Synet af Eriksen er en krig mellem stats og mavefornemmelser

På bagkant af sin ankelskade har Christian Eriksen leveret et comeback i Manchester United, der får mavefornemmelser og stats til at gå i krig med hinanden.: Matthew Peters/Manchester United via Getty Images

Christian Eriksen kom sig hurtigere over den brutale to-fods-tackling, som Andy Carroll satte ind på danskerens ankel tilbage i slutningen af januar, end forventet. I første omgang lød dommen nemlig på tre måneders skadespause. Men allerede kort inde i april vendte Eriksen tilbage på Manchester Uniteds holdkort.

Siden da har den 31-årige dansker været involveret i syv Premier League-kampe på stribe. Og her er det i alt blevet til hele 470 minutters spilletid i Erik ten Hags centrale maskinrum. Men hvordan er det egentlig gået?

Umiddelbart siger mavefornemmelsen, at Eriksens comeback ikke har været iøjefaldende. Vi er ikke ude i, at Eriksen har været en skygge af sig selv. For det har han bestemt ikke. Omvendt sidder man heller ikke med en rød-hvid følelse af, at Eriksen har opereret i samme høje omdrejninger, som før ankelskaden. Man fristes ligefrem til at sige, at Eriksen måske vendte tilbage lidt for tidligt.

Træfsikre pasninger

Men den mavefornemmelse sætter flere af de stats, som Eriksens præstationer i de seneste syv Premier League-kampe har kastet af sig, spørgsmåltegn ved. I hvert fald de stats, der omhandler Eriksens boldbesiddelse. Nærmere betegnet danskerens pasningsspil.

Og ja, den del af Eriksens samlede bidrag til Manchester United, har The Manager tidligere været inde på. Endda flere gange. Ikke desto mindre, så er netop pasningsspillet det, der primært gør Eriksen til den fodboldspiller, han stadig er.

Eriksen er kreativ, som bare pokker. Ingen tvivl om det. Og hans fødder kan være genvej til chancer og mål. Men Eriksen er og bliver allermest en arbejdshest med flødefødder. En hårdtarbejdende skaber, der dog mest knokler rundt og stabiliserer, og sørger for at sovsen ikke skiller.

Og det gør han, som bekendt, ved hjælp af sit pasningsspil. I frirum såvel som under massivt pres. Frontvendt og med en mand i og på ryggen. Og siden Eriksen blev sin ankelskade kvit, har han, ifølge whoscored.com, i alt produceret 392 afleveringer i Premier League-sammenhæng.

Og ja, det er faktisk mere end hvad Eriksen formåede at producere i de syv kampe, der ledte op til Carrolls to-fods-tackling. Men ikke nok med det. Siden sit comeback, der fandt sted i Manchester Uniteds 2-0 sejr over Everton den 8. april, har Eriksen også opereret med en større træfsikkerhed end før sin skade.

Således har 89 procent af de 392 afleveringer, det er blevet til, fundet vej til en medspiller, mens snittet i de syv kampe før skaden lød på 82 procent.

Defensive berøringer

Men ja, så råbes der igen højt nede fra maven. For en ting er, at Eriksens comeback har kastet både flere og sikrere pasninger af sig. Noget andet er, hvilke afleveringer, der er tale om. Det er jo ingen sag, at pumpe statistikkerne til vejrs, hvis man bare løber rundt i midtercirklen og laver ultra korte pasninger til Casemiro, mens modstanderen binder støvler.

Og her er vi inde på noget, der ikke bare har gjort sig gældende i de seneste syv kampe, men som derimod har gjort sig gældende hele sæsonen. Nemlig det faktum, at langt de fleste af Eriksens pasninger finder sted langt fra modstanderens mål.

Det er nemlig her, Eriksen primært er i boldbesiddelse. Altså, enten på Manchester Uniteds defensive eller centrale midtbane. Ikke på den sidste tredjedel af modstanderens banehalvdel.

Jovist! Her er Eriksen også i boldbesiddelse. Og siden sit comeback har han da også produceret både nøgleafleveringer og assists, ligesom han da også har haft hele 15 skudforsøg. Sidstnævnte er i øvrigt langt mere end normalt.

Det meste af Eriksens arbejdstid foregår dog, som sagt, langt længere tilbage på banen. Og ifølge FBref.com har Eriksen (indtil videre) i denne Premier League-sæson i alt haft 1601 boldberøringer, hvoraf 1192 af disse har fundet sted alle andre steder end på den sidste tredjedel af modstanderens banehalvdel.

The double

Men gør det noget? Ikke spor. Det er netop på grund af Eriksens evne til at holde gryden i kog uden at ryste på hænderne, at ten Hag har geninstalleret Eriksen som Casemiros sidekick i Manchester Uniteds maskinrum.

Og her kommer Eriksen utvivlsomt til at spille en central rolle i de tre kampe, der resterer af Manchester Uniteds sæson. En sæson, der ikke ender med den the quadruple, som det lugtede lidt af tilbage i februar, men alligevel en sæson, der stadig kan ende med the double.

Manchester United har jo allerede sikret sig ét trofæ i denne sæson, nemlig Carabao Cup-trofæet. Og den 3. juni står ten Hag og co. ansigt til ansigt med naboerne fra ‘Peps City’ i FA Cup-finalen.

Inden da venter der dog Manchester United en særdeles vigtig slutspurt i Premier League, hvor Eriksen utvivlsomt får en bærende rolle. På torsdag kan Manchester United således med en sejr over håbløse Chelsea sikre sig kvalifikation til Champions League i næste sæson. Endda for næsen af ærkerivalerne fra Liverpool FC. Og det er ikke at kimse af. Hverken hvad angår prestige, håneret eller økonomi.

The Manager
Logo
Shopping cart