Ange Postecoglou har fået en forrygende start på fodboldlivet i Tottenham. Ti point i fire kampe og et positivt målregnskab på plus syv, taler sit tydelige sprog. Men det gør synet af Spurs også.
For den flotte start og de mange point er kommet til verden på en ny og anderledes måde. Eller rettere sagt; Tottenham er dags dato, som Tottenham var engang. Fuld af energi og dare to do.
Og det til trods for det enorme tomrum, som klubbens talisman gennem mange år, Harry Kane, efterlod sig, da han i sommerens transfervindue sagde farvel og tak, og rejste til Bayern München.
Et tomrum på 280 mål og 64 assists i 435 kampe. På kryds og tværs af diverse turneringer i ind- og udland. Men ikke nok med det. Tottenham har også vinket farvel til en bannerfører og en kulturbærer.
Frigørelse
Ja, ham man trak vejret gennem. Og sådan et farvel kommer man ikke bare lige sådan over. Men man kommer videre. I retning af en ny virkelighed, der måske slet ikke er så tosset endda.
Se bare på Tottenhams sæsonstart. Klubben er som forvandlet. Væk er den tomgang og tristesse, der lå som en dyne over årene under José Mourinhos og Antonio Contes vinger.
Og ind er kommet noget, der rimer på free spirit og happy faces. Der er simpelthen blevet frigjort en energi i kølvandet på Kane. Og Postecoglou har mere end nogen anden stået i spidsen for frigørelsen.
Dermed ikke sagt, at Tottenham befinder sig i paradis. For det er stadig early days. Og selvom starten på implementeringen af angeball har været god, så er der fortsat langt vej til paradisets port.
Ydmyghed
Omvendt, så virker Tottenham ikke til at være et hold, der har spillet over evne i sæsonens fire første Premier League-kampe. Tværtom. Ange og co. har måtte knokle for pointene.
Og heldigvis for det. Sved avler nemlig en ydmyghed, der illeminerer den forbandede tro på, at træerne vokser ind i himlen helt af sig selv.
Og ja, følelsen af ikke at have spillet over evne, skaber grobund for tanken om, at der er mere godt i vente. Ikke bare på lørdag mod Sheffield United. Men også i månederne, der kommer.
Måske endda årene, der kommer. For Postecoglou ligner en mand, som Daniel Levy bør overveje, at have siddende længe. Levy skal i det mindste give ham lang snor og se hvad der venter forenden af den.
Organisme
Postecoglou har nemlig ikke kun forvandlet Tottenham ved at tilføre og frigøre en ny energi, og et nyt mindset. Tottenhams nye træner har også pille ved det hierarki, som Kane var øverst i.
Eller nærmere bestemt; Postecoglou har gjort holdets organisation langt fladere end den har været tidligere. Man fristes næsten til at sige, at Tottenham dags dato er et hold uden stjerner.
I stedet er Tottenham (nok engang) blevet en samlet organisme, der ikke længere trækker vejret gennem et enkelt individ, men derimod ved fælles hjælp.
Bevares! Der er en rygrad. Spillere som Guglielmo Vicario, Cristian Romero, Yves Bissouma og James Maddison. Og ja, Son Heung-Min har stadig en x-faktor, som mange af holdkammeraterne ikke har.
Fælles-magi!
Men til forskel fra bare en måneds tid siden, så er Tottenham ikke længere afhængige af individets tryllekunst. Magien udspringer i dag af kollektivet.
Et kollektiv, der i øvrigt ikke længere går på banen med et ansigtsudtryk, der signalerer, at man glæder sig rigtig meget til at forlade banen igen.
Tværtimod. Postecoglous drenge ligner et mandskab, der rent faktisk glæder sig til at spille fodbold, og som slet ikke kan vente med at se, hvad fremtiden bringer.
Sådan er vi mange, der har det. Selv som neutral iagttager, er Tottenham blevet et hold, der springer i øjnene. Altså, på en positiv måde. Og det er Postecoglous fortjeneste.
Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.
