Transfer frenzy: Pochettino er ikke ene om at svinge støvsugeren på Broen

N'Golo Kanté, Kai Havertz, Chelsea
I Chelsea er Mauricio Pochettino i fuld gang med at gøre rent, men sommerens transferaktiviteter er ene og alene ikke op til ham og klubben. Se bare på N’Golo Kanté. Og måske også Kai Havertz. Foto: Visionhaus/Getty Images.

Premier Leagues transfervindue åbner lige om lidt. Helt præcist onsdag den 14. juni. Alligevel er der allerede gang i svingdørene. På kryds af tværs af verdens bedste fodboldliga. Og ikke mindst i Chelsea Football Club.

Her tiltræder Mauricio Pochettino på papiret først jobbet som head coach den 1. juli. Men allerede nu er den 51-årige argentiner i gang med den tiltrængte rengøring af klubbens alt for store og alt for disfunktionelle spillertrup.

Fans af Chelsea skal dog ikke kun forberede sig på en summer transfer frenzy med Pochettino bag rattet. Medlemmerne af The Blues‘ fanbase skal nemlig også indstille sig på, at en del af det, der venter forude, er ude af Chelseas hænder.

Saudisk telefonopkald

Man så det så sent som i kort før den forgangne weekend. Her måtte Chelsea mod sin vilje vinke farvel til N’Golo Kanté. For et par måneder siden lød meldingen ellers på, at parterne var tæt på at skrive under på og med hinanden. Men så ringede telefonen fra Saudi-Arabien. Og det, som Al Ittihad tilbød Kanté, var mere end hvad Chelsea kunne diske op med.

For Kanté har skrevet under på en 2-årig kontrakt, der eftersigende indbringer franskmanden i omegnen af 750 millioner danske kroner. Om året. Selvfølgelig skal man altid tage de beløb, der bimler og bamler i fodboldens buldrende verden, med et gran salt. Men hvor om alting er, så er der tale om rigtig mange penge.

Ifølge tal fra sitet spotrac.com, så tilbød Al Ittihad faktisk Kanté en årsløn, der var næsten seks gange så stor, som den han arbejdede for i Chelsea. Og hvis Todd Boehly og co. skulle kunne matche det, ville det kræve, at Chelsea skulle smide andre spillere over bord. Rigtig mange endda.

Kantés årsløn i Saudi-Arabien er nemlig større end den, som Chelsea pt. udbetaler til klubbens seks bedst betalte…til sammen. Altså, årslønnen til Raheem Sterling, Enzo Fernandez, Kalidou Koulibaly, Reece James, Ben Chilwell og Wesley Fofana.

Spil for galleriet

Alt tyder også stadig på, at slaget om Mason Mount, der angiveligt rigtig gerne vil vinke farvel til barndomsklubben, og i stedet leve et voksenliv i Manchester United, er tabt.

Bevares! Chelsea forsøger, at spille med musklerne. Blandt andet ved, at pumpe prisen i vejret. Ligesom klubben gør i forbindelse med Kai Havertz, der både er i søgelyset hos Arsenal og Real Madrid.

Men det er mest af alt spil for galleriet. Kommunikationen mellem Chelsea og Manchester United skal nok ende med et kompromis. Mount har jo kontraktudløb næste sommer, hvor han kan gå gratis. Og Chelsea har derfor absolut ikke noget ud af, at holde på en trist Mount med udlængsel mod sin vilje.

Men skulle det ske, at Chelsea må vinke farvel til Mount, bliver tabet ikke bare stort. Transferen vil hånd-i-hånd med Kantés skifte også markere et tydeligt farvel til det Chelsea, der var engang. Emotionelt såvel som sportsligt. Og samtidig markere starten på en ny æra, der synes nyere end den Boehly søsatte tilbage i maj sidste år.

En spiller som Mateo Kovacic er nemlig også på vej væk fra Stamford Bridge. Efter fem år på Broen. Og Pep Guardiola skulle være mere end interesseret i, at hente kroaten til Etihad. Hvilket i øvrigt er en tanke, som Kovacic selv skulle være helt med på.

Eller som kroaten, hvis kontrakt udløber om et år, i fredags flere steder blev citeret for at sige: “Alt peger i retning af, at jeg efter fem gode år i Chelsea skifter klub.

Frenzy

Når det er sagt, så har Pochettino alligevel stor indflydelse på den transferaktivitet, der kommer til at ske i løbet af sommeren. Og selvom han, som nævnt, endnu ikke officielt er tiltrådt som head coach, så er Pochettino allerede i gang med to-do-listen.

Således har Pochettino allerede sagt ciao til Joao Félix, der – trods lovende takter i sin debut for et halvt år siden – aldrig blev et hit. Det hele blev for ineffektivt. Og slutproduktet manglede.

Og ifølge de mange rygter, der i disse dage rumsterer i Chelsea og omegn, så har også Christian Pulisic og Ruben Loftus-Cheek fået grønt lys til et skifte til italienske AC Milan, der i øvrigt også skulle have lyst til at låne Carney Chukwuemeka.

Men det stopper ikke her. Tværtimod. Endda langt fra. For den potentielle goodbye-liste er lang. Kast blot et hurtigt blik på (den resterende del af) Chelseas spillertrup. Og sammenhold lige synet med det, der siges på vandrørene.

Og gør man det, så bliver det også til et farvel og goodbye til Eduardo Mendy, Kepa og Cesar Azpilicueta. Marc Cucurella, Pierre-Emerick Aubameyang og Hakim Ziyech. Og ja, Denis Zakaria får heller ikke sit lånebevis forvandlet til en permanent kontrakt.

Når det er sagt, så er ender Chelseas omklædningsrum ikke med at blive en rengjort ødemark. Boehly har jo handlet vildt ind i de seneste to transfervinduer. Og der meldes flere nye spillere på vej.

En ny målmand, en ny 8er, en ny 9er. Til at starte med. Og hvordan det hele lander, må de kommende uger vise. Spændende bliver det. Og sikkert er det, at The Manager følger med fra sidelinjen.

The Manager
Logo
Shopping cart