Looking back on when we first met
I cannot escape and I cannot forget
Southgate, you’re the one, you still turn me on
Football’s coming home again
Man kan sige meget om englænderne, men ingen når dem til sokkeholderne, når det gælder kunsten ud i at skabe catchy slagsange. Heller ikke denne, der for alvor blev populær for fire år siden ved VM i Rusland.
Gareth Southgate og hans vest er blevet et synonym med engelsk landsholdsfodbold. Og en succeshistorie, som der ellers har været så få af. I hvert fald indtil nu. For efter en semifinale ved VM 2018, en tredjeplads i Nations League og finalen ved EM-slutrunden sidste år oplever Gareth Southgate for første gang, hvor hård og ubarmhjertig den engelske presse også kan være.
Fra flop til succes
Lad os lige opridse trænerkarrieren for en god ordens skyld. Det blev til tre år med Middlesbrough, hvor han rykkede ned i Championship i 2009 og blev fyret kort inde i den nye sæson.
Herefter fulgte flere års pause, inden han overtog det engelske U21-landshold med blandede resultater. Siden blev han først udnævnt som midlertidig træner og dernæst fastansat, da Sam Allardyce efter en enkelt kamp måtte træde tilbage grundet skandalen om rådgivning vedrørende tredjepartsejerskaber.
Med sit sympatiske væsen, tillid unge spillere, og ikke mindst gode resultater har det været let for den engelske befolkning at tage Gareth Southgate til sig. Ja, måske de ligefrem har tilgivet ham for det brændte straffe ved EM i 1996.
Kritik af Gareth Southgate
Men nu ulmer kritikken. Særligt efter 0-4-blamagen mod Ungarn på hjemmebane i begyndelsen af sommeren. Det største hjemmebanenederlag siden 1928. Taber de fredagens kamp mod Italien på udebane, så rykker de ud af A-gruppen i Nations League. Ingen er bedre end sin sidste kamp.
Jack Grealish forsøgte at forsvare Gareth Southgate på pressemødet forud for kampen mod Italien. Han mindede pressen om, hvad Southgate har udrettet med dette engelske landshold. Men er kritikken berettiget?
En af punkterne går på, at Southgate spiller for forsigtigt. Det var muligvis fint nok, da holdet i 2017 og 2018 stadig var i en opbygningsfase. Men nu råder man over spillere som Harry Kane, Marcus Rashford, Jadon Sancho, Mason Mount, Jack Grealish, Raheem Sterling, Bukayo Saka og Phil Foden. Der er så meget offensivt kvalitet hos The Three Lions, hvis trup ikke er set stærkere, siden The Golden Generation med Beckham, Gerrard og Lampard.
Manden på tribunen
Til kampen mod Ungarn valgte Southgate en 3-5-2-formation. Jude Bellingham, Conor Gallagher og Kalvin Phillips udgjorde den centrale midtbane, mens både Mount og Foden først kom ind i anden halvleg.
“Selvfølgelig forstår jeg udmærket, at manden på tribunen, der betaler penge for at se kampen helst vil se Grealish med Sterling og Saka. Men du bliver nødt til at have balance på holdet. Det her topniveau fodbold,” som Southgate forsøgte at forklare kritikerne efter en uafgjort kamp mod Tyskland i juni måned.
Får han for lidt?
Som så mange andre før ham, oplever den engelske landstræner nu, at det værste en træner kan gøre for sin fremtid er at overpræstere. For det skaber forventninger, der igen leder vejen til skuffelser. Og hvor Gareth Southgate før fik meget ud af lidt, er følelsen nu, at han få for lidt ud af meget.
For var fjerdepladsen til VM egentlig bare et resultat af, at England havde en let vej til semifinalen? Og blev finalepladsen til EM kun sikret, fordi seks af syv kampe blev spillet på hjemmebane?
Englænderne er begyndt at tvivle på manden med vesten, og der skal en sejr og en god præstation mod Italien til, før der igen tændes på Southgate.
