
Mon Harry Maguire af og til ønsker at han stadig spillede for Hull? Eller for Leicester? Mon Leicester overhovedet var rykket ned med den engelske landsholdsspiller på holdkortet? Jeg tvivler.
80 mio. pund købet af Harry Maguire vil i mange år fremover stå tilbage som et trist eller kontroversielt kapitel i Manchester Uniteds historie.
At den store kantede tidligere angriber skulle blive den dyreste britiske stopper nogensinde, virker stadig den dag i dag absurd.
Interviewet
Som hans tidligere manager Steve Bruce har sagt i et interview med Daily Mail: ”Han er dygtig spiller, men han er ikke en 80 mio. pund forsvarsspiller.”
Det kan jo lyde som endnu en kritisk pil sendt ind i Maguires torso. Men det er det ikke.
Bruces interview handler faktisk om, at den tidligere Manchester United-anfører i sommerens løb brugte meget tid på at overveje om han skulle blande sig i Maguire-sagen – give stopperen et kald og opfordre ham til at skifte klub.
”Jeg ville selv være rykket videre. Der var interesse fra West Ham og at spille med David Moyes som manager ville være godt for ham.”
Grænsen
Maguire-sagen kan vi vel godt kalde det efterhånden. Fejl på banen og kontroversen på den græske ferieø har fået Maguire i unåde hos klubbens fans.
Vi er ofte over grænsen fra flak til decideret mobning.
Han blev hentet ind fra Leicester til at afstive et vaklende forsvar. Han havde leveret præstationer for Leicester, hvor han virkelig skilte sig ud, men spillede her ved siden af en leder.
Han blev hentet til Old Trafford som leder. Og til den type spil som Manchester Uniteds publikum forventer hvilket han helt naturligt ikke er egnet til.
Der var Fred til at beskytte ham foran og skiftende usikre makkere ved siden af ham i forsvaret. Som et billede på klubbens tilstand – uden en gangbar plan. Hverken på eller udenfor banen.
Maguire fik forleden temmelig meget hadsk røg fra de skotske fans i en landskamp, men så lyst på sagen og funderede, at han tog presset fra holdkammeraterne og var ok med tilråbene.
Lynafleder
Er han blevet en lynafleder for Manchester United? En syndebuk og fugleskræmsel som publikum kan stå og råbe ad for at lufte deres frustrationer over klubbens magre præstationer i ti år?
Maguire fik blot otte kampe fra start i sidste sæson. Han begår fejl – det vil en type spiller som ham altid gøre alene på grund af hans store størrelse – og har en magnetisk evne til at blive involveret i selvmål (men husk selvmål kommer 9 af 10 gange pga. en spiller et andet sted har svigtet sin arbejdsopgave).
Han er en let syndebuk.
Problemer
Men var han nu smuttet til West Ham denne sommer hvad så? Så havde klubbens fans råbt ad andre spillere for Manchester Uniteds problemer stikker meget dybere end en enkelt fejlcastet stopper.
Denne sæson er begyndt i krisens tegn med nederlag på nederlag hånd i hånd med overskrifter om Glazer-familien, der gerne vil sælge, men til et vanvidsbeløb (som om de ikke har lavet nok mønter på det parasitejerskab) samt dugfriske skriverier om en forestående fyring af Erik ten Hag.
Hvilket igen udstiller de strukturelle problemer. Der er brug for tid til at bygge op. Et hold, en kultur og en stil omkring en manager, der har ledelsens opbakning selv i svære tider.
Lørdagens møde med Burnley skal være tre point for at lægge låg på krisen. Og Harry Maguire bør følge Steve Bruces råd og flytte sig selv væk fra mobberiet på Old Trafford.
Man kan ikke bebrejde ham, at han sagde ja, da Manchester United ville købe ham, men han bør 30 år gammel kunne se, at han for det første ikke er, hvad de røde djævle har brug for og ikke skal spilde sin karriere på at være lynafleder og skydeskive for hylekoret på Old Trafford.
Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.