Det er tirsdag, og til trods for, at tankerne om de dramatiske scener fra i søndags fortsat optager plads mellem ørerne, så er der også andet og mere end Tuchels uforglemmelige sideline show, der er værd at holde sig for øje.
For kampen mellem Chelsea og Tottenham på Stamford Bridge understregede ikke kun Tuchels engagement, der i nogens optik gik langt over stregen, mens andre var ellevilde og fuld af taknemmelighed.
Der er endda nogen, mig selv inklusiv, der er villige til at gå så langt som at sige, at Tuchel efterhånden nærmer sig en status i Chelsea-land, der matcher den, som Mourinho havde i 00erne.
Todd Boehly er i hvert fald ikke i tvivl om Tuchels betydning for Chelsea. Således rumsterer rygterne om en kontraktforlængelse i disse dage op og ned ad Fulham Road.
Men tilbage til i søndags.
For kampen mellem Chelsea og Tottenham understregede nemlig noget, der får minderne om Tuchels ageren på sidelinjen til at blegne, nemlig det som Tuchel er i gang med at skabe inde på banen.
Det ser nemlig godt ud.
Bagkæden
Og lad os starte i forsvaret, hvor Kalidou Koulibaly, Thiago Silva og Reece James lignede et trekløver, der havde spillet sammen dag og nat i en menneskealder.
Koulibaly har på rekordtid mindsket savnet af Rüdiger til nærmest ingenting, selvom hans fantastiske flugter til 1-0 mindede om noget, som Rüdiger kunne have produceret.
Og Silva? Ja, han ligner en 37-årig, der snart fylder 38, men som spiller som om han var 25. Og James?Ja, han bliver ved med at sætte nye, høje standarder og udfylder højre side af Chelseas centrale bagkæde med et overskud, en selvtillid og en positiv arrogance, der er nærmest ufattelig.
Store ord? På ingen måde!
Maskinrummet
Går vi videre til midtbanen, hvor Jorginho og N’golo Kanté i søndags havde vagt i maskinrummet, og hvor der var blevet plads i startopstillingen til både Marc Cucurella og Ruben Loftus-Cheek på henholdsvis venstre og højre wingback, så fungerede det fire mand store bindeled mellem forsvar og angreb overraskende godt.
Jorginho er stadig ikke hvad han har været, og han ligner mere og mere et omvandrende bevis på, at Chelsea har brug for nyt blod på positionen. Jorginho overlevede dog, ikke mindst takket være Kantés lungekapacitet, rutine og defensive blik for spillet, og alt i alt kørte Chelseas centrale motor glimrende.
Men så heller ikke mere end det.
Kanterne
Det gjorde det til gengæld ude på på flankerne, hvor der på de to wingbacks, som sagt og lidt overraskende, var blevet plads til Cucurella og Loftus-Cheek.
Cucurella virkede velintegreret og udfyldte positionen, som om Tuchel havde stukket ham en bunke YouTube-sekvenser med en ung Marcelo som inspiration.
Eneste anke er måske Cucurellas fraværende hang til at løbe dybt og true i bagrum såvel som felt.
Begge dele så vi til gengæld fra Loftus-Cheek, der ovre i højre side løb rundt som en sensommer-kåd late bloomer med fornyet selvtillid, og som ikke bare bidrog til Chelseas generelle muskelbalance, men som også – især i første halvleg – bidrog til Tottenhams ubalance.
Falsk front
Og det leder os videre til frontløberne, hvor Tuchel, trods fortsatte rygter om et køb af Barcelonas Pierre-Emerick Aubameyang, har fat i en selektion, der meget vel kan blive first choice i tiden, der kommer.
For Loftus-Cheek indgik nemlig i et interessant samarbejde med især Mason Mount, der nok havde sit udgangspunkt på den højre 11er, men som viste sig at være lige så falsk som Raheem Sterling på 9eren , og Kai Havertz ovre i venstre side, viste sig at være.
Loftus-Cheek var især en trussel, når han løb i de rum, som Mount efterlod sig, når han tog en af sine konstante afstikkere ned i banen, hvor Mount bidrog med overtal og kreativitet i Chelseas maskinrum.
Alt imens spillede Sterling endnu engang en god kamp, hvor han via energiske driblinger og klog kreativitet tog nye skridt i retning af at blive Kais bedste legekammerat.
Malurt
Men var der slet ikke bare en anelse malurt i bægeret i søndags? Jo, Chelseas manglende evne til at lukke kampen, især i holdets bedste perioder.
Bedømt på spil og chancer i første halvleg, så burde Tottenham aldrig have været gået til pause bagud med blot 1-0 og dermed en fortsat mulighed for at komme tilbage i kampen. En mulighed, som Contes mandskab endte med at gribe ikke bare en, men to gange.
I søndags havde Chelsea 16 skud på mål, 3 af dem ramte indenfor målrammen, hvoraf 2 som bekendt gik ind. Chelsea skulle altså bruge 8 forsøg på at ramme netmasker én gang.
Det er bedre tal end dem holdet producerede i sæsonpremieren ude mod Everton, hvor blot et enkelt af Chelsea 15 afslutninger (hvoraf 6 ramte målet) gik ind.
Men det er stadig ikke godt nok. Langt fra.
Leeds uden Tuchel
Til trods for, at der i skrivende stund endnu ikke er faldet dom over Tuchel, så er der intet der tyder på, at Chelsea får deres manager med på sidelinjen, når Chelsea søndag eftermiddag gæster Leeds på Elland Road.
Til gengæld er der stadig gode chancer for, at Chelsea inden ugen er omme præsenterer nye navne til truppen. Udover Aubameyang nævnes også blandt andre Barcelonas de Jong, Evertons Gordon, Leicesters Fofana og Inters Casadei.
Vi får se, hvad ugen bringer. Sikkert er det, at Tuchel er stor og Chelsea er på rette spor.
