Unai Emery tager på arbejde med noget så sjældent som arbejdsro

Foto: Christopher Lee/Getty Images

Da Premier League for 14 dage siden indstillede al aktivitet og gik i dvale for at give plads til VM, var der overalt i tabellen hold, der åndede lettede op.

Aktiveringen af den aldrig før sete stand by-funktion betød nemlig, at der blev sat en midlertidig stopper for en nedadgående formkurve, som de respektive klubber ikke umiddelbart selv så ud til at kunne få sat en stopper for.

Ikke overraskende lød der således et lettelsens suk i eksempelvis Wolverhampton og Southampton på bunden af Premier League, men også længere oppe i tabellen, heriblandt i West Ham og Chelsea, der begge tabte tre på stribe inden ligaen gik i dvale, var VM-pausen kærkommen.

Irriterende benspænd

Derimod var den aktiverede stand by-funktion givetvis et irriterende benspænd for blandt andre Eddie Howes Newcastle, der for to uger siden, og takket være 1-0 sejren over Chelsea hjemme på St. James’ Park, var inde i en fabelagtig stime.

Således var sejren over Graham Potters pt. porøse byggeprojekt Newcastles femte på stribe samt den 10. kamp i træk uden nederlag i Premier League.

Men også for Arsenal og Manchester City, der i skrivende stund (og måske hele vejen frem til målstregen i maj måned) er de to eneste hold, der er bedre placeret i tabellen end The Magpies, kom pausen som et benspænd.

Mikel Artetas tropper buldrede nemlig på daværende tidspunkt derudaf på fuld styrke, og i den blå del af Manchester ville Pep Guardiola sikkert gerne have givet sin højre arm for at få mulighed for at vaske 1-2 nederlaget til Thomas Franks Brentford væk med det samme, og ikke først on Boxing Day.

Comme ci comme ça

Men det skal som sådan hverken handle om ‘lettelsens suk’ eller ‘irriterende benspænd’, men derimod comme ci comme ça-følelsen midtimellem, altså, den følelse, der meget vel kunne have ben at gå i en klub som Aston Villa.

Selvfølgelig ville Unai Emery i den bedste af alle verdener da gerne have surfet videre på den positive bølge, som spanieren prompte igangsatte, da han fik debut som head coach for The Villians blot en uges tid før Premier League gik på pause.

Omvendt, så var de to ud af to mulige Premier League-sejre over henholdsvis Manchester United og Brighton (samt det godkendte ligacup-nederlag på Old Trafford) ikke bare et noget nær formfuldtendt førsthåndsindtryk, der lover godt for fremtiden, men også en perfekt måde at skaffe sig selv arbejdsro på under VM.

For selvom hele verden lige nu drejer sig om VM, hvilket ikke bare er ensbetydende med en mindre affolkning af Aston Villa, men af samtlige klubber i Premier League, så er det ikke sådan, at medlemmerne af verdens fornemmeste liga har lukket og slukket.

Ind- og udland

Tværtimod er forberedelserne til Premier Leagues tilbagevenden på Boxing Day i fuld gang, og i Aston Villa kan Emery se frem til tre uger med minimum tre træningskampe i ind- og udland.

Således rejser Aston Villa lige om lidt til Wales for at møde Cardiff City på onsdag, hvorefter turen går til De Forenede Arabiske Emirater, hvor modstanderen er ‘landsmændene’ fra Chelsea næste weekend igen, og sidst, men ikke mindst, skal Aston Villa herefter op imod Emerys tidligere arbejdsgiver, spanske Villarreal, inden det går løs mod Liverpool hjemme på Villa Park den 26. december.

Det siger sig selv, at Emery og hans stab får svært ved at holde dampen oppe på den buldrende energi, som sejrene over Manchester United og Brighton kastede af sig, og som utvivlsomt har fået Aston Villas ledelse til at klappe taktfast af sig selv, og i kor udråbe et trefoldigt leve for deres beslutning om at fyre Steven Gerrard og i stedet hyre Emery.

Men selvom dampen naturligvis er faldet mærkbart til jorden i kraft den aktiverede stand by-knap, og det faktum, at Emery må se bort fra fire nøglespillere, der alle er fraværende på grund af deres deltagelse i VM, så er den igangværende Premier League-pause alligevel ikke så skidt, at den ikke er godt for noget.

Intet pointpres

Emery har nemlig fået noget, der ellers er særdeles sjældent i en moderne trænertilværelsen, nemlig god tid til at falde på plads i nye omgivelse, blandt andet på Bodymoor Heath, Aston Villas træningsanlæg, uden samtidig også at være presset til at pointpræstere inde på banen. 

Læg dertil, at det som sagt blot er fire VM-spillere, nemlig Emiliano Martinez (Argentina), Leander Dendoncker (Belgien) samt Matty Cash og Jan Bednarek (Polen), der ikke deltager på Aston Villas kommende træningslejr i Dubai, hvor det føromtalte møde med Chelsea bliver det sportslige højdepunkt.

Emery har med andre ord, og i modsætning til mange af hans kollegaer i Premier League, ikke bare tid, men også gode muligheder for (forud for Premier Leagues tilbagevenden) at rette op på fej og mangler, og bygge videre på alt det gode, der i Aston Villas tilfælde kom ud af møderne med Manchester United og Brighton, ligesom Emery i samarbejde med klubbens (selv)glade ledelse kan bruge tid på at forberede sig på aktiviteterne i det kommende transfervindue.

Transferrygter

Til forskel fra eksempelvis Chelsea, der hver dag synes at blive sat i forbindelse med nærmest gud og hver mand med et eksorbiant prisskilt hængende om halsen, så er transferrygterne, der kredser om Aston Villa, en anelse mere tilforladelige. 

Når det er sagt, så er det ikke desto mindre navne a la Atletico Madrids Geoffrey Kondogbia, Leicesters Caglar Söyüncü og Crystal Palace’ Wilfried Zaha, der siges, at være på Aston Villas radar, hvor også Brightons Leandro Trossard, ifølge Birmingham Mail, burde figurere.

Hvem Emery og Aston Villa har i kikkerten, og hvem det lykkedes for The Villians at hente til Villa Park til januar, må tiden vise. Sikkert er det, at Emery har fået en god og lovende start i Aston Villa, og at Emery kan tage hul på forberedelserne til Premier Leagues tilbagevenden med noget så sjældent som arbejdsro.

The Manager
Logo
Shopping cart