
Sommeren igennem var Saudi-Arabien på alles læber. Og der blev sagt og skrevet ufattelig meget om fodboldens nye og meget, meget rige dreng i klassen. Ikke mindst her på TheManager.dk.
Men så klappede transfervinduet i og erstattede larm med stilhed. Lige indtil i sidste uge. Og så alligevel ikke.
For nyheden om, at det saudiarabiske kongedømme nu har i sinde at lokke topdommere, blandt andet fra Premier League, til Saudi Pro League, levede ikke så frygtelig længe.
The Times var et af de medier, der gav plads til historien, men avisen fulgte aldrig rigtig op på den. Heller ikke på sociale medier har saudiernes seneste shoppingønsker fået de store ben at gå på.
Billigt til salg
Måske skyldes det, at fodbolddommere ikke er superstars. Bevares, de findes i den størrelse. Men dommere er primært bare små og store hadeobjekter, der får skylden for alt mellem himmel og jord.
Og den forgangne weekend i Premier League var ingen undtagelse. Her var det mere end nogen anden Simon Hooper, der dømte kampen mellem Tottenham og Liverpool, som stod for skud.
Også selvom det helt store samtaleemne, Liverpools VAR-underkendte mål, der kunne have bragt gæsterne foran med 0-2, ikke var hans beslutning.
Men spørger man alle dem, der elsker Liverpool, så er Simon Hooper såvel som Darren England og Dan Cook, der var de vagthavende i VAR-vognen, billigt til salg.
Fuld tid
Men tilbage til saudiarabernes shoppingønsker. For det er allerede nu muligt for mændene bag Saudi Pro League, at rekruttere udenlandske dommere til udvalgte topkampe. Altså, on a one-off basis.
En mulighed, som ligaen allerede har gjort brug af i denne sæson i form af import af dommere fra New Zealand, Argentina og Paraguay.
Men ifølge The Times er europæiske topdommere, heriblandt dommere fra Premier League, blevet kontaktet af kongedømmet. Og kontakten har ikke handlet om enkelstående sær-events.
Derimod skulle der være tale om tilbud om decideret fuldtidsansættelser, der efter planen skal træde i kraft om seks til 12 måneder.
Småpenge
Hvad økonomien angår, så vides det endnu ikke, hvilken lønpakke de europæiske topdommere vil blive tilbudt. Eller måske/måske ikke allerede er blevet tilbudt.
Men med tanke på de lønninger, som de spillere, der er blevet købt af Al Nassr og Al Ittihad, og alle de andre klubber i Saudi Pro League, har fået, så forventes dommernes lønpakker ikke at være små.
Uanset hvad, så bliver lønpakkerne i hvert fald ikke et problem. Ifølge The Times får dommere i Premier League nemlig ‘kun’ mellem 120.000 og 300.000 engelske pund om året.
Med andre ord; småpenge set med Saudi-Arabiske øjne. Set med Premier Leagues øjne, derimod, så er Saudi-Arabiens interesse i Simon Hooper og alle de andre til gengæld et problem.
Rystende standard
Dommere hænger nemlig ikke på træerne. Hverken på engelsk jord eller andre steder i Europa. Og da slet ikke dommere på topniveau.
En af dem, der engang var blandt de bedste, er Mark Clattenburg, der stoppede i Premier League tilbage i 2017.
Herefter var han en overgang ansat som såkaldt Head of refereeing i Saudi-Arabien, hvor synet af dommerstandarden, ifølge Clattenburg, var rystende.
“They failed the basic standards and understanding of the law of the game,” lød det fra Clattenburg, da han efter blot i års tid i Saudi-Arabien forlod landet til fordel for en dommertjans i Kina.
Så galt går det ikke for engelsk fodbold, hvis Saudi-Arabien får held med at lokke topdommere fra Premier League til Saudi Pro League. Men dommerstandarden i England vil utvivlsomt falde.
Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på Twitter og Facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.