Trods overlevelse: Everton bør tænke på fremtiden som en nedrykker

Abdoulaye Doucoure blev matchvinder i 1-0 sejren over Bournemouth med et drømmedrøn af et langskud, der sikrede Everton overlevelse i Premier League. Foto: Chris Brunskill/Fantasista/Getty Images)

Søndag aften blev der sat punktum for Premier League. Et eksplosivt ét af slagsen. Ikke så meget i toppen af tabellen, men derimod for alvor nede i bunden. Dér, hvor det ikke handlede om lukrative fremtidsrejser ud i Europa, men om liv eller død. Ren og skær overlevelse. Vind eller forsvind.  

Dramaet var stort. Nærmest fra start til slut. Og først i de døende sekunder af en 10 minutter lang overtid på Goodison Park, lærte vi navnene på nedrykkerne at kende. Før afdansningsballet var Everton over stregen. Og takket være et drømmedrøn af et Doucoure-hug fra distancen endte Everton heller ikke under den. Med andre ord; Everton overlevede. Igen.

Hvad overlevelsen betød (og betyder) for Everton, kunne ses og høres overalt på Goodison Park. Kampen igennem fangede kameraerne det ene blåklædte nervevrag efter hinanden oppe på tribunerne. Flere af fansene sad med hovedet begravet i hænderne. Hvis de da ikke bare stod med ryggen til. Man turde ikke se ind på banen. Af frygt for at det man så, skulle vise sig, at gå galt.

Men det gjorde det ikke. Og dommer Stuart Attwells forløsende slutfløjt blev derfor (og nok engang) startskuddet til en kaotisk høne-uden-hoved-udgave af en pitch invasion

Den slags er ikke tilladt. Men det lå ligesom i kortene, at det ville ske. En pitch invasion er jo folkemassernes karnevalske måde, at markere deres kollektive SoMe-glæde over, at det bedste, der kunne ske, rent faktisk skete. 

Tid til tanke

Men var det nu også det, der skete? Var overlevelse det bedste, som sæsonen kunne ende med i Everton og omegn? Ja, selvfølgelig! Ingen tvivl om det. Premier League er jo et TV-transmitteret prestige-paradis på jord. Et sted, hvor mængden af penge og prestige smager af mælk og honning fra øverste hylde. 

Og begge dele har Everton brug for. Ikke mindst pengene. Klubben har jo stadion-drømme, der skal realiseres, hvilke ikke kan lade sig gøre med faldskærmspenge og en usikker fremtid i The Championsship. Et nyt hjem kræver en ny sæson i Premier League. Og det fik Everton. På et hængende hår. For næsen af Leicester.

Alligevel fristes man til at sige, at Everton vil gøre klogt i, at gøre brug af overlevelsen, som om de ikke overlevede. Bevares! Vær glade, som bare pokker! Og mal endelig Liverpool blå. Men lad ikke glæden stikke af. Eller lade kærligheden gøre blind.

En nedrykning er nemlig altid et kærkomment startskud til at starte på en frisk. En tid til at tænke sig om. Og en mulighed for gøre tingene andeledes. For selvom det, Everton har gjort i denne sæson, i sidste ende var nok til at overleve, så kunne man, og burde man, have gjort tingene meget anderledes. Og bedre. På kontorgangene, på træningsbanen, på sidelinjen, i kampenes hede. Og ja, på transfermarkedet. Der er plads til forbedringer overalt.

Identitetskvaler

Alligevel er Everton (allerede nu) på mange måder en lækkerbisken af en fodboldklub. Fuld af historie, masser af fans, godt med penge og ja, Premier League-status. Omvendt, så er Everton også et dybt problematisk pragteksempel på en skrøbelig mastodont, der lever et David-lignende liv i skyggen af Goliath. Et liv med flere skuffelser end succeser, hvilket mest af alt er selvforskyldt.

For alt for meget af alt det, Everton har foretaget sig de sidste mange sæsoner, er blevet ført ud i livet med enten hovedet under armen, eller med alt for store armbevægelserne. Som en ustruktureret skabning med tydelige identitetskvaler, der nu to sæsoner i streg har været på nippet til at koste klubben livet i Premier League.   

Men det skete, som bekendt, heller ikke i denne sæson. Everton klarede jo skærene og kan nu gå på sommerferie med udsigt til endnu en omgang Top Flight

Og ja, det var jo det bedste, der kunne ske for alt og alle, der elsker Everton. Og nu er det så op til Farhad Moshiri, Evertons ejer, at vise, hvad man vil bruge det, man fik, til. 

Roll the Dyche

På lægterne er man ikke i tvivl. For fans af Everton er trætte af kunstige åndedrag. Det er tid til at tænke sig om. Og allerhelst langsigtet. Og realistisk. Og i den bedste af alle fremtidige versioner af fodboldlivet, så må det i øvrigt rigtig gerne være en anden end Moshiri, der skal bruge hovedet på Goodison Park. 

Den britisk-iranske forretningsmand med base i Monaco er nemlig alt andet end en populær mand i den blå del af Liverpool. Det er Sean Dyche, der i øvrigt (og paradoksalt nok) blev valgt af Moshiri, da den ikke længere gik med Frank Lampard ved roret, til gengæld.

“Jeg kom her som manden, der skulle klare arbejdet,” sagde Dyche til Sky Sports efter kampen. Og man må sige, at Dyche kom, så og sejrede.

Hvor længe Dyche bliver hængende, vides ikke. Han var ti år i Burnley, hvor han for få midler, masser af knofedt og stålsat struktur fik ufattelig meget ud af knap så meget.

Spørgsmålet er, om Moshiri og co. vil roll the Dyche så længe. Eller om de mange nye penge, som Doucoures drømmehug realiserede søndag aften i stedet skal bruges på træner nummer 11 siden Moshiri tog over i 2016.

Vi får se…om Everton tænker sig om.

The Manager
Logo
Shopping cart