Tålmodighed er en dyd. Og en mangelvare i moderne fodbold. Ikke mindst i Premier League. Ambitioner, presset, pengene…alt er med til forskrue tiden. Især i en klub som Chelsea. Én af de mest utålmodige klubber i England.
Det kan Graham Potter skrive under på. Det samme kan Todd Boehly, der ansatte Potter for fem måneder siden, men som nu i månedsvis har hørt på “Potter out!“
I særdeleshed i lørdags, hvor Chelsea tabte til bundproppen Southampton. Et nyt lavpunkt, endnu et nyt lavpunkt, der fik Stamford Bridge til at brøle “buuuuhhh!“
“Giv ham tid!“
Og det er der ikke noget at sige til. For selvom Chelsea stadig er Chelsea, så er Chelsea ikke Chelsea, som Chelsea plejer at være. Tværtimod. Potters projekt er kuldsejlet i en blindgyde.
“Giv ham tid!” lyder det fra dem, der stadig tror på en fremtid med Potter ved roret. Ikke andet. Bare tid. Altså det, der er så lidt af i Chelseas selvforståelse. Og i fodbold i al almindelighed.
Og det er egentlig lidt spøjst. Altså, at forsvaret af Potter ene og alene beror på tid. “Bare giv ham tid.” Tid til hvad? Hvad er det, som alle dem, der mener, at det hele bare er et spørgsmål om tid, ser som alle andre ikke ser? Hvad er det helt præcist, der vil blive bedre med tiden? Hvad er det, der pt. går fremad? Størstedelen af Stamford Bridge har svært ved at se det. Det samme har millioner vis af Chelsea-fans verden over.
Det hele startede ellers så godt. Og Potter var på mange måder et billede på Chelsea i forandring. På den positive måde. Seks sejre, tre gange uafgjort og nul nederlag i det første ni kampe i alle turneringer under Potter. Men siden 4-1 nederlaget til Brighton i slutningen af oktober er det gået ned ad bakke. Som i virkelighed ned ad bakke. 10 nederlag, fire gange uafgjort og blot tre sejre i 17 kampe.
Og ja, hvis Roman Abramovich stadig havde været ejer af Chelsea, ville Potter have været fyret tre-fire gange siden Brighton-kampen. Og nej, Abramovich ville aldrig have ansat ham til at starte med.
Et godt menneske
Potter er en dygtig fodboldtræner. En god mand. Et godt menneske. Ingen tvivl om det. Og i den bedste af alle verdener, er Potter og Chelsea et godt match.
Men sommetider spænder virkeligheden bare ben. En gang imellem går det bare ikke efter planen. Og som man havde håbet på. Sådan er livet bare. Sommetider.
Men ikke hvis man spørger Boehly. I hans øjne er Potter stadig den rette. Til at skabe en dynastisk fremtid. Det er i hvert fald det, som samtlige kilder fortæller. Og det er Potter måske også. Men måske skyldes Boehlys fortsatte opbakning til Potter også frygten for at tabe ansigt.
Det var jo Boehly, der fyrede Thomas Tuchel. Og ansatte Potter i stedet. Og det er jo Boehly, der fra dag ét af har sagt, at den dynastiske fremtid tager tid at bygge.
Vorherre bevares
Boehlys problem er bare, at tiden ikke bare går og går, men at det også bliver ved med at gå ned ad bakke. “Trust the process.” Ja, men hvilken process? Hvilken fremgang?
Bevares! Starten med Potter ved roret var god. Og ja, der har været lyspunkter hist og pist siden da. Eksempelvis i onsdags mod Dortmund. Men fremgang? Sådan helt generelt? Tre sejre i 17 kampe? 10 nederlag i 17 kampe?
Vorherre bevares, Boehly. Indrøm det nu bare. Det blev ikke som du havde håbet. Suck it up. Og kom videre.
Ikke bare for klubben og for fansenes skyld. Men også for Potters skyld. For hans fremtids skyld. Boehly må i hvert fald for Guds skyld ikke holde hånden hverken over eller under Potter bare fordi Boehly er bange for at indrømme at han tog fejl.
Og ja. Det kan sagtens være, at det er flertallet, der pt. tager fejl. Og at det er Boehly og et par andre, der har ret. I så fald, så kræver det mere end bare “giv ham tid“. For det er svært at se, hvad mere tid skulle gøre godt for. Desværre.
Og drop de lige de der hovedrystende forsvarsargumenter a la “glem ikke at der er kommet mange nye spillere af forskellige nationaliteter og fra mange forskellige ligaer.” Det er jo Premier League, for pokker.
Nå, men vi må se hvad tiden bringer. Pt. er Chelsea nummer 10 i Premier League. Med blot 31 point efter 23 kampe. Og på søndag skal Chelsea i kamp igen. Mod ærkerivalerne fra Tottenham. På udebane. Og vi må se om vi får Potter at se.
