ganske enkelt ikke komme uden om Philip Billing, når han tirsdag udtager sin trup.

We will be happy to hear your thoughts

Tilføj kommenar

The Manager
Logo
Shopping cart