
Der stod han så. Gareth Southgate. Og forklarede at holdet bevægede sig i den rigtige retning. Det i kølvandet på et 1-0 nederlag til Italien på et ikke engang udsolgt San Siro.
Det er naturligvis ingen skam at tabe til europamestrene i egen hule. Men så alligevel. Det var som bekendt Italien, der sænkede de engelske drømme om at vinde EM på Wembley, så en vis form for hævntørst og ikke mindst ønske om at se fremgang var stort hos de medrejsende engelske fans.
Buh
De mødte Southgate med buhråb efter kampen, da han pligtskyldigt gik ned mod dem og klappede som tak for støtten.
Selvfølgelig gjorde de det. Det var virkelig resultatet, som han og England ikke havde brug for.
Nederlaget sender skamfuldt England ned i Nations League gruppe B. Som repræsentanter for verdens stærkeste og engelske liga. Tilmed i en tid, hvor den engelske selvforståelse for alvor er til mere ikke mindst takket være de talenter, der myldrer frem.
Det er slemt nok. Men VM venter lige rundt om hjørnet. En turnering, hvor England har store forventninger og håb om triumf.
Bøh
Men pt. har de ikke meget at have det håb i. De seneste fem landskampe har set England score en gang. De har tabt tre og delt to gange. De har tilmed tabt 4-0 til Ungarn.
Den lodtrækning der har sendt England i gruppe med Iran, USA og Wales lignede til at begynde med en let omgang til at komme i form på. Nu ligner det mere og mere en gruppe fyldt med snubletråde. Vi kender det. Det er Englands velkendte bøhmand under sengen. Rollen som Goliat der falder tungt til jorden mod modstandere som Island.
Kritikken har været massiv siden nederlaget på San Siro. En del flak fra de velbetalte brøleaber, men BBC’s Phil McNulty er værd at tage med:
”Nedrykningen er ydmygende, men den mindste af Southgates problemer lige nu. Han har 90 minutter tilbage mod Tyskland før han skal udtage sin trup. De navne bør være mejslet i sten hos ham nu. Men hvis det er niveauet, så vil England ikke tage af sted til VM med stor selvtillid. Og hvis det skal være et argument, at spillet var bedre end 4-0 nederlaget til Ungarn, så har det argument ikke megen værdi.”
Det er netop Southgates problemer. Holdet har ikke scoret i åbent spil siden marts mod Elfenbenskysten. Hans ord var tidligere ren magi. Nu er de løbet tør for værdi. Han har virkelig brug for et resultat mod Tyskland.