Søde mesterskabsdrømme i Arsenal

Arsenal

Arsenal
Kan Arsenal også drømme om mesterskabet efter deres besøg på drømmenes teater? Foto: Cosmin Iftode Dreamstime.com

Det er godt nok et andet sted i London, at fansene blæser sæbebobler, kun for at se dem stige til vejrs og briste, men hos Arsenal bobler det af optimisme. Fem kampe, fem sejre. Det er fuldt forståeligt, hvis de mange Arsenal fans så småt er begyndt at drømme om et engelsk mesterskab. I givet fald det første siden 2003/04 sæsonen. Siden har de ikke for alvor været tæt på. Jo, det blev til en andenplads, da de lige akkurat gik forbi Tottenham i Leicesters mesterskabssæson, og havde det ikke været for den famøse Birmingham kamp i 2008, kunne der måske også være faldet noget af. 

Men det gjorde der ikke. Og det er da heller ikke sikkert, at der gør det i år. For Manchester City er fortsat altoverskyggende favorit til at vinde titlen, og for Arsenal og Mikel Arteta vil top 4 også være fint. Men lad dem nu bare drømme lidt. For der er noget at have de drømme i.

Fem på stribe

Onsdag aften blev det til den femte sejr i fem kampe, da de slog Aston Villa med 2-1. Ikke et resultat, eller for den sags skyld en præstation, der vækker opsigt. Men der var flere momenter i den kamp, der indikerede, at det er et mere modent, og måske snart mesterskabsberedt, hold, som Arteta har fået sat sammen. 

Da de indkasserede efter et hjørnespark fra Douglas Luiz et kvarter før tid, kunne man frygte, at det var det. I kampen, men måske også i sæsonen generelt. For hvor mange gange har vi ikke set det fra Arsenal? At de ikke kan lukke en kamp, og så mister de point i slutfasen. Derfor var det ekstra positivt, at de så hurtigt svarede igen med en scoring fra Gabriel Martinelli, der bragte dem tilbage på vinderkurs.

Kunsten at vinde grimt

I slutningen af kampen forsøgte de primært bare at holde fast i føringen, og der blev også søgt mod hjørneflaget en gang eller to for at lade tiden gå. 

Den del ser vi i mindre grad fra Manchester City, men det var positivt at se det fra Arsenal. The Gunners’ problem har aldrig været at finde flot, men at vinde grimt. Sejren mod Aton Villa havde momenter af sidstnævnte.

Og så til dem, der ser glasset som halvt tomt. Kampprogrammet har i de første fem runder også været yderst favorabelt med kampe mod Aston Villa, Fulham, Bournemouth, Leicester og Crystal Palace. To oprykkere og de to bundhold i Premier League netop nu. De er ikke for alvor blevet testet, som de bliver det søndag, når de gæster Manchester United på udebane. Selve arnestedet hvor drømmen kan vokse eller dø.

Se Old Trafford og… dø?

Hvem husker ikke Sylvain Wiltord score det afgørende mål, der sikrede mesterskabet på netop Old Trafford i 2002? Eller da Arsenal året senere i the Battle of Old Trafford fik 0-0 i en kamp, hvor Vieira blev udvist, og hvor van Nistelrooy brændte straffe helt til sidst. Det var kampe, der definerede de Arsenal-hold. Definerede deres mesterskaber.

På samme måde som Arsenal mistede status som invincibles på selvsamme bane i efteråret 2004 for slet ikke at tale om massakren i 2011, da Manchester United vandt med hele 8-2. Tre dage inden, Mikel Arteta blev hentet til klubben som spiller.

Old Trafford er drømmenes teater, og for Arsenal har der været gode drømme og mareridt på lige netop den bane. Nu håber Arteta og co. på, at at de også efter weekendens strabadser kan drømme videre om det første mesterskab i 19 år.

We will be happy to hear your thoughts

Tilføj kommenar

The Manager
Logo
Shopping cart