
Det hele er egentlig som det plejer, og alligevel virker alt anderledes i dette års udgave af La Liga. For Real Madrid har ingen 9’er, Barcelona spiller ikke på Camp Nou, og så skal vi ikke længere glædes ved udsigten til ellers evigt unge David Silva, Jorge Molina og Joaquin. Fredag aften går det løs igen med La Liga, og spørgsmålet er, hvad vi egentlig har i vente.
I toppen ligner det noget, vi har set før. Real Madrid og Barcelona skal dyste om mesterskabet og med Atlético Madrid som tredjehjul. Velsagtens, mere end det. For er vi derhenne, hvor los colchoneros ligefrem skal regnes som favorit?
Som den eneste af de tre store fremstår deres trup styrket med tilgang af Azpilicueta, Galán og Söyüncü til forsvaret, mens de offensivt har holdt fast i profilerne, modsat de to rivaler fra Barcelona og Real Madrid, der har måtte vinke farvel til profiler som Karim Benzema og Ousmane Dembélé uden for alvor at erstatte dem.
Måske nogle vil hævde, at det kun er godt for Barcelona at slippe af med Dembélé, men tilbage står, at det uventede i catalanernens offensiv i sidste sæson som oftest kom fra franskmanden, der dog svingede mellem gal og genial og ofte i én og samme aktion.
Atlético som mester?
Sidste efterår lignede Atlético ellers langt fra et hold på vej mod storhed. Men så fik Diego Simeone styr på holdet i foråret efter VM. Og i de 24 kampe der blev spillet post Qatar, var Atlético faktisk ligaens bedste, med Antoine Griezmann i en forfatning der ikke er set bedre, end sidst han var i klubben.
Når Atlético her forsøges at tales op på højde med de to store, så skyldes det også, at særligt Real Madrid er den helt store ubekendte. For nok er købet af Jude Bellingham en forstærkning og foryngelse på en allerede god midtbane, der giver Carlo Ancelotti mulighed for at afprøve et systemskifte, men det løser altså ikke Los Blancos problemer i front. For væk er Karim Benzema, og dermed også den eneste spiller i truppen, der reelt set kunne lave + 20 mål i en sæson. Der er ført mange argumenter for, at Real Madrid i en 4-4-2 kan blive mere flydende og uforudsigelige, og at særligt Vinicius Junior skulle score flere mål, fordi hans udgangspunkt bliver mere centralt og tættere på feltet, men det har vi endnu til gode at få indikationer af i testkampene, hvor en god halvleg mod Manchester United var tæt på det eneste overbevisende rent offensivt.
Så hvis bare der var en 9’er derude af en vis kvalitet, som gerne vil til Real Madrid… Og så er vi tilbage ved det velkendte. For endnu en sommer er gået med en saga om Kylian Mbappé. Ham der ellers næsten umuliggjorde et skifte efter sin flirt sidste år, der resulterede i en hård afvisning, men som nu virker tættere på Real Madrid end nogensinde før. Men der er stadig den knast, der hedder knaster. For Real Madrid er ikke villige til at betale, hvad PSG forlanger, og hvad gør de så? Fortsætter med deres 4-4-2 med Rodrygo og Vinicius Junior som to falske niere, eller benytter Joselu, der godt nok kommer fra flotte sæsoner i først Alavés og Espanyol, men som naturligvis ikke har international klasse trods sen landsholdsdebut? I Real Madrid venter man utålmodigt på Mbappé, og det gør hele La Liga vel i et vist omfang.
Profilfattigt
For selvom Barcelona og Atlético Madrid på det rent sportslige niveau nok foretrækker et Real Madrid-hold uden franskmanden, så har La Liga brug for en verdensstjerne. Messi og Ronaldo er der ikke længere, og med Karim Benzemas farvel, har La Liga blot en enkelt en aktiv Ballon d’Or vinder i sin fold.
Den liga hvor de største stjerner tidligere søgte til med største selvfølgelighed, og hvor samtlige på nær to guldbolde-vindere i dette årtusinde har spillet, fremstår nu decideret profilfattig og har udover Premier League fået konkurrence fra Saudi-Arabien denne sommer.
Den virkelighed flugter ikke just med præsident Javier Tebas ønske om at erobre markedsandele i blandt andet Saudi-Arabien og USA, når de to lande nu selv kan tiltrække nogle af de største spillere.
Kaos og højdespringere
La Liga er på mange måder en liga i evig konflikt med sig selv. I øjeblikket handler det om fordeling af tv-penge, spilletidspunkter, forhold for udebanefans og racisme-sager for blot at nævne nogle få.
Og så kæmper klubberne fortsat med at leve op til ligaens økonomiske regler. For en uge siden kunne man i avisen SPORT således læse, at Barcelona to uger før sæsonstart kun havde registreret 13 spillere. To af dem er i øvrigt Dembélé og Kessie, der næppe har en fremtid på Montjuic, hvor FC Barcelona jo skal spille sine hjemmekampe i denne sæson, mens Camp Nou renoveres. Og det er samme sang noget nær hele vejen rundt, hvorfor flere af bundholdene først for alvor kommer til at være aktive til sidst i vinduet, når der hersker økonomisk klarhed. Det gør det svært at spå om deres aktuelle styrke, men mon ikke vi alligevel ender med seks-syv hold, der på sidste dag kan ende med nedrykning sådan som det plejer?
Men er der da ingen positive historier at berette om? Jo, naturligvis. For mens toppen generelt ser svækket ud over en bred kam, så er der nogle af holdene under, der begynder at røre på sig. Selv i en ultimativ kaossæson sidste år kunne Sevilla alligevel vinde det Europa League-trofæ, de har patent på, og trods lidt vakkelvorn økonomi så må de igen kunne forvente at byde sig til i toppen af tabellen.
Hos gode gamle Celta Vigo, er der også grund til at være optimistisk. For de har fået en trænerkapacitet i Rafa Benitez, der om ikke kan flytte bjerge, så ser ud til at kunne flytte spillere. Dette transfervindue har indikeret, at de kan hente spillere af en anden kvalitet end tidligere, så måske de efter flere års tumlen rundt i bunden og en uofficiel status som mest underpræsterende mandskab, nu endelig igen kan kæmpe med om de europæiske pladser.
Og ellers så ved vi jo, at sæsonen kommer til at byde på drama og håbløse VAR-kendelser sammenholdt med endnu flere uforståelige beslutninger truffet af ligaforbundet. Og er det egentlig ikke charmen ved spansk fodbold, når alt kommer til alt? At kvalitet og kaos går hånd i hånd. Og så lever vi med, at der i 2023/24 udgaven af La Liga ser ud til at være en smule mere kaos end kvalitet.
God sæson!
Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.
[…] City har sat sig på flæsket i Premier League. Real Madrid og Barcelona fordeler rovet mellem sig i La Liga. PSG tager titlen i Frankrig, mens Bayern nu jagter det 12 mesterskab i træk i Bundesligaen. Men i […]