Status: Sådan stiller Premier League-holdene til start

Foto: Philip-Bird-Dreamstime.com

Premier League er i fuld gang, og efter en midtuge med alt lige fra Haalands målshow til Liverpools sejrsmål dybt, dybt, dybt, dybt inde i tillægstiden hamrer verdens bedste fodboldliga allerede videre igen i weekenden.

Men lad os lige stoppe op og gøre status. Torsdag aften passerede vi nemlig en slags milepæl.

Således var kampen mellem Leicester og Manchester United på King Power Stadium, hvor Manchester United vandt 0-1, og hvor Erik Ten Hag i øvrigt havde valgt en 4-2-3-1 som startformation, hvilket vi vender tilbage til, nummer 50 i indeværende sæson.

Og det er da en slags milepæl, der kalder på en form for status.

Og ja, det kunne være antallet af mål og hvem, der har scoret dem, det kunne også være hvilke hold, der har haft mest og mindst boldbesiddelse, hvem der har fået tildelt flest gule og røde kort, og eller for den sags skyld hvilket hold, der har haft flest indkast på egen banehalvdel i 2. halvleg.

Men nej, det skal hverken handle om det ene, det andet eller det trejde.

I stedet skal vi se på formationer, nærmere bestemt de startformationer, der indtil videre er blevet brugt i sæsonens første 50 kampe.

Startformation, der hitter

At der er tale om startformation, kaster naturligvis et par forbehold af sig. 

For så snart dommerens fløjte lyder, og kampen bølger derudaf, vil de duellerende hold selvfølgelig modificere deres udgangspunkt, hvis de da ikke helt sadle om og skifter formation.

Når det er sagt, så er nedenstående optælling, der er foretaget på baggrund af data fra www.whoscored.com, alligevel interessant, da de giver én en fornemmelse af, hvad der pt. – blandt Premier Leagues 20 managers og deres enorme entourage  – hitter sådan rent startformationsmæssigt i verdens bedste fodboldliga.

Og som det fremgår af nedenstående diagram, så har de 20 hold i Premier League indtil videre gjort brug af 16 forskellige startformationer.

Og nej, det kræver ikke ligefrem et veludviklet falkeblik for kunne konkludere, at der er to formationer, som bliver brugt markant mere end alle andre.

Valgte startformationer i de første 50 kampe af Premier League-sæsonen 2022/2023. Grafik: TheManager.dk. Kilde: www.whoscored.com

Således er 4-2-3-1 blevet brugt 31 gange – blandt andet af Manchester United mod Leicester torsdag aften – mens 4-3-3 er blevet benyttet som startformation 26 gange.

At de to startformationer med afstand er de to mest populære, kan også illustreres ved at kaste et blik på den startformation, der kommer ind på tredjepladsen, nemlig 3-4-2-1 formationen, som ‘blot’ er blevet brugt 9 gange siden sæsonen startede for knap en måned siden.

Pragmatiske Potter

På de resterende pladser finder vi, som det fremgår af diagrammet, og som tidligere nævnt, 13 andre startformationer, heriblandt klassikere a la 3-5-2 og 4-4-2.

Men også noget så sjældent som en 3-3-3-1, hvilken vi vender tilbage til lige om lidt.

For nu vi er ved mange forskellige startformationer, så var der især en klub, der dukkede flere steder undervejs i optællingen, nemlig Brighton.

Det kan godt være, at Graham Potters spilfilosofi umiddelbart er en stringent én slagsen, hvor de udvalgte spillere død og pine skal praktisere frygtløs kreativitet og skematiseret boldkontrol samt bidrage til den hårdarbejdende fællesskabsfølelse, uanset hvem modstanderen er.

Men rent formationsmæssigt er den 47-årige englænder lidt af en pragmatiker.

De mange varianter

Således har Brighton, der trods nederlaget til Fulham på Craven Cottage i tirsdags har fået en fornem sæsonstart med 10 point i fem kampe, hvilket pt. rækker til en samlet 4.plads, gjort brug af hele fem forskellige startformationer i sæsonens første fem kampe.

I sæsonpremieren ude mod Manchester United, hvor Brighton vandt 1-2, startede Potter ud i den føromtalte 3-3-3-1 formation.

I den efterfølgende 0-0 kamp hjemme mod Newcastle stod den på 3-4-1-2, hvilket dog blev afløst af en 3-5-1-1 i udesejren over West Ham i 3. spillerunde.

Og en uge senere, hvor Potter og co. slog Leeds med 1-0 hjemme på The Amex, tørnede holdet ud i en 4-4-2, for herefter, altså i tirsdags, hvor Brighton som sagt tabte ude mod Fulham, at begynde i en 3-5-2 formation.

Hvorvidt Potters pragmatisme fortsætter, og hvorvidt 4-2-3-1 og 4-3-3 bliver ved med at være de to dominerende startformationer, når der er spillet 100 kampe af indeværende sæson, vender vi tilbage til – og ser på – til den tid. 

The Manager
Logo
Shopping cart