Premier Leagues bedste mesterhold nogensinde

Premier League, trofæ, the treble, pokal, mester
MANCHESTER, ENGLAND – JANUARY 06: Replicas of the UEFA Champions League trophy, the FA Cup trophy and the Premier League trophy are displayed outside the stadium for fans to pose with ahead of the Emirates FA Cup Third Round match between Manchester United and Everton at Old Trafford on January 06, 2023 in Manchester, England. (Photo by Gareth Copley/Getty Images)

Manchester City bliver engelske mestre i denne sæson. Den sidste tvivl forduftede endegyldigt i weekenden, og når de lørdag møder Chelsea, kan det så også blive officielt. Men allerede onsdag venter der en endnu større kamp, når de skal forsøge at besejre Real Madrid og spille sig i Champions League finalen. Drømmen om the treble lever fortsat, og sikres den, skal de naturligvis ind på listen over bedste Premier League mesterhold nogensinde, men indtil det er en realitet, kommer her vores bud på de fem bedste mesterhold i Premier Leagues historie. I vurderingen ses der på kvaliteten på hvert enkelt hold, mens der også spejdes til, hvordan klubberne har klaret sig rent europæisk og i de to cup turneringer.

Liverpool 2019/20

Det siges, at man ikke kan vinde et mesterskab i efteråret, men Liverpool var tæt på. Det blev til otte sejre i de første otte kampe. Så fulgte et uafgjort resultat mod Manchester United, inden de vandt 18 kampe i træk. Senere fulgte Covid-19, og det lagde lidt en dæmper på muligheden for at fejre klubbens første mesterskab i 30 år, men det skal ikke tage noget fra den voldsomme styrke, som de havde i den sæson.

De mistede dog lidt pusten, naturligt nok, hen mod slutningen af sæsonen, ligesom de røg ud af Champions League allerede i 1/8-finalerne mod et ellers ikke videre velspillende Atlético-hold, og det trækker altså ned i den samlede vurdering, ligesom en kvartfinale i liga cuppen og et femte runde exit i F. A Cuppen heller ikke just giver ekstra point.

Manchester United 1998/99

Mesterskab, F.A. Cup og Champions League. Manchester Uniteds hold anno 1998/99 er fortsat det eneste engelske hold til at vinde den største Treble, så hvorfor i alverden er de ikke placeret på en førsteplads? Lad mig forklare. I Ligaen fik de kun 79 point, og de blev presset flere gange undervejs af særligt Arsenal.

Læs også: De største nedsmeltninger i Premier League

Samme Arsenal som de i semifinalen af F.A. Cuppen besejrede efter et fantastisk mål af Ryan Giggs i den forlængede spilletid. En kamp hvor de var på hælene grundet en udvisning til Roy Keane, i et opgør hvor Schmeichel også reddede straffe fra Bergkamp. I Champions League kom de flot tilbage i udekampen mod Juventus i semifinalen, efter at have været bagud 2-0, inden de leverede det storslåede comeback mod Bayern München i finalen med to sene scoringer efter hjørnespark. Det var en kamp, hvor de i store dele af opgøret endnu engang var næstbedst. Det er klasse at kunne få de små marginaler over på sin side, når det virkelig gælder, og deres præstation er isoleret set den største med tre titler, men det var altså ikke Premier Leagues stærkeste mandskab nogensinde, vi så i den sæson.

Arsenal 2003/04

The Invincibles. Alene det vil for nogen være grund nok til at tildele dem en førsteplads på listen, for de tabte jo ingen kampe i Premier League. Ergo må de også være de mest suveræne. De vandt 26 og spillede 12 uafgjorte, og det er en bedrift, vi måske aldrig ser gentaget, men her på listen rækker det kun til en 3. plads. De fik trods ingen nederlag ”kun” 90 point, og hvad er så mest imponerende? Overhovedet ikke at tabe en kamp, eller skrabe flest mulige point sammen?

Rent europæisk kunne det også godt være endt mere succesfuldt, da det skuffende blev til nederlag mod Chelsea i kvartfinalen, ligesom Manchester United var endestationen i semifinalen i F.A. Cuppen. Thierry Henry blev topscorer i ligaen med 30 mål, og historien om the Invincibles vil aldrig blive glemt, men den bedste engelske række har trods alt alt bedre hold end Arsene Wengers tropper i 2003/04 sæsonen.

Manchester City 2017/18

100 point. Pep Guardiolas anden sæson i Premier League var måske hans største mesterstykke. Ingen, som i absolut ingen kunne true de lyseblå, og selvom vi dengang grinte af Mourinho, der kaldte det sin største bedrift som træner at slutte toer i Premier League med Manchester United i 2017/18 sæsonen, så var der måske noget om snakken. For spillemæssigt nåede dette City-hold et niveau, som vi ikke for alvor tidligere havde set i den bedste engelske række med flydende offensive kombinationer.

De vandt også en Liga Cup, men røg ud i femte runde af F.A Cuppen, ligesom de to kvartfinale-opgør mod Liverpool i Champions League viste, at City fortsat havde lidt vej, før de kunne knække koden i Europa.

Chelsea 2004/05

The Special One gjorde sin entré på borgen og det i en sådan grad, at man tvivlede på, om noget hold nogensinde kunne komme til at true dem igen. Chelsea vandt sin første Premier League titel, og de gjorde det ved at hente 95 point. Og det var næsten symbolsk, at de fik en Guard of Honour på Old Trafford mod Manchester United – i en kamp de i øvrigt vandt 3-1 – efter at have vundet mesterskabet et par runder i forvejen. For der var tale om et decideret vagtskifte i toppen af Premier League. Mesterskabet kom i hus med fokus på en defensiv, der kun lukkede 15 mål ind i sæsonen, og det var sammen med pointhøsten og antallet af sejre i sæsonen rekord på daværende tidspunkt. De virkede ganske enkelt uovervindelige, og de fik da også en ekstra titel, da de vandt ligacuppen.

I F. A Cuppen blev det til nederlag allerede i femte runde, mens de lidt skuffende røg ud til de senere vindere fra Liverpool i semifinalen i Champions League.

We will be happy to hear your thoughts

Tilføj kommenar

The Manager
Logo
Shopping cart