The Manager har gang i endnu en omgang forudsigelse. Foto. Nata_Rass Dreamstime.com

Det bliver en intens og sær omgang Premier League. Sæsonen 2022/23 er den tredje sæson i træk, hvor kampkalenderen flås og strækkes. Først var der covid-19’s aftryk på programmet. Ingen fans, forskudte og udsatte kampe. Pludselige mandefald i stort tal og længere kamppauser.

Pandemi

Pandemien kan vi ikke sige os fri fra kan spøge igen til vinter. Det er et muligt scenarie. Men denne gang er der mast et VM ind midt i det hele. Fra medio november til medio december står Premier League stille, mens ligaens profiler rejser til Qatar for at duellere i den slutrunde, som alle gerne tager afstand fra, men ikke nok til at blive væk.

Kane

En spiller som Harry Kane vil derfor se frem til et fodboldår med fuld skrald i Champions League, Premier League og VM. Så udover det indlysende udfordrende element ved, at ligaen skal gå i fuld stop ud på efteråret, så bliver der et spørgsmål om slitage som game changer. Det er ikke tilfældigt, at jeg fremhæver Tottenham her. I en sæson, hvor Spurs har handlet flot ind og kan drømme om en topplacering, så bliver Contes kompagni holdt hårdt for. Det samme gælder Arsenal og Chelsea. Deres største navne kan se frem til ti lange fodboldmåneder.

Fordel

Liverpool og Manchester City har en fordel her. Nøgleangribere som Salah og Haaland skal ikke til VM. Dermed vil duopolet kunne tage fat på Premier League efter VM med deres vigtigste angribere med fuldt opladede batterier modsat konkurrenterne, der kan vende hjem med ’World Cup Fatigue’.

Er det uretfærdigt? Tarveligt? Det er bare sådan, det er. Og jeg kan ikke et sekund forestille mig, at Klopp og Guardiola er kede af den situation.

Tottenham og Arsenal ser stærkere ud. Det klæder Arsenal gevaldigt med indkøbet af Gabriel Jesus, og Conte har lagt på hos Spurs. Men det bliver først i næste sæson de kan angribe top-2.

Duopol

Mesterskabet bliver igen et anliggende mellem Liverpool og Manchester City.

Chelsea er den store ubekendte, fordi The Blues slet ikke er i mål med transfervinduet. Det samme gælder Manchester United, men genopbygningsarbejdet er så omfattende på Old Trafford, at vi ikke skal forvente at se dem række ud efter top-4 denne sæson.

Skal der peges på en dark horse i spillet om fjerdepladsen må det igen blive West Ham, som igen har gang i et stærkt transfervindue.

Stoledans

Af de tre oprykkere skal Nottingham Forest nok klare sig i fin stil. Dygtig manager, disciplineret spillestil og mange lovende spillerindkøb – også på den lange (fodbold)bane.

Fulham og Bournemouth klarer næppe skærene i sæsonen 2022/23. Den tredje taber af den stoleleg kan sagtens vise sig at blive Everton. Med en sæsonstart uden Calvert-Lewin der er ude til medio september så er tonen slået an for karameldrengene. Det bedste argument for at Everton bliver oppe er nærmest VM-pausen. Her kan de enten skifte ud på trænerposten eller håbe på at genoplade trup-batterierne frem mod vinterens transfervindue.

Alene at skulle sige farvel til Everton som en af Premier Leagues stiftende fædre vil blive sært, men kan det blive ved med at gå godt på Goodison? Jeg tvivler.

The Manager
Logo
Shopping cart