Spåkuglen: City bliver mester, Arsenal i top 4 og farvel til Brentford

Foto. Charnsitr Dreamstime.com

Nå, så skal vi til det. Fredag sparkes Premier League i gang igen, når Crystal Palace åbner hjemme mod Arsenal. Forude venter 38 kampe, masser af fantastisk fodbold, VAR-debat og en evindelig kamp i toppen af tabellen, om hvilken manager der har det hårdest. Men hvad har vi ellers i vente i år?

Business as usual 

Den første profeti er nærmest en garanti. For også i år kommer duellen i den absolutte øverste top til at blive udkæmpet mellem Manchester City og Liverpool. Pep Guardiola og Jürgen Klopp. De to mest markante hold i Premier League og velsagtens også Europa de seneste par år, selvom førstnævnte endnu mangler at vise det i form af et trofæ med store øer.

Begge har købt ind til frontpositionen, hvor Erling Haaland vs Darwin Nuñez har potentiale til at blive en kioskbasker og et vedvarende omdrejningspunkt for pressen til den næste mange år. Forskellen er bare, at Darwin skal afløse Mané i startopstillingen (en anden spiller med andre forcer, jo, jo), mens Haaland er er klar forstærkning og bør give Manchester City nogle andre muligheder, end de havde med Jesus helt fremme, når Pep ellers mente, at det var en god idé med en rendyrket angriber. Det bliver ganske givet tæt, men City trækker det længste strå.

Kanes kasser

Når der skal findes en topscorer vil det være oplagt at kigge mod de to store nyerhvervelser. Haaland og Darwin. Men begge skal nok bruge lidt tid på at blive spillet ind, og særligt Haaland har allerede i en ung alder døjet med skader. Det frække bud er Jesus, der har bombet løs for Arsenal i pre season, men jeg går med Kane. Han var væsentligt skarpere i foråret end i efteråret i sidste sæson, og det på et Spurs-mandskab der nok skal gøre det godt.

Top 4

Mens de to første pladser virker givet, så er spørgsmålet i langt højere grad, hvem der tager de næste to. For hvem følger City og Liverpool i Champions League? Tottenham, Arsenal, Chelsea eller Manchester United? Conte har gjort, hvad han altid gør i sine klubber og skabt SIT hold, og det kan sagtens bringe dem langt. Det samme har hans kollega i Nordlondon, Arteta, og med køb af Zinchenko og Jesus har han også fået kvalitet til sin start 11’er. Venskabskampene har været mere end bare almindeligt opløftende, og det kunne sagtens blive sæsonen, hvor the Gunners igen bryder ind i top 4. For Chelsea har været præget af kaos. Købet af Koulibaly er glimrende, men de har mistet Rüdiger og AC (og flere kan følge), ligesom de langtfra har fået alle de spillere, som de har peget på. Der er masser af larm i Chelsea, og det samme gør sig gældende hos Manchester United. Det bliver interessant at følge Christian Eriksen i storklubben, og Erik ten Hag er en dygtig træner, men det kommer fortsat til at tage tid, før de for alvor finder formlen på succes.

Oprykkere bliver til nedrykkere

Fulham er tilbage igen i Premier League, og det plejer som regel at ende med en hurtig retur til Championship. Det sker igen. Mitrovic var et bæst i den næstbedste række, men kan han virkelig vise tilsvarende niveau i Premier League? Jeg tvivler. Og de kunne sagtens få selskab af medoprykkerne fra Bournemouth, der spiller for spiller fremstår som det svageste hold i ligaen. Så har jeg mere fidus til Forest, der har bygget et godt hold op og lavet nogle spændende indkøb, hvilket efterlader en enkelt plads tilbage. Everton har efterhånden rodet rundt i bunden længe, og måske de kan ryge ud, men jeg vælger, desværre med danske øjne, at pege på Brentford. Det gav dem et voldsomt løft, at Christian Eriksen kom til i sidste sæson, men nu er han væk, og hvad kan Brentford så? Det har været en flot fortælling, og Thomas Frank har leveret gode resultater, men eventyret stopper her.

We will be happy to hear your thoughts

Tilføj kommenar

The Manager
Logo
Shopping cart