Se tallene: I Brentford er Thomas Frank god til at få meget ud af lidt

Thomas Frank, Brentford
Thomas Frank er fortsat en bragende succes i Brentford, hvor han i mere end en forstand er god til at få meget ud af lidt. Det viser tallene. Foto: Ryan Pierse/Getty Images

I Brentford er Thomas Frank blot få uger fra at sætte punktum for (endnu) en formidabel sæson i Premier League. Sidste sæsons 13. plads i Englands fornemmeste fodboldselskab, ser således lige nu ud til at blive vekslet til en 9.plads. Og selvom det kræver, at rigtig meget skal gå op i en højere enhed, så har Brentford stadig en matematisk chance for en billet til Europa.

Der er med andre ord grund til at kippe med dannebrog og trække i klaphatten. Ikke mindst fordi Frank har triumferet i modvind. Brentford er nemlig ikke en klub med en bankbog, der siger spar to. Og alt lige fra navnene i spillertruppen til de faciliteter, hvor hverdagen folder sig, er da også langt under den gennemsnitlige standard i Premier League.

Franks evner til at få meget ud af lidt, kommer også til udtryk i kampens hede. Og i de statistikker, som diverse kampe kaster af sig. Dem er der i øvrigt mange af. Både kampe og statistikker.

Derfor nøjes vi også kun med – ved hjælp af stats fra FBref.com – at zoome ind på en lille håndfuld af de tal, som Franks Brentford har spillet sig frem til so far i Premier League. Men selvom antallet af tal er lavt, så siger de i bedste Brentford-stil en hel masse om Franks succes som head coach for The Bees.

Lav possession, få pasninger

Noget af det, der har været et særdeles synligt karakteristika ved Brentford i denne sæson, er, at Brentford ikke har bolden særlig meget. Således opererer Brentford efter 36 kampe, svarende 3240 spilleminutter (plus tillægstid) med en samlet possession på 44,2 procent.

Kun fire hold har indtil videre haft bolden mindre end Brentford, der i weekendens 2-0 sejr over West Ham, foran 17075 tilskuere hjemme på ydmyge Gtech Community Stadium, dog for en sjælden gangs skyld havde bolden mest.

Brentford udmærker sig også ved at være i bunden er Premier League, når det kommer til de statistikker, der highlighter holdets brug af bolden, når de endelig er i besiddelse af den.

Frank og co. er således det hold, der pt. har produceret tredje færrest afleveringer i Premier League. Blot 14796 afleveringer er det indtil videre blevet til. Til sammenligning har Manchester City lavet 24616 af slagsen.

Og nu vi er ved afleveringer såvel som sammenligningen mellem Brentford og Premier Leagues tophold, så har blot 72,5 procent af Brentfords pasninger været vellykkede. Det er i øvrigt er næstdårligst i ligaen. I Manchester City arbejder Pep Guardiola med 87,2 procent. Bedre end alle andre.

Brentford er også, hvilket måske ikke er så overraskende, i den absolut lave ende af Premier League, når det kommer til at producere chancer. Faktisk har Brentford blot tilspillet sig 378 chancer i 36 ligakampe, hvilket gør The Bees til det blot 17. mest chanceskabende hold i Premier League.

Toney-Talisman

Til gengæld har Brentford været skarpe til omsætte chancer til mål. For Frank og co. har indtil videre scoret 52 mål, hvilket gør bierne til det syvende mest scorende mandskab i ligaen.

Eller sagt på en anden måde; Brentford har scoret på 13,76 procent af deres chancer. Og nej, det lyder måske ikke af meget. Men det er næsten lige så godt, som det pt. mest chanceskabende hold i Premier League, nemlig Arsenal, der har scoret på 14,01 procent af deres chancer, svarende til 79 mål.

Og apropos mål, så kan man ikke snakke om blafrende netmasker i Brentford og omegn uden at nævne Ivan Toney. Han er nemlig Brentfords suverænt farligste mand. Hele 20 mål i 33 kampe er det blevet til so far. Dermed har Toney pt. scoret 38,46 procent af samtlige af Brentfords Premier League-mål i denne sæson.

Til sammenligning har mægtige Erling Haaland scoret 40 procent af Manchester Citys 90 mål. Og i Liverpool har Mohamed Salah ‘blot’ scoret 30 procent af de mål, som Jürgen Klopps mandskab har produceret indtil videre.

Franks værk

Ovenstående tal tegner dog et øjebliksbillede. For Brentford mangler stadig at spille to kampe før sæsonen går på hæld. Og hvilke kampe. Først Tottenham ude og så Manchester City hjemme.

Alligevel fortæller diverse tal og stats en klokkeklar historie om en lille flok bier, der har været – rigtig gode til at få rigtig meget ud af rigtig lidt. Og ja, det er mere end nogen anden Franks værk.

The Manager
Logo
Shopping cart