Er glasset halvt fyldt, eller det halvt tomt? Den evige diskussion, der skal skille optimisterne fra pessimisterne.
Førstnævnte vil se tilbage på Englands første tre kampe og konkludere, at England er videre på en sikker førsteplads. De har endnu ikke tabt. De er i skrivende stund slutrundens mest scorende hold, og så har Harry Kane endda slet ikke scoret endnu. Det går fantastisk.
Pessimisterne vil derimod argumentere for, at England mod USA viste sine begrænsninger, at gruppen generelt har været blandt de letteste ved denne slutrunde, og at Harry Kane fortsat ikke har scoret. Det kunne godt gå bedre.
De fleste ved, at der er flest af førstnævnte i England. For selvom hele ”It’s Coming Home” bølgen topper hver anden sommer (eller i år en vinter), så er der bag englændernes ironi gemt sig en urokkelig tro på, at de har det bedste landshold. At de kan vinde VM. Premier League er jo verdens bedste liga, så det er da kun naturligt, at England også har verdens bedste landshold, må man forstå.
Et svar på Englands aktuelle styrkeforhold og deres videre chancer i turneringen ligger nok et sted midt imellem de to poler. Det er dem, der er så få af. Realisterne.
Den svage gruppe
Da England senest gjorde det godt ved en VM-slutrunde, gik de hele vejen til semifinalen i 2018. Den sommer gik det så godt, at de endda kunne vinde på straffespark. Men det var en gruppe med hold som foruden Belgien bestod af Panama og Tunesien, og hvor der skulle et straffe i overtiden til, før Tunesien blev besejret. Vejen til semifinalen bød på kampe mod Colombia og Sverige, inden Kroatien sendte dem ud lige før finalen. England spillede syv kampe ved den slutrunde. De vandt tre, tabte tre og spillede en uafgjort. Fru fortuna, der stod for lodtrækningen, så Englands vej det år.
Og det har hun indtil videre gjort igen. USA, Iran og Wales. Det er svært at være utilfreds med. Og det bør Senegal i en ottendedelsfinale heller ikke være. Jo, det er de afrikanske mestre, og de er godt organiseret, men de mangler profiler helt fremme med Sadio Manés fravær, og i en ottendedelsfinale ved en VM-slutrunde kunne man ikke få det meget bedre. Eller sagt på en anden måde. Mod en modstander, hvor Watfords Ismaïla Sarr er omdrejningspunktet, må man påtage sig favoritrollen.
Man kan kun slå de hold, man møder, og det har England så gjort indtil videre, men den store test lader fortsat vente på sig, og det gør den ganske givet også efter kampen mod Senegal.
Southgates gyldne hånd
Men hvis Southgate går rundt og smiler på bagkant af sejren mod Wales, er der ikke noget at sige til det. For den engelske landstræner har ramt plet med stort set samtlige af sine beslutninger indtil videre. I åbningskampen valgte han Saka over Foden, og så scorede Saka to gange. Grealish og Rashford kom ind fra bænken, og de kom også på tavlen i 6-2-sejren mod Iran.
0-0 kampen mod USA var ikke videre opløftende, men Southgate tog konsekvensen mod Wales og sendte Foden og Rashford på banen fra start. Rashford takkede med to mål i anden halvleg. I de engelske medier, herunder BBC, hyldes Englands bredde dagen derpå, og den bredde kan måske vise sig guld værd. For mens defensiven ser nogenlunde fastlagt ud, så er der offensivt så meget kvalitet og så mange forskellige spillere at vælge imellem, at England, uanset modstander og kampforløb, kan ændre kampe fra bænken. Det handler ikke kun om, hvordan man begynder en kamp, men også hvordan man slutter. Især med fem udskiftninger til rådighed. Og alle de offensive spillere har leveret. Selv Callum Wilson er noteret for et oplæg.
Kanes ”nye” rolle
Det eneste der falder i øjnene er, at Harry Kane trods ni engelske mål endnu ikke er kommet på tavlen. Mod Wales leverede han godt nok sit tredje oplæg i turneringen, og blev dermed første engelske spiller siden David Beckham i 2002 til at levere den præstation ved et VM. Men det er ikke videre bekymrende. For Kane spiller godt, og han er blevet endnu mere en offensiv playmaker, end han tidligere har været.
Den engelske nier roses med rette for sine evner foran mål, men i spillet med ryggen mod målet omkring midtercirklen er han i en klasse for sig. Ingen andre rendyrkede angribere er så dygtige til at gå så langt ned i banen og sætte angreb op. Han lægger ikke bare bolde af og agerer opspilsstation. Han iscenesætter angrebene. Og det har han i årevis gjort for Tottenham, men den del af spillet har nået nye højder under VM 2022. Selvfølgelig vil han gerne på tavlen, og det får England også brug for, når Senegal, og dernæst sværere modstandere, venter forude. England er godt på vej. Også selvom de endnu ikke er blevet testet for alvor.
