Salah topper Klopps bunke af problemer

Salah, Klopp, Liverpool
Foto: Franco Romano/NurPhoto via Getty Images

Til forskel fra flere af Jürgen Klopps kollegaer i Premier League, så kan Liverpools manager ikke se frem til en fri-weekend. Søndag eftermiddag spiller Liverpool nemlig ude mod Brighton i FA Cuppen.

Klopp kunne ellers godt have brugt lidt time off og få styr på de problemer, som der er så mange af i Liverpool. Blandt andet ét, som der midt i snakken om skaderne, manglende power, stagnation på taktikbrættet og stolpe ud, ikke tales så meget om.

Og ja, det er Mohamed Salah, der skal italesættes. Den 30-årige egypter er nemlig en skygge af sig selv. Og det er bekymrende. På flere fronter. Ikke mindst oppe på måltavlen.

Stormvejr

Salah tilhører ikke den kategori af fodboldspillere, der kun kan flyve i medvind. Selvfølgelig er han selvfølgelig, som alle andre, er bedst, når Klopps Liverpool flyver derudaf i samlet flok.

Men Salah kan sagtens spille i modvind. Endda i rollen som talismanen, der med individets soloaktion redder kollektivets dag. Det har man set mange gange. Selv i denne sæson, hvor Liverpool mest af alt har spillet i stormvejr.

Alligevel er det som om, at Salah pt. er forsvundet. Eller rettere; han er der, bare uden rigtig at være tilstede. Og det er et problem.

Ikke bare for ham selv, men i særdeleshed også for Liverpool, der mangler hans navn oppe på måltavlen. Og i målregnskabet i al almindelighed. Især i Premier League.

Og lad os se på tallene.

Minimeret aftryk

I denne sæson har Salah indtil videre medvirket i 19 Premier League-kampe for Liverpool. Og dags dato er han noteret for i alt syv mål. Det giver et snit på 0,36 mål per kamp.

Eller sagt på en anden måde; Salah har pt. scoret 20,59 procent af Liverpools i alt 34 ligamål. Og ja, det er en flot andel. Men den er også bekymrende. I hvert fald ikke hvis man sammenligner med fortiden.

For i sidste sæson scorede Salah 23 mål i 35 Premier League-kampe, hvilket gav et snit på 0,66 mål per kamp. Altså næsten dobbelt op i forhold i nutidens snit.

De 23 mål i sidste sæson betød i øvrigt også, at Salahs andel af Liverpools samlede målproduktion endte med at lyde på 24,47 procent. Igen bedre end nutidens.

Det samme kan siges om det samme tal fra forrige sæson. Her scorede Salah 22 mål i 37 ligakampe (0,59 per kamp), hvilket betød, at Salahs andel af Liverpools samlede målproduktion dengang lød på 32,25 procent.

Voldsomme tal

Salahs betydning for Liverpools farlighed foran modstanderens mål er med andre ord ikke til at tage fejl af. Og da slet ikke hvis man tilføjer Salahs mange assists til regnskabet.

For hvis man gør det, så har Salah i denne sæson – plus de to foregående – været direkte involveret i 74 af Liverpools i alt 196 Premier League-mål. Altså svarende til 37,76 procent.

Det er voldsomme tal, der sort på hvidt illustrerer Salahs voldsomme betydning for Klopps Liverpool. Og lad os da bare i den forbindelse foretage endnu en udregning.

For siden sommeren 2017, hvor Klopp hentede Salah i italienske A.S. Roma, har Salah scoret 125 mål og lavet 50 assists for Liverpool i Premier League.

I samme periode har Liverpool scoret i alt 454 mål i den hjemlige liga. Og af dem har Salah været direkte involveret i 38,55 procent. Det er vildt.

Og nej, det kommer ikke som et chok. I hvert fald ikke for fans af Liverpool. Omvendt, så viser tallene, hvorfor det er så stort et problem for Klopp, at Salah pt. er en skygge af sig selv.

The Manager
Logo
Shopping cart