
På Apple Plus skal de i gang med tredje sæson af Ted Lasso. En underholdende serie om en amerikaner, der efter at have været NFL-træner bliver ny træner for fodboldklubben Richmond, der spiller i Premier League. Han har svært ved at forlig sig ved tanken om uafgjort, oprykning/nedrykning og europæisk fodbold generelt. Det er til tider komisk at se, hvordan hans amerikanske syn på sporten konflikterer med englændernes. Det pure opspind, men stadig sjovt.
Men nu virker Ted Lasso til at være blevet virkelighed. I hvert fald har Ted, undskyld, Todd Boehly efter 100 forholdsvis rolige dage i Chelsea for alvor bragt sig selv i spil som manden, der vil ændre engelsk fodbold og Premier League. Eller Premiere League, som han konsekvent udtaler det.
Ham der kommer ind på arbejdspladsen, flår alle dokumenterne ned fra skrivebordet og skriger Disruption.
Todd Boehly: Premier League skal lære af USA
Tirsdag gav han en SALT-talk i New York, og det gik ikke stille for sig. Her lancerede han flere interessante/særprægede ideer for fremtiden for engelsk fodbold. Blandt andet skal der kapitaliseres yderligere på bundkampene i ligaen.
”Jeg håber, at Premier League tager ved lære af amerikansk sport og begynder at indse, at man kan lave en play-off turnering med de fire nederste hold.”
Derudover kom Todd Boehly også ind på ideen om at opkøbe flere klubber rundt om i Europa, med Belgien og Portugal som de primære mål.
”Udfordringen er, at når du har 18, 19, 20-årige superstjerner, kan du leje dem ud til andre klubber, men du lægger deres udvikling i andres hænder.”
Væk med uforudsigeligheden
Jeg kan godt forstå Todd Boehly. Han er en forretningsmand, der gerne vil tjene penge. I en forretningsverden er det stort set det eneste, der gælder. Lav drama, lav penge. Her er uforudsigelighed den største fjende. Det giver god mening at eliminere den. Men i sportens verden, i hvert fald den europæiske, er det netop uforudsigeligheden, der fastholder illusionen om en jævnbyrdig og spændende liga. Den sikrer overraskelser og er bundet op på selve konkurrenceelementet i sporten.
Det forstår Todd Boehly bare ikke. Ligesom så mange andre af hans kollegaer ikke gjorde det, da de lancerede Super League uden tilsyneladende at have tænkt på, hvordan fansene vil reagere. For ligesom fans vil have glæde, vil de også have frustrationer. Skuffelse og uforudsigelighed er det, der gør sejrene så meget større.
Kritikere vil pege på, at uforudsigeligheden allerede er forsvundet i europæisk fodbold. Bayern München har vundet ti mesterskaber i træk. Juventus nåede op på ni af slagsen. PSG har vundet otte af de ti seneste mesterskaber i Frankrig, mens Manchester City har vundet fire af de seneste fem. Så hvis kampene i grove træk alligevel er afgjort på forhånd, hvorfor så ikke bare skabe ekstra indtægt? Lave flere penge og et større show?
Harlem Globerotters i Premier League?
”Og hvorfor er der ikke en All-Star kamp? MLB spillede deres All-Star-kamp i LA i år, og vi tjente 200 millioner dollars fra mandag og tirsdag. Du kunne have en nord mod syd All-Star-kamp for Premier League,” som Todd Boehly sagde til selvsamme SALT-talk.
Igen, jeg forstår tankegangen ud fra et forretningsmæssigt synspunkt. Mere show, flere penge. Men den er ude af trit med virkeligheden.
For hvordan skal der klemmes flere kampe ind i et kampprogram, hvor dronningens død allerede har fået korthuset til at vælte i Premier League, og hvor der fra 2024 skal spilles ti kampe i gruppespillet i Champions League i stedet for seks?
Eller som Jürgen Klopp sarkastisk svarede, da han blev forholdt ideen.
”Han kan ringe, når han finder en dato. Vil han også have Harlem Globerotters til at komme at spille en kamp?”
Todd Boehly er ganske givet en visionær forretningsmand, men lige nu og her står han tilbage som elefanten, der er godt i gang med at smadre hele glasbutikken med sin klodsethed. Som virkelighedens Ted Lasso.