Raheem Sterling bliver et hit i Chelsea – for han minder om Hazard!

Chelsea

Hazard er forlængst fortid i Chelsea. Og så alligevel ikke. For Raheem Sterling er ankommet. Og de to spillere minder om hinanden. Foto: Jakob Genz

Bedømt på avisomtale og SoMe-hype er Chelseas køb af Raheem Sterling på mange måder gået under radaren.

Underligt nok.

For det var en stor handel mellem to storklubber, og Sterling er en stor, stor spiller. Ikke i højden, men på banen, hvor Chelsea allerede nu, en uge inde i sæsonen, ser ud til at have skudt papegøjen.

Selvfølgelig var der nok var mere end en Chelsea-fan, der lige skulle vende sig til at se den tidligere Liverpool- og City-spiller i Chelseas trikot i lørdags, hvor Sterling fik debut mod Everton på Goodison Park.

Omvendt kan der ikke have været spillet mange minutter af kampen før end det må have stået klart for de fleste, at Sterling passer virkelig, virkelig godt ind i Thomas Tuchels system.

No wonder, at Tuchel tidligere på sommeren sagde, at Sterling var hans og klubbens første prioritet på sommerens transfermarked.

Endda på flere positioner og i flere faser af spillet.

Lidt a la Hazard

Sterling startede på 9er-positionen, hvorfra han lignede en spiller, der havde fået carte blanche til at bevæge sig frit rundt på sidste tredjedel af modstanderens banehalvdel.

Det ene øjeblik faldt han ned på 10eren, det næste var han ude på 11eren, og endelig trissede han rundt inde i boksen. Altså, nøjagtig som Eden Hazard i gamle dage.

De minder da også meget om hinanden, Sterling og Hazard. Det lave tyngdepunkt, den naturlige atletisme, den frække iderigdom, det klare blik for spillet, tempoet i fødderne.

“Det bliver godt, det her,” sad man og tænkte foran skærmen i lørdags. “No wonder, at Tuchel havde ham som first priority i sommerens transfervindue.

Early days

Omvendt, så indikerede Sterlings debut også, at de stadig er early days. Interaktionen med omverden sidder på endnu ikke i skabet, og selvom Sterlings debut var god, så lignede han mere en enmandshær end en del af holdet.

Han søgte mod flokken og flokken søgte ham, men samarbejdet med hverken Mason Mount eller Kai Havertz fungerede kun i glimt.

Men det kommer. Og det skal komme. Hurtigst muligt.

For Chelseas angreb har brug for et velfungerende trekløver, hvis afstanden til Liverpool og City ikke skal blive for stor, for tidlig.

Og hvis ikke Chelseas kommende kamp i Premier League skal ende med det værst tænkelige, nemlig et nederlag til ærkerivalerne fra Tottenham.

Kreativ RUKO-nøgle

For det kommer til at kræve fælles fodslag for at knække Conte og co., der i pre-season såvel som i sæsonpremieren så gode ud, og uden tvivl vil ankomme til Stamford Bridge på søndag med støvlerne fulde af selvtillid.

Men også med en game plan, der med udgangspunkt i en 3-5-2/5-3-2-formation vil forsøge, at kvæle Chelseas opspil og konstant lure på mulighederne for at slå kontra.

Og netop her har Sterling kvaliteterne til at gøre en forskel. Ikke i de defensive tilbageløb, men i Chelseas forsøg på at finde rum og link-up-muligheder i Tottenhams kompakte defensiv.

Enten ved at drive bolden i de bagrum, der kan opstå, hvis Tottenham fanges med blot tre mand bagerst. Men også som kreativ RUKO-nøgle, når Chelsea skal forsøge at finde mulighedsrum i de perioder, hvor Tottenham står dybt med fem mand i bagkæden og med tre 6ere lige foran.

Men vi får se. Sikkert er det, at kampen mellem Chelsea og Tottenham fløjtes i gang klokken 18.30 (dansk tid), og lige så sikkert er det, at Sterling starter inde.

The Manager
Logo
Shopping cart