
Vi tager lige en afstikker til The Championship. Det vil vi gøre, når gode historier kalder på det, men her og nu handler det om at kigge frem mod den sæson, der begynder denne weekend.
Tendenser
Det er centralt at dykke ned i den næstbedste række af to årsager. For det første for at se nærmere på den pipeline, der ikke kun sender tre hold op, men også for at se nærmere på spillere, tendenser og andre gode sager, der kan gøre sig gældende i Premier League.
Her og nu handler det om et old school kig på favoritfeltet. Til at blande sig i oprykningsstriden.
Jeg har fulgt The Championship siden 90erne, og det er en liga, der bliver mere og mere interessant. Tiden hvor man kunne hyre en dygtig manager med et stort og tørt hår og stikke ham lidt håndører til at hente en skarp angriber og en afdanket midtbanegeneral fra The Premier League, og så var den oprykning på plads, er længe væk.
Budget
The Championship er blevet en light version af Premier League. Lønningerne er høje, flere og flere traditionsklubber strander her på en klippeafsats, men med store budgetter og dygtige spillere.
Den tid hvor The Burton Albions kunne fighte sig til overlevelse med en budget på størrelse med en pose tomme flasker er nemlig også gone.
The Burtons er i dag klubber som Sunderland, Hull og Wigan. Hold med fortid i Premier League. Sådan er The Championship blevet en konkurrencedygtig meat grinder.
Tilbage til toppen. The Championship er nok den liga, der minder mig mest om en lang sej bjergetape i Tour de France. Der er tidlige udbrud, klubber der går kolde, favoritter der snubler, og dem der holder hjem over 46 ligakampe. Toppet med pokalkampe så er det en lang sæson, hvor det ofte er de hold, der bedst kan håndtere slitage, der klarer skærene.
Kanariefugl
Norwich er den helt store favorit til at vinde ligaen. De har pengene og truppen. Norwich er fanget i et limbo mellem at være for gode til The Championship og for dårlige til Premier League. Et ingenmandsland, hvor de har hjemme sammen med Fulham og Watford. Nottingham, Middlesbrough og muligvis Brentford kan blive klubber, der også fanges i den elevator.
Norwich har sendt et klart signal til konkurrenterne. Isaac Hayden er hentet fra Newcastle og kan blive dem et monster på den defensive midtbane, hvor Gabriel Sara er hentet ind fra Sao Paulo for hele 10 millioner pund til at styre den centrale midtbane. Dean Smiths tropper vil styre spillet og tage ejerskab over kampene.
Næstbedste
Steve Bruce er en snu rad. WBA er ikke færdige med at handle, men har allerede sikret meget oversete Jed Wallace. Han er købt i Millwall og kan være den chanceskabermaskine, som WBA manglede sidste sæson. Derudover er der købt ind til bredden. Et par indkøb mere og det ser godt ud for West Bromwich.
Ligaens måske bedste træner har Middlesbrough. Chris Wilder har købt den finske angriber Marcus Foss i Brentford, og ham har jeg set live et par gange. Han har potentiale. M’boro er ikke færdige med at handle og har efter 14 millioner pund-salget af Djed Spence til Tottenham penge på lommen. Et par profiler og det er playoff som minimum for Wilders mandskab.
Spørgsmålstegnet
Watford har som medlem af en større fodboldklubfamilie adgang til en spændende pool af spillere. Men vi ved heller ikke helt, hvordan The Hornets tager sig ud, når vinduet lukker. Har de stadig Sarr på holdkortet, så er der en rambuk for den relativt uprøvede træner Rob Edwards.
Watford rimer dog også på kaos, så mon ikke vi skal se et par trænerfyringer og den slags, før vi kender udfaldet af deres sæson?
Skuffelsen
Burnley har foretaget en radikal kursændring. Vincent Kompany er hentet ind som træner for at forvandle Burnley fra at være et fysisk betonet hold under Sean Dyche med engelske ejere til amerikansk ejet med fokus på boldbesiddelse. Dyches grundstamme af arbejdsmænd er væk og afløst af unge spillere med større teknik. Det lyder som noget, man har set før ikke? Jeg tror ikke et sekund på Burnley denne sæson – de er i øvrigt tynget af et håbløst lån på 65 millioner pund, der skal betales tilbage nu. Så jeg ser stort på, at mange engelske medier har dem som favoritter.
Tomasson
Der er altid hold, der overrasker. En håndfuld hold har de kvaliteter denne sæson. Cardiff har handlet stort ind, Stoke har været snu og skrevet med Dwight Gayle, Swansea har hentet Joe Allen hjem, og så er der Blackburn. Jon Dahl Tomasson har evnerne, men har han holdet? Diaz er en forbandet dygtig angriber – måske ligaens bedste – men truppen er papirtynd. Ifølge lokale medier arbejder Blackburn på at hente fire til fem nye spillere ind. Med erfaring til at hjælpe de unge. Kvaliteten af de spillere der kommer ind vil afgøre Tomassons sæson. Jeg kan se dem blande sig helt fremme, men jeg kan også se dem med asfaltknæ flået i stykker af en lang og krævende sæson.
Det er, som det skal være i The Championship. En lang og ond etape frem mod slutfløjt.