Så skete det langt om længe. Pep Guardiola vandt Champions League med Manchester City. Et mesterværk, som catalaneren har forsøgt at male siden sommeren 2016, men som først nu står færdigt.
Endda som en del af the treble. Og endda uden at spille en fantastisk kamp. For det gjorde Manchester City ikke lørdag aften på Atatürk Olimpiyat, hvilket primært var Inters fortjeneste.
Men det hele endte alligevel som spået på forhånd. Goliath slog David. Og det kan Pep især takke Rodri for. Ikke bare på grund af den matchvindende scoring i det 68. minut. Men også på grund af den indsats, som den 26-rige spanier leverede før og efter. Som et særsyn.
Nerveimpulser
For i en boldspillende Tik-Tok-verden af piruetter og rainbow flicks – og på et hold som Citys, hvor det ekstraordinære er hverdagskost – springer en spiller som Rodri ikke altid i øjnene på én. Tværtimod. Og man fristes til at sige, at Rodri kun findes, når man ser efter ham.
Det gør undertegnede tit. Faktisk for det meste. Ikke mindst i lørdags. Fra start til slut. Og selvom Rodri ikke spillede sit livs kamp, så var han alligevel banens bedste, og formåede, at sætte prikken over i’et på en sæson, der gør ham til måske verdens bedste 6er lige nu.
En 6er, der skaber balance mellem forsvar og angreb. En, der byder sig til overalt. Ham, der bryder ned og bygger op. Spilleren, der holder motoren i gang, men som også hele tiden bestræber sig på, at finjustere kampens taktslag.
Det kan lyde højpandet. Måske endda en anelse forceret. Som var det skrevet af en fan, der med savl i mundvigen banker på døren ind til Casa del Rodri. Men det er nu ikke tilfældet. Til gengæld er det nu engang det, som diverse nerveimpulser fortæller ens hjerne, når ens øjne har fulgt Rodri gennem 90 minutter plus tillægstid.
Rodri ligner en 190 centimeter høj mellemting mellem en spansk førsteelsker med speciale i serenader og en sofistikeret håndlanger fra Hollywood. En stor mand, hvis bevægelser er lige så graciøse, som de er bastante. Ballet og beton. Hæl og albuer.
Anti-terrier
Og apropos, så ligner Rodri heller ikke nødvendigvis arketypen på en 6er. I hvert fald ikke, hvis man går rundt med en forestilling om, at den, der opererer som termostat i bunden af et holds centrale maskinrum, skal ligne enten Marco Verratti eller en rødmosset udsmider fra Dublin. Eller for den sags skyld andre, der er beslægtet med en terrier.
Rodri ligner nemlig en 190 centimeter høj mellemting mellem en spansk førsteelsker med speciale i serenader og en sofistikeret håndlanger fra Hollywood. En stor mand, hvis bevægelser er lige så graciøse, som de er bastante. Det er ballet og beton. Hæl og albuer.
Det er nu ikke Rodris udseende, der gang på gang får Pep til, at gøre brug af ham på det City-hold, der nu har vundet the treble. Selvfølgelig ikke. Nok er Pep en æstetiker af Guds nåde. Men han ved også godt, at fodbold ikke (kun) er en skønhedskonkurrence.
R.o.d.r.i.
I Peps verden er fodbold nemlig lige så meget et spørgsmål om blod og sved, som det er en jagt på glitter og glamour med sejr i ascendanten.
Derfor skriver Pep altid R.o.d.r.i., når holdkortet skal udfyldes. Spanieren gør det nemlig muligt for katalaneren, at operere med høj risiko i begge ender af banen. Ligesom Rodris evne til at holde sammen på kæderne baner vejen for, at Pep med ro i maven kan gøre brug af mere end en formation i åbent spil.
Mod Inter i lørdags løb Manchester City groft sagt rundt i to af slagsen. En 4-2-4 uden bold. Og i en 3-1-5-1 formation med bold. Men Rodris position var hele tiden den samme. Nemlig i midten af det hele. Og i konstant rotation om midtercirklen. Ind og ud af de omkringliggende zoner.
Altså lige bortset fra i det 68. minut, hvor Rodri trådte ud af maskinrummet og løb hen til kanten af Inters straffesparksfelt, hvor han satte en inderside på en returbold. 1-0. Kampens resultat. “The Champions!”
