
Det kunne næsten ikke være skrevet bedre. Et drama af den slags, som kun Hollywood kan præstere. Helten der skal så meget igennem, før det hele bliver godt. Forløst efter et drama.
I går mødtes Wrexham og Notts County i den femte bedste engelske række. Begge havde inden opgøret 100 point, Wrexham dog med en kamp i hånden, og vinderen lignede et hold, der ville tage oprykningen til League 2 og dermed det professionelle engelske ligasystem.
Det blev Wrexham, der sikrede sig sejren. Efter en afslutning, hvor den tidligere engelske landsholdsmålmand Ben Foster reddede straffe i kampens overtid. Foster der egentlig var gået på pension, men som for et par uger siden altså blev lokket tilbage til grønsværen, da der opstod problemer på målmandsposten. En stor dag for walisiske Wrexham, men hvorfor er det nu, at vi her skal bruge spalteplads på klubben, når vores primære fokusområde er Premier League?
Wrexham, Wrob og Wryan
Wrexham er verdens tredje ældste fodboldklub. Men derudover var det ikke en klub, der for alvor optog vores opmærksomhed indtil for godt to år siden. En stor klub i Wales, men de lå og rodede rundt i de lavere rækker, og deres 19. plads i den femtebedste række i 2020 var deres dårligste placering i klubbens 150 årige historie.
Men så kom til, som de kaldes. Nok bedre kendt under navnene Rob McElhenney og Ryan Reynolds. Hollywood-skuespillere med mere, der nu havde fået den idé, at de ville eje en fodboldklub. Tanken var opstået, efter Rob McElhenney havde set Netflix-serien “Sunderland til I Die.”
Oprykning forude
Og det er derfor, at Wrexham er blevet relevante. For de er grundet Reynolds og McElhenney blevet et sidestykke, som alle følger med i. Kort tid efter overtagelsen blev der lanceret en dokumentarserie – Welcome to Wrexham – der kunne streames på Disney+, og for nylig var de ude at annoncere, at de denne sommer skal spille en venskabskamp mod Manchester United. De røde drager mod de røde djævle. Og det blev selvfølgelig annonceret med en video med Reynolds og McElhenney i samspil med Sir Alex Ferguson.
Det er ikke mange ejerskaber i britisk fodbold, der har været populære blandt klubbens fans, men Reynolds og McElhenney er ikke just som andre ejere. De er her ikke for at skabe profit, men for at skabe en historie. Og lige nu er den historie rigtig god. Tilskuertallet til klubbens hjemmekampe er forøget markant efter de to skuespilleres indtræden, og det kan efterhånden være svært at få billet til Wrexhams kampe i den femtebedste række.
I næste sæson bliver det nok ikke nemmere, når den med al sandsynlighed står på fodbold i League 2. Wrexham er på vej tilbage til det professionelle ligasystem, og Reynolds og McElhenneys historiefortælling fortsætter. Og det samme gør vores fokus på den lille klub.