Meget kan man sige om Chelsea i al almindelighed, og om klubbens fyring af Thomas Tuchel i særdeleshed, men at sige, at det, der er sket i den forgangne uge er typisk Chelsea, er forkert.
Bevares, Chelsea er stadig Chelsea, som Chelsea har været lige siden klubbens fødsels tilbage i 1905, men ønsket om (fortsat) at være top of the pops i fodboldens verden, skal fremover realiseres af på en anden måde.
Det viser ansættelsen af Graham Potter, der i modsætning til alle dem, som under vingerne på Roman Abramovich har vundet revl og krat ikke er prominent, men derimod ‘bare’ et talent.
Vel at mærke et engelsk ét af slagen, hvilket er et særsyn.
Todd Boehly og co. går endda så langt som at sige, at Potter “is the best young manager in European football.”
Ung er måske så meget sagt, for Potter, der er 47 år, men talentfuld, det er han. Og ja, spørger man Chelsea-legenden John Terry, så er Potter en træner, der ticks every box.
Terrys tweet
Terrys kommentar er i øvrigt interessant. Eller det vil sige; det er timingen af kommentaren.
For umiddelbart kom den ud af det blå, på Twitter, den 23. august. Der var ikke rigtig nogen anledning. Men det var der så måske alligevel.
Tweetet tolkes i hvert fald i dag af mange, som et signal om, at Terry vidste noget før så mange andre, ligesom tweetet derfor på det kraftigste indikerer, at Boehly og co.s – på daværende tidspunkt – overraskende og i manges øjne overilede beslutning om at fyre Tuchel i onsdags, måske blev truffet for lang tid siden.
Måske var det hele tiden planen.
Måske var fyringen af Tuchel bare en del af den organisatoriske udrensning, som Boehly og resten af Clearlake har foretaget siden dag ét, og som også har kostet Bruce Buck, Marina Granovskaia og Peter Cech deres job.
“Byg et dynasti”
Men tilbage til nutiden, hvor fremtiden med Potter ved roret bliver interessant at følge.
For nok er Potter talentfuld, og guderne skal vide, at han allerede har vist sit værd. Ikke bare de sidste tre år i Brighton, men også tilbage i starten af 10erne, hvor han tog svenske Östersund fra den fjerde bedste række og ud i Europa.
Men hverken livet i Brighton eller i Östersund kommer i nærheden af den virkelighed, der venter Potter i Chelsea, hvor opgaven er enorm, og hvor Potters kvaliteter derfor bliver spidsbelastet.
Potter er således blevet udstyret med en fem-årig kontrakt samt et krav om at bruge tiden på at bygge et dynasti, der matcher dem, der allerede findes Manchester City og Liverpool, hvor henholdsvis Pep Guardiola og Jürgen Klopp har gjort det, som Potter nu skal gøre i Chelsea.
Et dynasti. Intet mindre. Værsgo at gå i gang.
Modig frem for alt
Men hvad er det så han kan, ham Potter? Hvad er det, der, ifølge Boehly, gør Potter til den bedste, ‘unge’ træner i Europa?
Potter er først og fremmest en modig mand.
Ikke blot fordi han tør at skifte en tryg tilværelse i Brighton ud med et liv i Chelsea, hvor det altid bimler og bamler, og hvor presset er buldrende stort.
Men også modig, fordi Potter tør, at gøre de ting, han tror på, uanset hvem modstanderen er.
Og nej, han er ikke en stædig idealist a la Pep og Klopp, men derimod en ultra fleksibel taktikker, der skifter formation, nærmest fra kamp til kamp, og som ikke er bleg for at bruge spillere ude af position, hvis han da med tiden ikke bare helt omskoler dem.
Og ja, selvfølgelig vil Potter gerne have bolden, skabe noget med den, allerhelst startende fra nede fra målmanden.
Men boldbesiddelse er ikke Alfa og Omega i bestræbelserne på at diktere en kamp. Bevægelserne uden bold er mindst lige så vigtigere.
Gense eksempelvis Brightons sæsonpremiere ude mod Manchester United, hvor Brighton blot havde bolden i 37 procent af tiden, og hvor Potters udvalgte derfor lavede næsten halvt så mange afleveringer som United, men hvor Brighton alligevel dikterede kampen fra start til slut, og sågar producerede chancer på stribe.
Fra underdog til gigant
Men igen, Brighton er ikke Chelsea.
Potter står ikke længere i spidsen for et underdog-mandskab uden store stjerner og tungt pres fra omgivelserne.
Potter står derimod i spidsen for et gigant-hold proppet med super-egoer, der alle render rundt med et logo, der er lig med tårnhøje forventninger.
Og det bliver derfor mere end interessant at følge Potters evner ud i kategorien mandskabsbehandling.
At Potter, der i øvrigt har en kandidat i Emotional Intelligence, er vellidt blandt alle, synes der ikke at herske tvivl om, ligesom alt også peger i retning af, at selv når det for alvor stormer, hvilket det i perioder har gjort rent resultatmæssigt i Brighton, så tror man stadig på, at chefen ved hvad han gør.
Ikke bare i kampens hede, men også til hverdag ude på selve træningsbanen, hvor den enkelte spiller såvel som hele holdet skal udvikles, uanset vejrforholdene.
Men selvom Potter i Brighton forlængst har bevist, at han er god til både det ene og det andet, så bliver man igen-igen-igen nødt til at fremhæve det faktum, at Brighton er ikke Chelsea.
Frigjort energi?
Og fordi Brighton ikke er det, så er det heller ikke længere spillere a la Leandro Trossard, som Potter fremover skal træne og udvikle, placerer på taktiktavlen og bruge i kamp, og sørge for trives før, under og efter hele molevitten.
Det er derimod spillere som Pierre-Emerick Aubameyang, der er én blandt mange, som personificerer et andet de mange ubesvarede spørgsmål, der hænger over ansættelsen af Potter og som trækker tråde til fyringen af Tuchel.
Aubameyang var nemlig Tuchels mand, og Aubameyang har ikke lagt skjul på, at skiftet fra Barcelona til Chelsea ene og alene skyldtes Tuchel, der nu er væk.
Og hvordan påvirker det Aubameyang? Og hvordan klarer Potter den og mange andre de personalesager, der i kølvandet på fyringen af Tuchel rumsterer på klubbens træningsanlæg i Cobham?
For hvor meget har fyringen af Tuchel egentlig påvirket Chelsea-truppen? Bliver synet af Potter en kilde til frigjort energi, eller gør det savnet af Tuchel endnu større end det er i forvejen? Og hvad med fansene? Hvordan reagerer de på Potter ude på sidelinjen?
Ja, spørgsmålene er mange, og kun tiden kan svare på de fleste.
Men sikkert er det, at Potter er en dygtig træner, og at Chelseas valg af Potter er både spændende og modigt, og alt muligt andet, og ja, sikkert er det også, at Chelsea, trods ønsket om fortsat verdensherredømme, er under forandring.
- På 30 minutter viste Jesper Lindstrøm, at han kan blive løsningen på Napolis problemer
- Real Madrid har savnet Vinicius Junior, men han savner i høj grad det gamle Real Madrid
- Chelsea er et eksperiment i stiltiende tomgang og det hele er Boehlys skyld
- Kommentar: Tottenham vandt selvom derbyet mod Arsenal endte 2-2
- North London derby skal blive et brag – og det første af mange!
