
De topper ikke Premier League, men ligner alligevel et kommende mesterhold. Manchester City. Her på The Manager har vi allerede set nærmere på boldbesiddelsen, hvor de lyseblå ikke overraskende lå i top, men hvordan fordeler afleveringerne sig egentlig?
Troels Bech talte engang om kønsløs boldomgang, hvis man ikke for alvor ville noget med bolden, og selvom man næppe kan klandre et hold, der har scoret 29 mål i de første otte kampe for ikke at søge målet, så er det alligevel bemærkelsesværdigt, hvor mange af holdets afleveringer, der enten går til siden eller bagud.
Flest bolde bagud
Det er analyseinstituttet CIES, der har gransket tallene og er nået frem til, at City i snit forsøger at sætte 754 afleveringer sammen i løbet af en kamp. Flest af alle. Og som oftest når afleveringen også frem til en medspiller, for kun PSG har i de 74 ligaer rundt om i verden som undersøgelsen er foretaget ud fra en højere procentsats, når det kommer til vellykkede afleveringer.
Alt det er ikke overraskende. Men det er det til gengæld, at 57,2 procent af afleveringen spilles til siden, mens hele 18,1 procent er bagudrettede. Højest af alle i Premier League. Næst højest af alle i hele verden!
Og hvorfor så det? Der er to primære årsager. Den ene er forholdsvis logisk. Manchester City dominerer samtlige af deres kampe og har bolden på den sidste tredjedel i store dele af kampen. Det gør, at modstanderne står dybt, og så er det jo begrænset, hvor mange afleveringer man kan spille frem ad banen, når der næsten ingen plads er at løbe i. Derfor skal den naturligvis til siden og engang imellem bagud for at åbne forsvaret op og slå revner i modstandernes defensiv.
Guardiola – en defensiv træner?
Men det hænger også sammen med, at Pep Guardiola, trods omdømme som det modsatte, også er en defensiv træner. Ikke i en traditionel forstand som eksempelvis José Mourinho. Hos portugiseren forsvarede man bedst, når man stod dybt og kompakt og kunne lukke områderne ned. Hos Manchester City handler det i stedet om at forsvare sig med bolden.
Da spanieren i 2013 blev ansat som ny træner for Bayern München, fik journalist Marti Perarnau lov til at følge Guardiola et helt år. Han var med til træningerne, i omklædningsrummet, på hotellet før kampen, og når Pep havde møder med sin stab. Skal man forstå Guardiola som træner, skal man læse den bog. For her taler han om de defensive dyder, og hvordan boldbesiddelse ikke kun skal bruges offensivt, men også defensivt. Hvordan tankegangen helt simpelt går ud på, at hvis modstanderne ikke har bolden, så scorer de heller ikke.
Tålmodighed er en dyd
Onsdag aften kunne FCK-fans så ved selvsyn se, hvor gode Manchester City er til at køre kuglen rundt. Til siden og tilbage igen, som en Nik og Jay sang. De vandt 5-0 og kunne have vundet større, uden de rigtigt foldede sig ud. De første knap tre minutter rørte FCK ikke bolden, andet end ved opgiversparket der blev hamret langt og lige i favnen på Ederson. Herefter rendte de bare rundt i Manchester Citys kombinationer, som var det en træningsøvelse. Se sekvensen igen, og se hvor mange afleveringer, der går på langs og bagud i banen. Manchester City ville sætte sig på kampen fra start af, men ikke med en overfaldsfodbold, hvor afstutningen skal søges med det samme. Nej, med tålmodighed.
Kun 24,7 procent af Citys afleveringer i en kamp er fremadrettede. Igen, det er svært, når modstanderne står dybt, men det er markant færre end Bournemouth, der topper listen blandt Premier League-holdene med 39,4 procent.
Generelt har topholdene svære ved at spille bolden frem, men Manchester United og Arsenal har alligevel omtrent en tredjedel af deres pasninger som fremadrettede pasninger.
- På 30 minutter viste Jesper Lindstrøm, at han kan blive løsningen på Napolis problemer
- Real Madrid har savnet Vinicius Junior, men han savner i høj grad det gamle Real Madrid
- Chelsea er et eksperiment i stiltiende tomgang og det hele er Boehlys skyld
- Kommentar: Tottenham vandt selvom derbyet mod Arsenal endte 2-2
- North London derby skal blive et brag – og det første af mange!