Ten Hag er nødt til at træffe dette svære valg

Manchester United

Erik ten Hag skal finde en ny anfører. Foto. Kayintveen Dreamstime.com

Manchester United fandt et åndehul i isen med 2-1 over Liverpool. Nu gælder det et besøg hos Southampton, hvilket kan vise sig vanskeligt nok. Sydkystholdet har tæft udi kontraspillets ædle facetter, så gæsternes fans skal ikke tage tre point for givet. Der er ligesom en grund til syv nederlag i træk away.

Hovedbrud

Det er et af Erik ten Hags hovedbrud. Et af mange. Resultatet i dag er på den korte bane, men hollænderen skal på den længere bane træffe et valg, der vil præge truppen de kommende sæsoner.

Han har kraftigt indikeret, at ingen kan føle sig sikre i truppen. Derfor havnede Ronaldo og Maguire på bænken mod Liverpool. Ronaldo gør alt, hvad kan han for at komme væk, så det var ikke overraskende, at Erik ten Hag droppede ham.

Maguire er anfører, så der er en anden signalværdi i den degradering til bænken. Herfra kunne han se Martinez og Varane gøre det godt i centerblokken, så vejen til start11’eren må være lang nu.

Maguire

Maguire som anfører er ikke holdbart. Han kritiseres af pressen og voksenmobbes af fansene. Stopperens spil lider tydeligt under det. At bede ham være anfører fra bænken og i en så udsat position går ikke. Det er en no brainer.

Desværre for den engelske landsholdsspiller så lander Chelsea Fofana. De blåblusede lignede en mulighed for at komme væk fra Old Trafford her og nu, men nu kommer salget næppe før til sommer. Medmindre Leicester forsøger sig med en lejeaftale her og nu.

Tottenham kan være et bud sommeren ’23. Det samme kan Chelsea. Hvorfor vender jeg tilbage til om lidt.

Erik ten Hag har reelt kun en kandidat til at overtage bindet. Bruno Fernandes. Den stille snigmorder. Men han er nødt til at vente på, at Ronaldo pakker sammen og finder en ny klub i løbet af de næste dage. Så får han den ro i omklædningsrummet, som han har brug for til at orkestrere en ny kultur med Fernandes som anfører. Det bliver ikke en sjov tid for Maguire. Han har også sin VM-plads at tænke på. Han vil formentlig sidde på bænken som reserve og ikke længere anfører om kort tid. Og hvordan endte det så der for rekordkøbet?

2013

Han er ret beset en af mange fejlkøb, som Manchester United har gjort siden 2013. Han er ikke en dårlig stopper. Tværtimod. Men han skal som i Leicester-tiden spille i et tremandsforsvar med en styrmand ved siden af sig. Så kan han bruge sin fysiske styrke samt ikke ubetydelige evner offensivt på dødbolde. Derfor vil han give mening i en Tottenham eller Chelsea-trøje. At købe ham ind som skipper til en fireback-kæde med så store huller i strukturen som tilfældet Manchester United var dømt til at gå galt. At gøre ham til anfører var at smække låsen til gabestokken i.

Jernmand

Erik ten Hag er i gang med at bygge sit hold op. Casemiro er et signal herom. Brasseren er ikke verdens bedste på bolden, men han kan dælme rydde op efter dem, der er det. Han er tegnet på, at Erik ten Hag vil væk fra to arbejdsmænd på midtbanen og vende diamanten om. Så der er plads til Eriksen og Fernandes med en kvalificeret oprydder bag dem i forventning om, at Manchester United i hovedparten af sæsonens kampe vil være mest på bolden. Det er et skridt væk fra Solskjær-tiden. Det kræver en ny anfører. Og forhåbentlig en ny klub til Maguire. Stakkels mand.

The Manager
Logo
Shopping cart